Tag-arkiv: Spise ude

Lately

copenhagencakes carte d'orI øjeblikket sidder jeg begravet – bogstavelig talt begravet – i eksamenslæsning. Derfor bliver der ikke tid til meget bagning som jeg kan dele med jer.

Jeg har dog alligevel haft mulighed for at komme lidt ud og nyde skønne København i det dejlige vejr, og som altid har jeg mit trofaste kamera ved min side. Derfor har jeg endnu en gang fået samlet en masse billeder, jeg lige vil dele med jer.

Ovenstående isbillede er fra min instagram @copenhagencakes, hvor jeg er lidt flittigere til at opdatere mine daglige søde oplevelser. Husk i øvrigt at deltage i min give-away, hvor du kan vinde læssevis af lækre isnyheder fra Carte d’Or samt frække køkkenredskaber fra House Doctor.

copenhagencakes Studio T TownForleden var jeg forbi det gudesmukke The Standard, hvor Claus Meyer havde inviteret til launch af sit nyeste projekt: Et nyt økologisk thebrand ved navn T Town. Det var virkelig en helt unik oplevelse, hvor der blev serveret morgenmad fra Studios dygtige køkken akkompagneret af kyndig the-vejledning. Jeg fik nogle smagsprøver på the med hjem, og jeg har planer om at igangsætte en hjemmebryg af sparkling tea. Det fik vi nemlig i glassene til arrangementet, og det var simpelthen så lækkert, jeg har ikke kunne slippe det fra mine tanker.

T Town kommer i butikkerne fra august i 18 forskellige varianter.

Höst copenhagencakesJeg har med min kæreste besøgt Cofocos, efter min mening, største perle: Höst. Jeg har virkelig aldrig set så lækker en restaurant før. Jeg er dybt imponeret af, hvor stor en rolle et spisesteds interiør og indretning rent faktisk kan have i den samlede restaurantoplevelse. Og maden var også dejlig. Jeg har skrevet en anmeldelse af mit besøg på whatwelike.dk.

Höst, Nørre Farimagsgade 41, 1364 København K.

copenhagencakes hos Tante TDer findes ikke noget bedre end at udforske Københavns forskellige kvarterer når vejret er godt, og for lidt siden gik turen til Vesterbro med en god veninde ved min side. Ved frokosttid kaldte vores sultne maver mere på kage end på reel mad, så vi kiggede indenfor hos Tante T i Viktoriagade hvor vi endte med at dele det store “kagebord”.

Tante T, Viktoriagade 6, 1655 København V.

Copenhagencakes pillivuyt Copenhagencakes pillivuyt1Jeg har været til launch af Pillivuyts nyeste porcelænsserie Blå Bretagne. Det foregik i de smukkeste rammer hos den Franske Ambassade ved Kgs. Nytorv. Jeg gik derfra med maven fuld af søde franske retter og masser af gudesmukke blå nuancer på nethinden.

Nu vil jeg vende tilbage til eksamenslæsningen og drømme lidt om ROSKILDE FESTIVAL, som jeg om meget kort tid skal besøge for første gang i mit liv. Tips og tricks til en Roskilde-nybegynder som mig modtages med kyshånd <3

VIND // To billetter til High Tea på Avenue Hotel

highteablogD. 14 december afholdes et overdådigt High Tea-event på Avenue Hotel med de lækreste søde sager kreeret af den altid dygtige og charmerende Hr. Nikolaos Strangas. Nikolaos vil fremtrylle friskbagte scones, konditorkager, petit fours, minisandwiches og ikke mindst macarons.

Jeg skal selvfølgelig med, og nu har du også chancen for at vinde to billetter til det fantastiske arrangement!

Arrangementet foregår d. 14. december på Avenue Hotel i København, kl. 14:00 (OBS: Ikke som billedet annoncerer kl. 14:30). Så for at deltage i konkurrencen skal du selvfølgelig have tid i din kalender denne dag.

