Det kniber lidt med julehumøret herhjemme. Jeg har arbejdet alt, ALT for meget i december. Så meget, at jeg kan mærke at jeg savner min familie og jeg savner at lave ingenting, og også så meget at jeg helt konkret kan mærke jeg er i søvnmangel, overskudsmangel, ja mangel af alt, hvad der er rart og hyggeligt.
Jeg har med vilje knoklet virkelig meget på den sidste måned. Som I ved startede jeg som fuldtidsselvstændig tilbage i september, og det der med at indtægterne svinger fra måned til måned, det har jeg svært ved at vænne mig til. Den første måned lagde jeg ud med to ugers influenza efterfulgt af en baby der blev ramt af mellemørebetændelse, den lille stakkel. Så det var en rimelig sløv opstart hvor jeg på ingen måde fik arbejdet det jeg ville. Det har jeg så taget revanche for senere hen. På det seneste kan jeg mærke at både blog- og opskriftsarbejde er kommet virkelig godt op at køre, og så er det svært ikke bare at ride med på bølgen når det hele går så godt. Jeg siger ja til for mange freelanceopgaver, jeg tager et smut til Paris for at arbejde fordi det er skide sjovt og en anderledes opgave, jeg tager til for mange møder fordi jeg vil mingle og connecte.
Det har resulteret i, at jeg arbejdsmæssigt er et enormt godt sted lige nu. Nøj hvor er jeg bare glad og taknemmelig for alt det arbejde jeg har for tiden. Men jeg kommer hjem kl. 16-17 og kan kun være sammen med min lille datter i to timer inden hun skal i seng, og når hun er lagt tager jeg mig selv i at finde computeren frem og sidde og arbejde videre resten af aftenen indtil jeg selv skal i seng. Stop en halv. Det er altså for meget af det gode.
Derfor har jeg sagt til mig selv, at efter jeg gik hjem fra kontoret i går, så gik jeg på juleferie. Eller, ikke juleferie, men hyggeferie. Herhjemme har vi nemlig valgt ikke at fejre jul på den helt klassiske måde i år. Det bliver kun Patrick, Selma og jeg herhjemme juleaften. Vores lille familie har brug for ro og for en masse alenetid, og det skal vi virkelig dyrke nu! Madelskere som vi er, så kan vi dog ikke undvære flæskesteg, and, brunede kartofler, risalamande osv. Og det kommer simpelthen til at blive så hyggeligt, jeg glæder mig helt vildt.
Min kæreste og jeg har aldrig været de helt store “julemennesker”. Jeg kan huske dengang jeg gik i gymnasiet, at jeg vistnok et par år i træk sagde fra og ikke gad tage med min familie ud at holde jul. Så blev jeg hjemme og så nogle film og hyggede med det. Så mødte jeg min kæreste, og hans forældre er (ligesom mine) skilt og gift på ny, og derfor har vi nu fire sæt forældre, fire måder at fejre jul på, fire familier der skal besøges i juledagene og fire vidt forskellige geografiske lokationer der skal rejses til. Forstå mig ret, det er SÅ hyggeligt, men det er også meget. Rigtig meget. Nu er vi blevet forældre, og vores lille pige er først lige kommet ovenpå et laaangt kolikforløb, så vi er først nu rigtig begyndt at kunne slappe helt af sammen og bare nyde tresomheden som en familie i harmoni.
Så vi skal bare være os tre sammen d. 24. december. Uden julehejs og julestress. Vi giver heller ikke hinanden gaver. Selma er endnu alt for lille til at forstå det med gaver, og Patrick og jeg har både en altan og et bryllup at spare op til, så i år har vi været enige om ikke at give gaver. Det føles rigtig rart ikke at fokusere på gaveræs, som ærlig talt hvert år har stresset mig lidt. Jeg kan også mærke på venner og kollegaer at de er meget oppe at køre over de dér gaver. “Neeej, jeg mangler at købe gave til den og den”, “har Magasin ikke åbent til kl. 24?”, “jeg håber ikke den og den synes min gave er for lille” er bl.a. sætninger jeg har overhørt de sidste par uger. Det føles befriende rart at stå udenfor hele det show.
Julepynt, juletræ, nissehuer og alt det der gør vi os heller ikke i her i lejligheden. Der var engang jeg syntes sådan noget var hyggeligt, men jeg kan ærlig talt mærke at jeg har mistet hele den der julehyggestemning, som før i tiden kom med julemusik og juletræ med lys.
Når jeg “står udenfor” som en slags ikke-julefejrer og observerer det overforbrug der finder sted, køb-og-smid-væk-kulturen (se bare hvor mange juletræer der bliver fældet blot for at blive kasseret igen på den anden side af julen) samt hvordan alle andre stresser op til jul både over indkøb og økonomi, så føler jeg mig helt lettet over at jeg(/vi) i år har turdet sige fra. For det er faktisk ikke helt nemt at sige fra overfor julen. Og sin familie, der bare enormt gerne vil have at man kommer forbi til jul. Folk undrer sig virkelig når man siger, man har valgt ikke at holde jul. Jeg kunne lige så godt have sagt at jeg kom fra Mars.
Jeg vil overhovedet ikke virke dømmende eller “bedrevidende”, for jeg synes det er så fint at alle andre holder jul. Jeg forstår virkelig at folk synes at jul er den allerhyggeligste tid på året, for sådan har jeg selv haft det. Jeg føler den bare ikke rigtig i år.
Jeg er naturligvis blevet kaldt Mr. Scrooge og Grinch et par gange, men det har været med et smil på læben, så det tager jeg ikke så tungt.
I overmorgen, juleaftensdag, der skal min lille og familie og jeg bare hygge om hinanden. Vi skal spise en god morgenmad med hjemmebagte surdejsboller. Vi skal gå en lang tur på Amager Fælled, og hvis vi er heldige er der både heste og æsler ude at græsse, som vi kan hilse på. Det ville da lige være prikken over i’et, hvis det også blev snevejr! Men man tør efterhånden slet ikke håbe… Og så skal vi spise lææækker middag med hele baduljen lavet fra bunden. Det salte køkken er ikke min stærke side, obviously, så bliver første gang jeg selv kaster mig ud i et måltid af den kaliber, men jeg er super klar på det og krydser fingre for at det ikke ender i bløde svær og en tør and. Når Selma er lagt skal Patrick og jeg nyde et glas vin, måske se en film eller bare snakke. Det skal nok blive en dejlig dag, og jeg glæder mig helt vildt.
Det kan være, når Selma bliver lidt ældre, eller måske allerede næste år, at vi er 100 % klar på julen igen. Det er jeg helt åben for.
Nu vil jeg lukke ned, gå på weekend, og trække stikket for en stund. Jeg vender tilbage på den anden side af julen med en ordentlig omgang nytårsopskrifter som jeg har planlagt til jer.
Rigtig glædelig jul <3