Tag-arkiv: Pistaciekage

Pistacielagkage med citron

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Forleden havde min gode veninde fødselsdag, så jeg tog hende i hånden og inviterede hende ud på kage og bobler. Long story short, så fik vi serveret en enormt lækker og let lagkage. Siden da har jeg tænkt på lagkage. Lagkage, lagkage, lagkage. Der er ikke det, jeg ikke er vild med, når det kommer til lagkager. Jeg ELSKER at lave dem, jeg elsker at pynte dem og jeg elsker at spise dem.

Lagkager kan være utroligt komplicerede, hvilket kan virke enormt skræmmende. Men helt ærligt, der er virkelig ingen grund til at overdrive. En lagkage behøver ikke indholde 45 forskellige smage og teksturer. Bare de er dejligt lette at spise, smager skønt og ikke ligger for tungt i maven, så er de fleste altså godt tilfredse. Jeg er i hvert fald.

Til denne lagkage har jeg prøvet noget helt nyt, som jeg aldrig før har hverken smagt eller lavet: Nøddesmør. Pistaciesmør, for at være helt nøjagtig. Jeg besluttede mig nemlig for, at mine bunde i lagkagen skulle være pistaciebunde, men jeg ville ikke have hårde klumper af hakkede pistaciekerner. Derfor hældte jeg pistacienødderne i en foodprocessor og blendede igennem i laaaaang tid. Først bliver pistacierne til pistaciemel. Når man blender videre, så sker der noget magisk: Langsomt bliver massen mere fugtig, og lidt efter lidt tager pistacieblandingen konsistens af en cremet masse. Det kræver naturligvis, at man har en foodprocessor der kan klare at køre nogle minutter på fuld skrue uden at brænde sammen.

Denne opskrift er sidste del i kavalkaden af mit lange og gode samarbejde med Eva Solo for i år. Jeg er, som jeg før har nævnt, rigtig glad for denne slags samarbejder, hvor jeg får frie hænder til at style deres produkter og matche dem med mine kager. Eller er det omvendt.

Denne kage har jeg anrettet på et “hjemmelavet” kagefad bestående af en lille tallerken sat ovenpå en skål der er vendt på hovedet. Stellet som jeg har brugt (Legio Nova) har faktisk allerede et kagefad, men det var i dette tilfælde alt for stort til den lille kage. Derfor er det et super godt trick at man lige kan bruge en tallerken i den størrelse der passer bedst, og sætte det på en skål. Voila! Det ser altså godt ud, synes jeg!

Er I lige så vilde med Legio Nova-stellet som jeg, så husk at I med koden COPENHAGENCAKES15 kan få 15% rabat på hele stellet lige her.

Pistaciebunde
100 g usaltede pistaciekerner
185 g hvedemel
1 tsk bagepulver
225 g smør
250 g sukker
4 æg
1,5 tsk vaniljeekstrakt

  • Hæld pistaciekernerne i en foodprocessor og blend det godt igennem. Fortsæt med at blende i lang tid indtil det bliver til pistaciesmør.
  • Forvarm ovnen på 175 ºC (alm. ovn, ikke varmluft).
  • Smør tre springforme (16 cm) med smør og drys dem med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Sigt mel og bagepulver sammen i en skål og stil skålen til side.
  • Smelt smørret og hæld det i en stor skål. Bland pistaciesmørret i og rør rundt indtil det er helt blandet sammen.
  • Slå æggene ud i skålen og tilsæt sukker og vaniljeekstrakt mens der røres indtil alt er fuldstændig inkorporeret.
  • Tilsæt melblandingen under forsigtig omrøring. Rør rundt indtil dejen er ensartet og glat.
  • Hæld dejen ligeligt i de smurte forme og bag i ovnen i 25-30 minutter, eller indtil kagen er gylden på overfladen og helt færdigbagt indeni.
  • Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle fuldstændig.

Citronflødeskum
4 dl piskefløde
1 dl lemon curd (færdigkøbt eller fra denne opskrift)

  • Hæld pikefløde og lemon curd i en skål og pisk det indtil konsistensen er tyk og fast.

Kagen samles
1 dl lemon curd (færdigkøbt eller fra denne opskrift)
Citronflødeskum
Hakkede pistaciekerner

  • Skær toppen af de færdigbagte pistaciebunde, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Placer en pistaciekagebund på dit kagefad og smør et tykt lag lemon curd ovenpå. Smør derefter en stor klat citronflødeskum ud ovenpå lemon curd’en og placer den næste kagebund ovenpå.
  • Gentag med et lag lemon curd samt citronflødeskum ovenpå bund nr. 2, og placér til så den sidste pistaciebund ovenpå.
  • Dæk hele kagen med et tyndt lag citronflødeskum. Laget på toppen skal være lidt tykkere end laget på siderne, hvis du ønsker en flot hvid top og “gennemsigtige” sider, sådan som min kage ser ud.
  • Hæld den resterende citronflødeskum på en sprøjtepose med stjernetyl (jeg har brugt tyl 1M) og sprøjt små stjerner på kagens top.
  • Drys forsigtigt toppen med finthakkede pistaciekerner.