For at deltage i konkurrencen skal du gøre følgende:

1) Like copenhagencakes’ Facebookside, “like” konkurrencebilledet og skriv herefter en kommentar i kommentarfeltet herunder.
og/eller
2) Følg copenhagencakes på Instagram (@copenhagencakes) og del konkurrencebilledet. Hvis du deler billedet på Instagram skal du huske at tagge billedet @copenhagencakes og #copenhagencakeshightea.

Du behøver kun gøre én af tingene for at deltage, men hvis du gør begge har du selvfølgelig større chance for at vinde.

Konkurrencen varer til og med d. 10/12.

En lille guide til det sødeste Wien

Collage

I sommers var jeg på en helt fantastisk lille veninde-tur til Wien, og der fandt jeg de skønneste kage-forretninger og hyggelige caféer, som jeg vil dele med jer!

Jeg kan bruge rigtig meget plads på at forklare, hvor skøn en by Wien er. Men før I bliver trætte af mine rosende ord vil jeg i stedet nøjes med lynhurtigt at opfordre alle til at booke plads på det første og bedste fly mod Wien – du vil ikke fortryde det! Og når du så kommer til Wien, så vil du forstå hvorfor.

Collage1DSC_0326Collage2

På adressen Währinger Straße 6-8, 1090 Wien, ligger Café Français. Café Français er den hyggeligste, fineste café, hvor vi endte med at spise morgenmad to gange. Vi ville faktisk have været der hele tre gange, men vi kom desværre forgæves en søndag, hvor der var lukket.

Caféen er utrolig smukt indrettet, med flotte pastelfarver, rå træborde og fine blomster på bordene. Der er 13 (!) forskellige morgenmadstallerkener at vælge imellem, lige fra det enkle med kaffe, friskbagt croissant og vand, til det overdådige med frisk frugt, baguette, laks, champagne og meget mere. Vi bestilte noget midt i mellem, og fik masser af frisk frugt, omeletter, cappuccinoer, french toast, yoghurt og selvfølgelig friskpresset appelsinjuice.

Caféens priser er aldeles fair og betjeningen var meget venlig! Vi lagde omkring 6 € pr person for en morgenmadstallerken. Kaffe bestilte vi derudover.
Næste gang jeg kommer til Wien vil jeg bo på et hotel klods op ad Café Français, så jeg kan spise min morgenmad der hver dag.

DSC_0260Collage3DSC_0268DSC_0278DSC_0283

Et must-see i Wien, hvis man er lige så kageglad som jeg, er Pure Living Bakery, som man finder på adressen Altgasse 12, 1130 Wien.

Vi havde egentlig glemt at vi skulle forbi, men på feriens sidste dag kom vi lige pludselig i tanke om vores to-do-liste, og så marcherede vi af sted mod det lille bageri. Jeg er SÅ glad for, at vi nåede at besøge stedet! Egentlig ville jeg ønske, at vi havde besøgt Pure Living Bakery på feriens første dag, så vi kunne have nået at komme forbi igen flere gange de efterfølgende dage…

Når man træder ind i bageriet er det som at træde ind i en helt anden verden. Vi var fuldstændig målløse af en fine indretning indenfor. Vi kom dog forbi på en dag hvor termometeret viste 30 grader, så vi var selvfølgelig nødt til at sidde udenfor.
Jeg bestilte en æblecrumble og min veninde bestilte en bærcrumble. Begge med en god klat flødeskum, eller Schlagobers – selvfølgelig. Begge tærter var fantastiske, men bærtærten tog uden tvivl sejren. Ved siden af fik vi en iskaffe og en ordenlig bombe af en Banana Caramelcrunch Shake med vanilje, banan, karamel, flødeskum, karamelsauce og Twix.

Pure Living Bakery serverer i øvrigt også bagels og sandwiches, så man kan sagtens tage sin frokost dér, hvis man ikke er i sit kage-hungrende hjørne!

