Tag-arkiv: marengs

Julemarengs

Indlægget er sponsoreret af Dansukker

Kan vi blive enige om, at noget af det allerhyggeligste i hele verden er at bage julekager? Småkager, julemuffins, krydrede julebrød. Ja, alt der smager og dufter af jul, det er simpelthen den vildeste fornøjelse at gå i gang med at bage. Jeg tror det er noget der ligger dybt i min DNA, for jeg har julebagt med mine forældre lige så længe jeg kan huske. Jeg har ikke været særlig gammel da jeg allerede første gang sad på køkkenbordet og “tog imod” strimlerne af vaniljekransedej, som min far drejede ud af den tudsegamle dejpressemaskine. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste, der kan tænke tilbage på sådan nogle fantastiske barndomsminder i kagekøkkenet?

I år har mit allerførste julebag taget en 2017-agtig drejning. I stedet for at gå i den helt traditionelle retning havde jeg lyst til at lave noget mere “illustrativt”, nemlig julemarengs med forskellige julemotiver.
Jeg kan rigtig godt lide at bage marengs, for jeg synes det er mega sjovt at finde kreativiteten frem og designe forskellige figurer. Det er lidt som modellervoks for voksne, ikke?
Marengsene kan spises som de er, men de fungerer også super fint som pynt på kager. Jeg tror i hvert fald jeg prøve at lave de fine julekranse i en større størrelse, så de passer som pynt på toppen af kage, som jeg skal bage senere i december.

Normalt når jeg bager marengs, så kan jeg godt have problemer med at sukkerkornene ikke rigtig bliver ordentligt opløst i æggehviderne. Det er liiiidt irriterende (for at sige det mildt) når marengsen ikke bliver helt som man har tænkt sig, og man kan se de små sukkerkorn som bittesmå knopper overalt i marengsen. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg gør galt, når det ikke går som det skal, for nogle gange lykkes mine marengs perfekt, andre gange bliver de kornede.

Det problem er hermed fortid! For jeg har opdaget Dansukkers “Bagesukker”, som er ganske almindeligt hvidt sukker, bare meget mere finkornet. Det gør, at sukkerkornene opløses langt nemmere og hurtigere i bagværk, og derfor er det helt perfekt at bruge til marengs. Og ganske rigtigt – da jeg piskede marengsen op til denne opskrift, så forsvandt sukkerkornene enormt hurtigt. Problem solved!

De fine snemænd og julekranse som jeg her har bagt, de er jo egentlig bare tænkt som inspiration. Brug min grundopskrift på marengs og slip fantasien løs. Det kræver blot at du har pastafarver (eller konditorfarver), sprøjteposer og diverse sprøjtetyller, så er der virkelig ingen grænser for hvad du kan kreere.

Fordi marengsene bages ved forholdsvis lav temperatur kan det også sagtens lade sig gøre at pynte marengsene med krymmel m.m. inden de kommes i ovnen, uden at pynten ødelægges af varmen. Som I måske kan se på dette blogindlægs allerøverste billede, så eksperimenterede jeg med at dekorere en enkelt julekrans med fine guldkugler og snefnug, og det fungerede altså så fint. Jeg har brugt små chokoladekugler af mørk chokolade til snemændenes øjne, mund og knapper.

Et par tips inden I går i gang:

  • Hvis børnene skal være med i køkkenet, så kan det være sjovt først at tegne “skabeloner” på bagepapiret, som man kan prøve at følge med sprøjteposen. Det gør det i hvert fald lidt nemmere, også for de voksne.
  • Skal du lave runde julekranse, så brug et glas til at tegne runde cirkler på bagepapiret, inden du går i gang med at sprøjte marengsen ud.
  • Det kan være svært at få helt glatte cirkler, når man sprøjter snemændenes kroppe. Dyp en (ren) finger i et glas vand og brug fingeren til lige at glatte overfladen ud, hvis der skulle være ujævnheder.
  • For at sikre at bagepapiret ligger fast når man skal sprøjte marengsen kan man gøre følgende: Sprøjt en lille klat marengs på bagepladens fire hjørner og fastgør bagepapiret ovenpå. Bare rolig, marengsen på bagepladen er nemt at få af efter marengsen har bagt. Brug en palet eller lignende til lige at skrabe/kradse det af.

