De søde fraklip

Det sker ofte, at jeg får bagt en kage, som bliver spist inden jeg når at få taget andet end et sløret mobil-billede. Derfor er der mange kager, som jeg grundet billed-mangel ikke vil være bekendt at lægge på bloggen.
Alligevel har jeg, efter at have kigget mit mobil-fotoalbum igennem, indset, at jeg har vildt mange billeder jeg gerne vil dele med jer.
Hvis I allerede følger mig på Facebook og/eller Instagram kan det være der er nogle gengangere blandt billederne;)

20130318-205240.jpg
Denne fine gulerodskage med creamcheese frosting har jeg lavet efter min yndlingsopskrift. Jeg lavede den på bestilling for en god ven, så fik desværre ikke mulighed for at smage – man får ellers opbygget en god kageappetit når man går og arbejder på en kage en hel dag ;) Jeg har dog bagt den samme kage en masse gange, så jeg ved, at den simpelthen smager himmelsk!
Denne gang prøvede jeg en ny frosting-teknik da jeg skulle froste kagen. Jeg er selv rigtig godt tilfreds med resultatet. Jeg har lavet en trin-for-trin guide til din fine frosting her.
Gulerødderne på toppen er hjemmelavede af fondant. Her har jeg en guide til, hvordan man laver dem.

20130318-213904.jpg
Jeg bagte en ordentlig spandfuld kanelsnurrer efter at have savlet over opskriften hos bloggen Louiogbearnaisen. NØJ hvor var de gode. Min kæreste meldte også hurtigt ud, at dem måtte jeg snart bage igen. Man kan forresten være ekstra kreativ og prøve at lave en kanelsnurre-version med fx chokolade, pistacie-marcipan, nougat eller noget helt fjerde.

20130318-211552.jpg
Disse små fantastiske desserter har jeg lavet fra min opskrift på hvid chokolademousse med et hint af appelsin. I stedet for at anrette moussen i glas har jeg brugt små runde udstikkerforme. Det ser virkelig fint ud på den måde. Jeg har pyntet desserterne med små dråber passions-/kokossirup og revet mørk chokolade.

20130318-211905.jpg
Da jeg en dag med kort varsel fik gæster på besøg til kaffe fik jeg lige bakset en omgang små biscotties sammen. De er lynhurtige at lave, der skal kun bruges ingredienser fra køkkenets basislager, og så smager de helt fantastisk – der er virkelig intet der fuldender en god kop kaffe, som en sprød biscotti ved siden!
Jeg laver dem altid med mandler, men man kan bruge fantasien og anvende fx usaltede pistaciekerner eller noget helt andet.
Opskriften finder du her.

20130318-214108.jpg
Chokoladefudge, chokoladefondant, chokoladebombe. Disse små chokoladeskønheder, som jeg egentlig ikke har et navn på, er er godt bud på en dessert, der er utrolig nem at lave og som smager helt fantastisk. De er meget intense i smagen, derfor er små anretninger at foretrække. Og så går de selvfølgelig rigtig godt med noget frisk og syrlig frugt, og evt. en scoop vaniljeis ved siden. Opskriften har jeg fået fra en kok på mit arbejde, og det er tanken, at opskriften snarest også skal op her på bloggen.

c1d0eb228c1c11e2866922000a1fbcb1_7En sen aften fik min kæreste og jeg en hurtig indskydelse om at bage tarte tatin efter at have set den fine tærte blive bagt på tv. Vi havde alle ingredienserne hjemme, så vupti, et øjeblik senere var der tarte tatin. Det er en mega lækker dessert, som jeg helt klart vil vende tilbage til. Den kan varieres og laves med pærer, fersken eller noget helt andet. Jeg vil klart bage tærten en gang jeg får gæster – med en klar syrlig creme fraiche ved siden vil den slå benene væk under enhver.

