Som mange af jer nok ved, så har Copenhagen Cakes en “lillesøster”, nemlig Copenhagencakeshop.
Copenhagencakeshop er en lille webshop jeg har drevet i snart 1,5 år, som jeg har stablet på benene for at kunne samle alle mine yndlingsprodukter ét sted. Webshoppen er blevet til både for min egen skyld selvfølgelig, men allermest fordi jeg får så mange spørgsmål om, hvor jeg køber mit bagegrej hjem fra, og fordi det ikke altid er nemt at henvise til fjerne forhandlere har jeg i stedet forsøgt at skabe mit eget lille bagetilbehørsmekka, lige her i København.
Jeg E L S K E R min lille webshopbaby. Det er altså en ret fed fornemmelse at få en fod indenfor i selve detailverdenen, og jeg er vild med al den erfaring jeg samler mig omkring produkterne og deres tilblivelse.
Det fede ved at eje en webshop, det er selvfølgelig også at jeg selv bestemmer hvornår det kan lade sig gøre at forkæle jer, mine søde læsere. Og det synes jeg det er tid til nu!
Derfor har jeg kigget hylderne igennem og udvalgt nogle af mine absolutte yndlingsprodukter, som jeg vil udlodde til jer. Produkterne falder lidt i to kategorier, og derfor har jeg inddelt dem i to “vinderpakker” som jeg kalder for “Cupcakepakken” og “Islagkagepakken”. Det fede ved at inddele i to pakker er jo også, at jeg kan finde hele to vindere! Pakkerne består af følgende:
Cupcakepakken
Wilton Muffinform
Wilton 1M sprøjtetyl
Wilton 3 Color Swirl Coupler
Meri Meri Cupcakeforme
50 sprøjteposer
Islagkagepakken
50 sprøjteposer
Lille paletkniv
Rund silikoneform fra Silikomart
Kageguirlande med kvaster fra Meri Meri
Alright, lad mig fortælle lidt om de to pakker. Cupcakepakken indeholder alt det, en cupcakebager skal bruge for at kreere fantastiske cupcakes. Sprøjteposerne kommer i en rulle med 50 stk, så der er rigelig til masser af bagninger. Cupcakeformene har jeg udvalgt fordi jeg synes de er så søde, og sommerperfekte med de fine blomster – hvis altså sommeren snart vil vise sit ansigt. Den finurlige 3 Color Swirl Coupler er en af webshoppen bestsellere. Det er en helt fantastisk lille dingenot (også kaldet coupler), som giver dig muligheden for at lave mega sej tre-farvet frosting på dine cupcakes! 1M-tyllen har jeg også smidt med i pakken fordi… ja fordi det er en absolut must-have og min allerbedste yndlingstyl til enhver slags frostingkreationer.
Nu til islagkagepakken: Jeg har navngivet den islagkagepakken af den åbenlyse årsag, at det er det perfekte udstyr til lige netop islagkager. MEN! Den kan altså bruges til meget mere end det. Den runde silikoneform fra Silikomart er perfekt til at fryse is i, så du har en smuk rund og høj form på din islagkage. Silikonen gør at du nemt kan “poppe” isen ud af formen, så snart den er helt frossen og stabil. Men Silikoneformen kan faktisk også bruges til at bage i, da den kan tåle temperaturer helt op til 230 ºC. I denne pakke har jeg også vedlagt de sprøjteposerne simpelthen fordi sprøjteposer af god kvalitet bare er noget af det lækreste at have klar i køkkenskuffen. Paletkniven er af den mindre slags, perfekt til at løsne kagens kanter fri af formen, men også god til al slags chokoladeleg, frostingudglatning osv. En af mine favoritting i denne pakke er den smukke kageguirlande fra Meri Meri. Jeg faldt pladask for den dengang jeg skulle købe dem hjem til webshoppen. Den vil med garanti sætte prikken over i’et på ethvert bagværk eller islagkage.
For at deltage i konkurrencen skal du gøre følgende:
Skrive en kommentar herunder og fortælle mig, hvilken af de to pakker du kunne tænke dig at vinde. Du må også meget gerne skrive, hvad du mon har lyst til kreere med sagerne hvis du vinder.
Du kan forøge din chance for at vinde ved også at kommentere på mit Facebookopslag, hvor jeg også sætter konkurrencen i gang.
Konkurrencen slutter d. 25. maj kl. 12.00 hvor jeg udtrækker to tilfældige vindere (en her på bloggen samt en på Facebookopslaget).
Præmierne kan kun sendes til adresser i Danmark.