Hvorom alting er, så får I hermed opskriften på mine to marengskreationer. Hvis I selv bager og lægger billeder af resultaterne på Instagram, så tag mig gerne på jeres billeder (@copenhagencakes) – jeg vil så gerne se hvad I kreerer <3

Julemarengs (rækker til to bageplader / ca. 24 figurer)
4 past. æggehvider
220 g Dansukker Bagesukker
2 tsk hvidvinseddike
Pastafarver / konditorfarver efter eget ønske
Krymmel / pynkt efter eget ønske

  • Forvarm ovnen på 100 ºC.
  • Pisk æggehviderne i en stor skål indtil de skummer.
  • Tilsæt Bagesukker 1 spiseskefuld ad gangen og pisk ved medium hastighed indtil alt sukker er tilsat.
  • Tilsæt hvidvinseddike og pisk marengsen igennem ved høj hastighed i 3-5 minutter.
  • Fordel den hvide marengs i forskellige skåle alt efter hvor mange forskellige farver marengs du vil lave. Tilsæt den ønskede mængde farve til hver skål og rør marengsen igennem.
  • Fyld marengsen på sprøjteposer med sprøjtetyller i (brug en stor rund tyl hvis du f.eks. vil lave snemænd, og stjernetyller med forskellige åbninger hvis du f.eks. vil lave julekranse).
  • Sprøjt dine figurer ud på et sykke bagepapir på en bageplade, og sæt bagepladen i ovnen.
  • Bag i 20 minutter, sluk derefter ovnen og lad bagepladen stå derinde i 40 minutter (med ovnlågen lukket). Tag til slut bagepladen ud og lad marengsfigurerne køle helt af.

Marengspinde

Scroll down for recipe in English

Noget af det bedste ved at kreere søde sager i køkkenet, det er når ganske almindelige og velkendte bagekreationer kan genoplives i ny og sjov form. Således gik det til med mine “almindelige” marengs, der i sidste uge fik nyt udseende og kom på ispinde.

Læs resten

Pavlova med mandler og sommerbær

copenhagencakes marengs pavlova 3Denne dessert er virkelig en hyldest til sommeren. Den er let, luftig og selvom den er sød er den samtidig super frisk. Og som nogle af jer ved, så har jeg et svagt punkt for kager og desserter, der er fulde af kontraster – og det må man sige en pavlova er! Den er både crunchy og fløjsblød, og sød og syrlig på én og samme tid.

Og det bedste? Den er super nem at lave!

Du kan vælge at lave pavlova’en i små portionsanretninger, eller som én stor rund “lagkage”. Jeg synes det er så fint med de små anretninger, så det var sådan jeg lavede dem denne gang.

Jeg har blandet flødeskummen op med skyr, så den bliver lidt friskere i smagen. Du kan også bruge crème fraîche eller simpelthen bare bruge flødeskum alene.

copenhagencakes marengs pavlova 4Ingredienser (ca. 8 små eller 1 stor)
Marengs med mandler
150 g mandler
4 stk past. æggehvider
Kornene fra 1 stang vanilje
170 g sukker
100 g flormelis

  • Hak mandlerne meget groft og læg dem til siden.
  • Pisk hviderne let stive, vend vaniljekorn og sukker i og pisk videre 1-2 minutter.
  • Sigt flormelis i og vend til sidst de hakkede mandler i marengsen indtil de er godt fordelt.
  • Fyld marengsen på en sprøjtepose og klip et hul der er stort nok til at mandlerne kan komme ud.
  • Læg et ark bagepapir på en bageplade og sprøjt 8 runde cirkler på papiret. Har du ikke sprøjteposer derhjemme kan du også bare lægge marengsen på bagepapiret med en ske.
  • Stil bagepladen ovenpå en anden plade (så marengsrederne ikke bliver brændte i bunden), sæt dem i ovnen og tænd den på 160 °C (alm. ovn).
  • Bag marengsrederne i ca. 25-30. minutter. Hold godt øje med dem så de ikke bliver for brune. Giv dem eventuelt længere tid hvis de kan tåle det.
  • Tag marengsrederne ud af ovnen og lad dem afkøle helt.

Skyr-flødeskum og bær-topping
5-6 spsk. skyr
Kornene fra 1 stang vanilje
2 dl piskefløde
Jordbær
Blåbær
Hindbær
evt. lidt mynteblade til pynt

  • I en skål blandes vaniljekornene godt ud i skyren.
  • Pisk fløden let i en anden skål, og vend det til sidst sammen med vaniljeskyren.
  • Anret pavlovaerne med 1-2 spsk skyr-flødeskum ovenpå hver marengsrede og top til sidst af med en masse bær.