De sidste par måneder har jeg forsøgt mig, igen og igen, med at bage perfekte macarons.
De. vil. bare. ikke!
Jeg har prøvet et hav forskellige opskrifter og forskellige metoder, og selvom resultatet bliver bedre gang for gang, så er det bare ikke godt nok! Derfor vil jeg ikke en gang lægge et billede frem her, så I kan se de små gnallinger, der vist nok skulle have været macarons. I min frustration har jeg dog smidt et par billeder frem på Instagram, du finder mig derinde under @copenhagencakes.

Efterårscupcakes: Gulerodscupcakes med cream cheese frosting

Jeg synes selv jeg er en rimelig sød kæreste når jeg står op to timer før normalt for at lave cupcakes til min kæreste som han kan tage med i skole. Det lyder helt børnehaveklasse-agtigt, men på KUAs kandidatuddannelser medbringes der skam også hjemmebagt kage. I stor stil kan jeg endda bevidne!

Der var (som sædvanlig) ingen tvivl om, hvilke kager der skulle laves: Det blev til gulerodscupcakes med cream cheese frosting. Jeg brugte min yndlingsopskrift herfra, og selvom jeg har bagt disse cupcakes et utal af gange, er opskriften faktisk endnu ikke slidt helt op. Der er stadig til et par bageomgange mere kan jeg fornemme ;)

Disse gulerodscupcakes har en helt fantastisk varm smag af skønne, men dog milde, krydderier og derfor fungerer den let syrlige cream cheese frosting perfekt til. I efterårets ånd kan det også være en spændende idé at tilsætte en smule mere af de enkelte krydderier, end der står i opskriften, eller endda eksperimentere med nye krydderi-kombinationer.

Jeg pyntede cupcakes’ne med fondantblade i forskellige former og efterårsfarver. Her har jeg en lille guide til, hvordan man laver fondantblomster. Processen er fuldstændig den samme når man laver fondantblade, man skal blot anvende andre farver samt andre udstikkere.
Til sidst dryssede jeg dem med lidt gult Rainbow Dust for at give farven lidt spil.

Du kan selv finde forskellige blad-udstikkere på eBay ved at søge på “plunger cutters” eller trykke her. De koster typisk fra $1 og opefter.
Rainbow Dust og andet spiseligt farvepulver har jeg ligeledes købt på eBay, søg på “Rainbow Dust” eller tryk her.
Til at farve fondanten har jeg anvendt Wilton’s Icing Color. Jeg har et sæt med 8 basisfarver hvorudfra man med lidt tålmodighed kan blande alle andre farver. Sættet koster fra omkring $10 og opefter. Søg efter “Wilton Icing Color” på eBay eller tryk her.

Lillesøsters fødselsdagslagkage med chocolate chip lagkagebunde og hindbærmousse

Puha, sikke en lang overskrift! Ikke desto mindre følger nu en opskrift på en skøn, skøn fødselsdagslagkage, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til mange gange fremover!

Sidste uge holdt min lillesøster sin 10-års fødselsdag, og jeg fik lov at kreere fødselsdagskagen. Min søster valgte hvordan den skulle ende med at se ud, og med god hjælp fra Pinterest blev det bestemt, at det skulle være en ugle-kage! Der skulle selvfølgelig også være lidt til de voksne, så jeg bagte en portion af verdens bedste gulerodscupcakes ved siden af.

Lagkagen består af chocolate chip lagkagebunde, en kakaobund og hindbærmousse imellem. En anden gang vil jeg bage lagkagen kun bestående af chocolate chip bunde og hindbærmousse – jeg synes ikke kakaobunden var overvældende interessant, derfor undlader jeg også opskriften her.

Kagen er betrukket med fondant efter egen opskrift – opskriften finder du her.

Chocolate chip lagkagebunde
225 g usaltet smør
200 gr Philadelphia
335 sukker
2 spsk creme fraiche
5 æg
330 gr hvedemel
2 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
¼ tsk salt
120 gr mørk chokolade, hakket
60 gr hvid chokolade, hakket

Denne dej skal være rigtig god og luftig, derfor er det vigtigt at der piskes grundigt hele tiden, og særligt hver gang der er tilsat en ny ingrediens. Lad ikke dejen stå for længe inden den kommes i springform – så kan den falde sammen.

