Opskriften på gulerodscupcakes er en opskrift jeg vender tilbage til igen og igen. Det er simpelthen de bedste cupcakes der findes – uden tvivl. Når du har bagt dem vil du give mig ret! Det er fantastiske Sarahs Kager der skal have credit for denne opskrift. Hun har i øvrigt også rigtig mange andre super lækre opskrifter, tag et kig derinde! Det skal lige nævnes, at der i Sarahs opskrift bruges nødder, men jeg bager altid denne opskrift uden nødder – og det fungerer også rigtig godt.
Ps. Her har jeg en lille guide til, hvordan man laver fondant-gulerødder ligesom den, på billedet ovenover. Og her er der en guide til, hvordan man laver stribet frosting.
24 gulerodscupcakes
4 æg
2 dl smagsneutral olie
200 gr sukker
50 gr brun farin
1 dåse ca. 500 gr finthakket ananas
1,5 tsk vaniljesukker
250 gr mel
2 tsk natron
2 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
2 tsk kanel
0,25 tsk muskat
En knivspids stødt nellike
250 gr revet gulerod
100 gr valnødder eller pecannødder
Frosting
100 gr usaltet smør, blødt
225 gr philadelphia
350 gr flormelis
1 tsk vaniljesukker eller korn fra en vaniljestang
- Forvarm ovnen til 185 °C.
- Pisk æg, sukker og brun farin sammen med en elpisker ved høj hastighed. Tilsæt olie under piskning ved lav hastighed. Pres ananassaften ud af stykkerne over en si og vend den hakkede ananas i blandingen.
- Bland mel, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, kanel, muskat og stødt nellike i æggeblandingen.
- Rør gulerødder og nødder i.
- Sæt papirsforme i en metalmuffinsform og fyld dem ¾ op.
- Bag kagerne på varmluft ca. 15-20 minutter.
- Lad kagerne køle fuldstændig når de er færdige.
- Rør alle ingredienserne til frostingen sammen og stil den i køleskabet så den får en fastere konsistens. Dekorer kagerne inden servering.
Herunder har jeg nogle billeder af disse fantastiske gulerodscupcakes i julestemning. Min mor har været i USA og hjembragt souvenir-gaver til mig i form af en masse lækkert kagegejl; papirsforme, dekorations-sukkerkugler, pebermynte crunch, juleskabeloner og de utroligt smukke og seje røde kaner, som fungerer så perfekt til servering af cupcakes. Erde ikke bare fede?! Tak mami!