Collage5DSC_0365Collage6Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg på min rejse blev knusforelsket i den wienerske konditori-kultur. Hvor man i København mødes til en snak over en cappuccino på en kaffebar, så mødes man i Wien over en lille, men overdådig, konditorkage på et konditori. Jeg elsker det! Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne finde et klasse-konditori på hvert et københavnsk gadehjørne. Men på den anden side ville det nok være lidt farligt for mit sukkerindtag, hvis alle mine kaffedates pludselig blev skiftet ud til kagedates. Det må indtil videre blive ved tanken!

Hvis man i Wien skal besøge et konditori (og det skal man!), så skal man ikke vælge et hvilket som helst konditori, men det verdenskendte Hofzuckerbäckerei Demel, der har sine stolte historiske traditioner helt tilbage fra 1787. Demel ligger på Kohlmarkt 14, 1010 Wien.
De forklædeklædte tjenerinder, der fået sit eget tilnavn Demelinerinnen, holder traditionerne i hævd, både hvad angår den sort/hvide uniform, men også når det kommer til betjeningen af kunderne. Her bliver alle – turister som wienerske stamkunder – tiltalt på tysk med et “Haben schon gewählt?“. Er det ikke herligt!?

Vi havde på forhånd fået anbefalet at købe en meget berømt lille kage: Schokolade Bombe. Den så meget intens ud, så ved siden af købte vi en let og yndig Passionsfrucht Torte. Det var den perfekte kombi, for selvom chokoladebomben var overraskende let og elegant, var det nu alligevel meget passende med en syrlig og frisk dessert som sidevogn.
Passionsfrugtstærten har jeg senere genskabt med stor succes – opskriften finder du her.

Konditoriet huser i øvrigt også en fin lille chokoladeshop, hvor man kan købe østrigske chokoladespecialiteter og tusindvis andre lækkerier.

Collage 4En sidste ting man bestemt ikke må glemme, når man er i Wien, er boblerne. For pokker da, de wienske bobler er gode, friske og ikke mindst billige. Udnyt lige chancen til at få et glas bobler til din morgenmad, frokost og aftensmad – hver dag!

Jeg bager kager til “Lyserød Lørdag” – kom og støt brysterne!

Lyserød Lørdagjpg

Jer der følger med ved nok, at jeg bager ofte. Jeg bager til mig selv, til min kæreste, til familien, til venner, til Kagekampen og i alle mulige andre forbindelser.

For et par måneder siden begyndte jeg at tænke over, at jeg rigtig gerne ville udnytte denne hyppige bagning i en mere givende situation. Tænk engang, hvis jeg kunne stable et arrangement på benene, hvor jeg kunne donere indtjeningen fra et kagesalg til et godt formål.
Tilfældet ville det, at Kræftens Bekæmpelse lørdag d. 5. oktober sætter fokus på kampagnen “Støt Brysterne” i forbindelse med Lyserød Lørdag. Denne dag summer hele landet af lyserød aktivitet, både blandt private frivillige og i erhvervslivet. Det betyder meget for mig at kunne støtte Kræftens Bekæmpelse. Kræft er en forfærdelig sygdom, som jeg selv desværre har set blandt familie og bekendte.

Derfor har jeg i samarbejde med Café Alma på Islands Brygge fået stablet et vaskeægte kagesalg på benene. Café Alma har været så fantastiske at tilbyde at sponsorere ingredienser, jeg bager en masse skønne kager, og AL indtjening på kage går direkte og ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Er det ikke fantastisk!?!
Jeg er så taknemmelig for, at Café Alma har tilbudt at stille sine hyggelige og stemningsfyldte lokaler til rådighed denne dag i den lyserøde sags tjeneste.
Kagesalget starter kl. 13:30 og fortsætter resten af dagen. Kagerne kan både nydes i caféen eller købes to-go.