Opskriften giver 2-3 bunde i en stor springform (ø 30 cm)

  • Smør og Philadelphia piskes luftigt i en skål. Tilsæt sukker og pisk.
  • Creme fraiche tilsættes og der piskes.
  • Tilsæt æggene et ad gangen, husk at piske grundigt mellem hvert æg.
  • I en anden skål blandes mel, bagepulver, vanillesukker og salt.
  • Melblandingen blandes i dejen.
  • Chokoladestykkerne vendes forsigtigt i dejen.
  • Hæld dejen i en smurt form og bag på nederste rille i ovnen ved 175 °C i 60-70 min (afhængig af formens størrelse)

Hindbærmousse
6 dl piskefløde, pisket til flødeskum.
200 gr flormelis
4 blade husblas
2 tsk citronsaft
300 gr hindbær

  • Bær, flormelis og citron koges op i en gryde og tages af varmen.
  • Blend blandingen glat.
  • Læg husblas i blød i koldt vand i fem minutter, vrid vandet af og smelt det derefter i bærsaucen der ikke må være alt for afkølet.
  • Stil det på køl indtil det er koldt nok til den piskede fløde kan vendes i – husk at hindbærsaucen ikke må nå at stive! Flødeskummet må gerne være ganske tykt pisket – når det blandes med bærsaucen fortyndes det en del.


bloglovin

Smuk inspiration til kagedekoration – både det enkle og det ambitiøse!

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for helt enkle kager – uden for mange dikkedarer. De smukkeste cupcakes er oftest dem, der blot er pyntet med en enkel, elegant swirl, og de flotteste kager er de minimalistisk ensfarvede der er perfekte ned til mindste detalje.

Jeg har altid ment, at når det kommer til kager, så er første prioritet at de smager fantastisk, dernæst at de er smukke. Jeg kunne aldrig være stolt af en cupcake dekoreret med 50% farverig fondant og glimmer, hvis det betød, at man måtte gå på kompromis med smagen.

Når jeg skal finde inspiration til dekoration af kager og cupcakes bruger jeg ofte Pinterest. Jeg har lavet et board der hedder Cake styling ideas, her samler jeg billeder af fantastiske kagedekorationer, både i den enkle og klassiske ende, men bestemt også jaw-dropping ambitiøse projekter. Billederne linker videre til alt fra opskrifter til step-by-step dekorations-guides. Jeg vil bestemt anbefale dig at følge med på Pinterest – der er så mange dygtige amatør-bagere der deler sine billeder til inspiration for alle andre. Jeg bliver dagligt inspireret og tilføjer konstant flere billeder jeg finder rundt omkring. Du følger med ved at klikke her og trykke “Follow”. Hvis du ikke har en profil på Pinterest og heller ikke ønsker at oprette dig, så kan man selvfølgelig også nøjes med at se på fra sidelinjen – det kræves ikke at man er medlem for at kunne se billeder.

En lille forsmag på billeder fra mit board Cake styling ideas på Pinterest.

Jeg har også et board der hedder To-Bake-List, her gemmer jeg billeder og opskrifter af fremtidige bageprojekter der får mundvandet til at løbe…

Ses vi derinde?bloglovin

Så nemt er det at lave gulerødder af fondant!

Når man først har prøvet af lave fondant-figurer én gang opdager man hvor nemt det rent faktisk er. Og ingen kan vel benægte, at et lille stykke pynt på en cupcake virkelig er prikken over i’et…
Ps. Guide til at lave stribet frosting, ligesom på billedet ovenover, findes her.

Fondant-gulerødder (ca. 7 stk)
2 skumfiduser
1 tsk citronsaft (for smagens skyld, men kan også erstattes med vand)
Flormelis
Orange og grøn pastafarve

Klip skumfiduserne i mindre stykker og læg dem i en skål.

