Jeg elsker chokolademousse! Så længe jeg kan huske, har jeg været dybt forelsket i “den gode chokolademousse”. Sådan én, der er intens i chokoladesmagen, men samtidig luftig og let i konsistensen. Og hvis nu denne mousse gemmer på et hint af kaffe, så er jeg solgt!
Lige præcis en sådan slags mousse har jeg bikset og bakset for at finde den rette opskrift på. Og da det endelig lykkedes har jeg sidenhen aldrig afveget fra opskriften. Den er rent ud sagt drøn god. Hver gang!
Det gode ved sådan en succesfuld opskrift på chokolademousse er, at så snart man har “grundopskriften”, så kan man variere den udi det uendelige. Og det er lige hvad jeg har gjort denne gang. Jeg har nemlig fjernet lidt af den mørke chokolade, og tilsat After Eight i stedet. Det var et eksperiment til at starte med, for jeg vidste ikke hvordan smeltet After Eight ville opføre sig i samspil med de andre ingredienser. Det viste sig – heldigvis – at fungere fuldstændig flawless, så dermed blev opkriften en kæmpe succes.
Opskriften på denne mousse er endnu et afsnit i chokolade-føljetonen som chokoladesøde Anne au Chocolate og jeg eksperimenterer med for After Eight. Jeg er stadig kæmpe fan af dette chokolade-projekt, for jeg er virkelig blevet udfordret på min kreativitet og mine arbejdsprocesser. Hvor er det egentlig bare fedt nogle gange at blive stillet nogle opgaver, hvor man selv skal sætte nogle tanker i gang, i stedet for altid “bare” at bage hvad man har lyst.
Vores repertoire tæller indtil videre
Kæmpe Eskimo med After Eight og brombær
Chokoladefondant med After Eight
Hyggelig pærecrumble med After Eight
Comfort cookies med After Eight Fine Sticks og
Semifreddo med After Eight og sommerbær.
Hvis du har lyst til at se flere billeder af vores desserter og opskrifter kan de ses på After Eights Facebookside.
Ingredienser (ca. 6-7 portioner – afhængig af portionsstørrelse)
140 gr mørk chokolade (jeg har brugt 71%)
5 stk After Eight firkanter
4,5 stk past. æggeblommer
1 spsk sukker
3 stk past. æggehvider
2,5 dl piskefløde
20 gr (0,2 dl) espresso eller stærk kaffe, afkølet
Evt. pynt: Jeg har anvendt tørrede rosenblade og hakkede, usaltede pistaciekerner.
- Den mørke chokolade hakkes og lægges til at smelte over et vandbad. Når chokoladen er næsten smeltet tilsættes After Eight-firkanterne, og det hele smeltes sammen.
- Når alt er smeltet tages skålen af varmen og stilles til let afkøling.
- Pisk æggehviderne stive i én skål, og pisk flødeskummen stiv i en anden skål.
- I en tredje skål røres æggeblommer med sukker. Bland kaffen i æggeblommeblandingen.
- Den smeltede chokolade hældes i æggeblommeblandingen lidt efter lidt under omrøring. Pas på chokoladen ikke er alt for varm, da dette vil få æggeblommerne til at koagulere.
- Flødeskum og æggehvider vendes skiftevis forsigtigt i chokolade/æggeblommeblandingen.
- Desserten hældes i forme eller i portionsglas og stilles koldt mindst 1 time.
- Pynt f.eks. med tørrede rosenblade og hakkede, usaltede pistaciekerner.