Velbekomme!

Lakridskys

DSC_0448 copyForleden havde jeg en klat marengs til over da jeg var i gang med at bage, så i stedet for at smide resterne ud fik jeg den idé at tilsætte en sjat lakrids og lave fine små marengskys.

Resultatet blev fuldstændig himmelsk. Jeg er generelt vild med hjemmelavede marengskys – jeg synes det er sådan en fin lille “kage”, som pynter på ethvert kagebord. Den salte smag af god lakrids er bare perfekt i sådan en ellers meget sød lille sag.

DSC_0447 copyIngredienser (ca. 50 marengskys)
160 g æggehvider (svarer til ca. 4 store æggehvider), stuetemperatur
180 g hvidt sukker
1 spsk vaniljesukker
1 tsk raw lakridspulver
1 tsk fint lakridspulver
80 g flormelis

  • Forvarm ovnen på 120 °C varmluft.
  • Æggehviderne piskes indtil de er næsten stive – de skal kunne danne toppe, der står af sig selv uden at synke sammen.
  • Tilsæt sukkeret langsomt lidt ad gangen mens du pisker ved lav hastighed.
  • Tilsæt vaniljesukker, raw lakridspulver, fint lakridspulver og halvdelen af flormeliset på samme måde.
  • Det resterende flormelis vendes i med en dejskraber.
  • Smag dejen til – tilsæt evt. mere lakridspulver hvis du synes.
  • Marengsmassen kommes i en sprøjtepose med en stjernetyl (jeg har brugt Wiltons 2D). De små marengskys sprøjtes ud på bageplader med bagepapir.
  • Sæt bagepladerne i ovnen og skru ned på 80 °C. Bag i 1 time – husk at bagetiden kan variere alt efter din ovns karaktér.
  • Ovnen slukkes og marengskyssene tørres færdige i den slukkede ovn indtil de er helt afkølede.
  • Marengskyssene opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. De kan også sagtens fryses!

Stribede marengskys

Copenhagencakes-stribede-marengskys-3Som jeg har afsløret før, er jeg blevet bedt om at bage kager og små-lækkerier til mine gode venners bryllup. Det skønne par ønsker hele syv forskellige kager på en overdådig kagebuffet. Det bliver så smukt!

Jeg har selvfølgelig længe været i gang med at overskueliggøre bage-processen i excel-ark og tonsvis håndskrevne noter. Det hele skal planlægges ned til mindste detalje, og jeg glæder mig så meget til at stå med det færdige kagebord. Og jeg glæder mig også helt vildt, til at vise jer, hvad jeg har brugt min tid på!

Copenhagencakes-stribede-marengskys-2

Én af de “mindre” ting på kagebuffeten, er disse små marengskys. Jeg har valgt at gøre dem lidt frække med nogle gule striber – så spiller de nemlig godt med på brylluppets overordnede farvetema.
Striberne laver jeg på fuldstændig samme måde, som jeg gør, når jeg laver stribet frosting til cupcakes. Jeg har lavet en fin lille trin-for-trin vejledning til den stribede frosting her.

Copenhagencakes-stribede-marengskys-1

Ingredienser (ca. 50 marengskys)
160 g æggehvider (svarer til ca. 4 store æggehvider), stuetemperatur
180 g hvidt sukker
80 g flormelis
1 spsk vaniljesukker
Til striber: Pastafarve m.m. Se ovenstående link til vejledningen.

  • Forvarm ovnen på 120 °C varmluft.
  • Æggehviderne piskes indtil de er næsten stive – de skal kunne danne toppe, der står af sig selv uden at synke sammen.
  • Tilsæt sukkeret langsomt lidt ad gangen mens du pisker ved lav hastighed.
  • Når alt sukkeret er tilsat, tilsættes halvdelen af flormeliset og alt vaniljesukkeret på samme måde.
  • Det resterende flormelis vendes i med en dejskraber.
  • Se her, hvordan du forbereder sprøjteposen til at lave striber.
  • Marengsmassen kommes i en sprøjtepose med en stjernetyl (jeg har brugt Wiltons 1M). De små marengskys sprøjtes ud på bageplader med bagepapir.
  • Sæt bagepladerne i ovnen og skru ned på 80 °C. Bag i 1 time – husk at bagetiden kan variere alt efter din ovns karaktér.
  • Ovnen slukkes og marengskyssene tørres færdige i den slukkede ovn indtil de er helt afkølede.
  • Marengskyssene opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. De kan også sagtens fryses!