Tilsæt citronsaft eller vand, og giv blandingen 10 sekunder i mikroovnen. Tag ud og rør, og giv det så 10 sekunder igen. Nu skulle du gerne kunne røre det hele til en ensartet masse.

Læg en smule af massen i en anden skål, og bland farverne i. Husk, at det er en gode idé, at gøre farven meget intens på dette stadie, da den bliver lysere når der senere skal blandes flormelis i.

Rør flormelis i lidt ad gangen. Jeg kan ikke rigtig sige hvor meget flormelis jeg brugte, det er meget afhængig af, hvor flydende blandingen er blevet af citronsaften. Fortsæt med at blande flormelis i, indtil massen bliver for hård/vanskelig at røre i med en ske.

Skrab massen ud af skålen og læg den på en bordplade med flormelis. Ælt godt mens der tilsættes flormelis lidt efter lidt.

Fondantmassen er færdig når den ikke klistrer længere.

Når du er færdig med både den orange og grønne fondant-masse kan du begynde at forme gulerødderne. Se engang hvor smukke de bliver:

bloglovin

Chocolate Fudge Cake + undercoverbeklædning med fondant og golf-tema!

Dette projekt må være min kagebagningshistories største projekt. Og hyggeligste! I anledning af min fars fødselsdag fremtrylledes en Chocolate fudge kage, efter opskrift fra Nigella Lawson.

Jeg var i dagens anledning taget den lange vej fra Kbh til Svendborg hvor min far og hans kone har fundet sig til rette i et skønt hus med herlig have og havudsigt. Selvom man for længst er flyttet hjemmefra er det nu skønt en gang imellem at komme “hjem” til familiære rammer med god mad og hygge. Jeg ville have taget en masse billeder af den landlige idyl – hvis ikke det var fordi jeg havde slæbt mit store spejlreflekskamera med hele vejen blot for at opdage at jeg har glemt mit SDkort hjemme på skrivebordet i Kbh…. Så vi må nøjes med nogle kagebilleder taget med lånt digitalkamera indtil videre ;)

Jeg har ændret lidt i opskriften, da den originale opskrift bruger mange forskellige sukkerarter og jeg ved ikke hvad. All in all så var det en god kage. Hvis jeg laver den igen vil jeg overveje at finde på noget, der gør chocoladecremen mindre sød. Det var lidt meget sukker med sukker på. Måske skal man bytte noget af chokoladecremens smør ud med flødeost. Eller tilsætte citron/limeskal. Skriv endelig hvis du kaster dig ud i det og har en kommentar hertil!

Det er første gang jeg forsøger mig med en fondantbetrukket kage, så jeg var meget spændt på hvordan det skulle gå. Indtil videre har jeg kun beskæftiget mig med fondant til pynt. Jeg synes det var ganske nemt at have med at gøre, lige bortset fra de par gange under udrulningen hvor den klistrede fast til bordpladen hvilket medførte at den pæne udglattede overflade gik i stykker… Man må virkelig sørge for at drysse fint med majsmel (Maizena). Når fondanten skal over kagen er det en god idé at rulle den rundt om en kagerulle og så rulle den ud igen forsigtigt hen over kagen. Fondanten kan som oftest ikke klare at man bare løfter den fra bordpladen i den ene ende for at bære den hen over kagen.

Chocolate Fudge Cake
400 gr mel
250 gr rørsukker
100 gr lys muscovado sukker
50 gr kakaopulver
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
1/2 tsk salt
3 æg
1,5 dl creme fraiche
1 spsk vanille ekstrakt
175 gr usaltet smør, smeltet og afkølet
1,25 dl olie
3 dl vand

Chokoladecreme
175 gr mørk chokolade, minimum 70%
250 gr usaltet smør, blødt
275 gr flormelis
1 spsk vanille ekstrakt