Som en ekstra fantastisk gestus vil de søde og dejlige Alma-piger denne dag donere sine drikkepenge til Kræftens Bekæmpelse.

Der er oprettet en Facebook-begivenhed her, hvor man kan læse mere og melde sig til. Tilmelding er selvfølgelig ikke nødvendig, man skal blot møde op – men det er rart for mig at se hvor stor interessen er, så jeg ved, hvor meget jeg skal bage 😉

Jeg håber, håber, håber, at I har lyst til at støtte op om kagesalget i den gode sags tjeneste.

Masser af lyserød kage-kærlighed herfra <3

Lyserød Lørdag
Lørdag d. 5. oktober
Fra kl. 13:30 og frem
hos
Café Alma
Isafjordsgade 5-7
2300 København S.

Copenhagen Cakes’ efterår i billeder

I kender mig allerede lidt gennem opskrifterne her på siden. I ved hvad jeg har bagt og smagt – men jeg har også lyst til at vise jer lidt andre ting fra min hverdag.

Billederne er fra Instagram hvor I kan følge mig under @copenhagencakes.

1) På date med min søde kæreste.
2) På “Den Store Bagedag” (18. oktober) bagte min lillesøster og jeg æblekage med marcipan fra Camilla Plums kogebog “Helt i Kage”. Fantastisk skøn opskrift!

Min kæreste og jeg fejrede 6-årsdag i september. Vi startede dagen med fantastisk brunch hos Skuespilhusets Café Ofelia. Det var en utrolig positiv overraskelse. Et sted, vi klart vil vende tilbage til!

Det sker – når jeg ikke arbejder, studerer, bager, læser eller andet – at jeg hækler et amigurumi-dyr eller to. Når jeg en gang imellem har nok til en hel zoologisk have kender jeg nogle søde bebser der bliver begavet, og så starter hæklingen forfra (billede 2 er fra min sommer-blonde periode).

1) Bagte lakridsmacarons på min nye bagemåtte fra Lékué, som KitchenOne var så søde at sende til mig.
2) Det færdige resultat: Lakridsmacarons med ganache af hvid chokolade og passionsfrugt. Se opskriften her.

1) På kulturnatten var jeg indenom Torvehallerne og kunne ikke modstå fristelsen til at købe flere lækkerier fra Krydderiet. Denne gang blev det til pufsukker, frysetørret solbær, passionsfrugt og hindbær. Forslag til hvad det skal bruges til modtages gerne!
2) Har bagt chokolademacarons med hindbærganache. De smagte skønt men blev simpelthen så krøllede og bulede – så de kom ikke på bloggen i denne omgang 😉

Som I nok har regnet ud spiser jeg en del kager og søde sager – derfor prøver jeg på at holde en sund linie ved siden af!
1) Har gjort en skøn opdagelse jeg kommer til at lave igen og igen: Quinoapandekager! Det er så nemt og hurtigt at bikse sammen, og så smager det skønt og mætter så dejligt. Her blev det serveret med friske jordbær, vindruer og græsk yoghurt.
2) På besøg hos min mor: Hun bød på hjemmebagt stenalderbrød med lækre pølser hentet hjem fra Italien, gedeost og oliven. Mums!

1) Man skal ikke lade sig skræmme af det til dels hårløse udseende: Min mors hund Kalle er af racen Chinese Crested – også kaldet Kinesisk Hårløs – og er den mest kærlige og venlige hund. Jeg passede ham forleden og det var ren hygge!
2) Mine nye pink Nike flashes i fitnesscentret.

Weekendprojekt: Oprydning i én af de mange kageskuffer!
1) Før – kaos.
2) Efter: Aaaahhhh!

Håber I også har haft et fantastisk efterår indtil videre – glæder mig til at dele vinterens opskrifter og oplevelser med jer!
Hvad siger I til sådan en billedspam?