  • Forvarm ovnen på 180°C.
  • Smør to springforme (ca. 20 cm diameter). (Du kan også bage kagen i en enkelt springform, så skal kagen blot have længere bagetid.)
  • I en stor skål blandes mel, begge sukkerarter, kakao, bagepulver, natron og salt. I en anden skål piskes æg med creme fraiche og vanille. I en tredje skål piskes smør sammen med olie hvorefter vandet blandes i. De tørre ingredienser blandes i denne skålen med smør/olie/vand mens der røres ved lav hastighed. Æggeblandingen tilsættes og der røres igen indtil dejen har en fin, ensartet konsistens. Dejen hældes nu i de smurte forme.
  • Kagen bages i ovnen i 50-55 minutter.
  • Afkøl kagerne i 15 minutter hvorefter du kan tage springforms-siderne af og lade kagerne afkøle yderligere.
  • Nu kan du gå i gang med chokoladecremen: Smelt chokoladen (over et vandbad eller 2-3 minutter i mikroovnen) og lad det herefter afkøle en smule.
  • I en skål piskes smørret indtil det er luftigt og blødt. Si flormelis i mens der røres. Tilsæt vanille ekstrakt og pisk indtil massen er blank og glat.
  • Hvis dine kager har fået en rundet top under bagningen kan dette skæres af (kun vil du synes det er pænest) så kagen får en flad top. Smør ca. en fjerdel af chokoladecremen ovenpå den ene kage hvorefter du laver en sandwich med den anden kage ovenpå. Smør resten af chokoladecremen på toppen og siderne af kagen. Voila!

Kagen kan nu nydes som den skønne chokoladebombe den er!
ELLER: Pyntningsprocessen kan begyndes….

Fondant-opskrift finder du her! Jeg blandede farve (Wilton Icong Color) i fondanten når fondantens konsistens var helt færdig. Så æltede jeg indtil farven var godt fordelt. Den blå farve lod jeg være med at ælte alt for meget, det gav et flot farvespil som passede godt til søens overflade.

Græs-frosting blev lavet som creamcheese frosting efter denne opskrift. Jeg brugte grøn farve og tilsatte lidt blå og rødt for at få den mørkegrønne farve frem.

bloglovin

Gulerodscupcakes – igen…

Der er én opskrift jeg bliver ved med at vende tilbage til og som aldrig skuffer, nemlig min opskrift på gulerodscupcakes. Denne gang har jeg bagt cupcakes i fællesskab med mine to småsøstre, og mens kagerne var i ovnen fandt vi tid til at udstikke en masse små forskelligfarvede dekorationsfigurer i hjemmelavet fondant. Læs resten

Guide: Fondant-blomster

Disse fondant-blomster er super nemme og hurtige at lave. De kan selvfølgelig laves i alle farver og figurer.

Ingredienser
1 skumfidus
1 tsk vand
Farve (jeg har brugt Wilton Icing Color)
Ca. 45 gr flormelis Læg skumfidusen i en lille skål med vandet og smelt det i mikroovnen (ca. 10-20 sek.) Jeg har brugt en lyserød skumfidus da jeg alligevel ville lave lyserøde blomster. Ellers bruges de hvide skumfiduser:) Rør til en ensartet masse og tilsæt den ønskede farve. Husk, at når du senere tilsætter flormelis bliver farven lysere, så sørg for at gøre farven meget intens på dette tidspunkt. Begynd at tilsætte flormelis lidt ad gangen. Fortsæt indtil du ikke kan røre i massen længere. Hæld lidt flormelis på bordet og begynd at ælte massen og flormelis sammen. Ælt og tilsæt gradvist mere flormelis indtil du har en fin lille klump der ikke klistrer længere. Nu kan du rulle fondant’en ud mellem to stykker bagepapir og bruge en udstikker til at lave fine figurer. Jeg har købt mine blomster-udstikkere på eBay. Et sæt med 2-3 stykker koster ca. 15 kr (inkl. fragt) og kan købes enten fra forhandlere i England eller Japan. Jeg har kun haft god erfaring med at købe mit kage-tilbehør på eBay, så det kan varmt anbefales!! Hvis du har resterende fondant tilbage har jeg ladet mig fortælle, at det kan det pakkes i plastfilm og holde sig længe i køleskabet.

bloglovin