Tag-arkiv: Banoffee pie

Oreo Banoffee Pie

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Jeg troede ikke en kage kunne blive mere syndig, men jeg tog vist gruelig fejl…
Mine damer og herrer, lad mig præsentere en kaloriebombe så man skammer sig, en lækkerbisken uden lige, en “et stykke er mere end rigeligt, men jeg kan godt liiiige prøvesmage et stykke til” kind of kage.
Her er nemlig min 9-lags banoffee pie, der består af: Oreobund + vaniljecreme + banan + saltkaramel + flødeskum + vaniljecreme + banan + saltkaramel + flødeskum.

Oh yes, du læste rigtigt. 9 lag. Og den traditionelle bund har jeg skiftet ud med lækre crunchy Oreos, så der er endnu mere smæk på smagen.
Har jeg din opmærksomhed nu…?


En klassisk banoffee pie består af kiksebund, bananer, karamel og flødeskum. Deraf kommer navnet banoffee: Bananer og toffee (karamel). Jeg har lavet min egen version med saltkaramel, hjemmelavet vaniljecreme og en sprød Oreobund i en ret høj form, hvilket ikke kun gør kagen endnu mere syndig, men også tilføjer noget super fint til kagens look. Og så er det selvfølgelig kun en bonus at kagens ekstra højde giver plads til endnu mere fyld. Win!

Denne Oreo Banoffee Pie skal ikke bages, så den er virkelig super let at bikse sammen. Faktisk kan du snyde og springe over hvor gærdet er lavest på nogle af ingredienserne, no judgements! F.eks. har jeg købt dulce de leche på dåse i stedet for at bruge tid på at koge karamellen selv. Helt ærligt, nogle gange skal det bare gå stærkt, og så er der ikke altid tid og overskud til at lave alt fra bunden.
Vaniljecreme kan man jo også købe som pulver, men har du tiden til det, så anbefaler jeg, at du laver din egen. Det smager altså lige det bedre, hvis jeg må være så ærlig.

Opskriften her er blevet til i endnu et af mine skønne samarbejder med Eva Trio. Jeg har brugt deres flotte hvide Legio Nova-stel til at dække bordet, og med kyndig hjælp fra min fantastiske lokale blomsterhandler blev jeg inspireret til at bruge stellets kander som blomstervaser. Er virkelig vild med efterårslooket i kanderne!

Gid mit bord så sådan her ud hver dag, haha. Men med en baby der sviner everywhere og nogle madlavninger der bare skal gå hurtigt for tiden, så er det desværre ikke altid realiteten. I det mindste har jeg nu set ved selvsyn, hvor nemt det er at gøre min spisestue så fin, så jeg skal helt sikkert hanke op i mig selv og gøre lidt mere ud af borddækningen frem over. Så lille og fin en upgrade kan virkelig gøre mig så glad.

Inden vi går i gang vil jeg lige knytte et par kommentarer til opskriften. Vaniljecremen kan du sagtens koge et par dage i forvejen, inden du samler kagen. Opbevar den så blot i en lukket pose eller lufttæt boks i køleskabet.
Kagen kan holde sig et par dage i køleskabet uden du behøver bekymre dig om, at Oreo-crusten bliver blød. Den holder sig heldigvis dejlig sprød. Det er flødeskummens holdbarhed der afgør, hvor hurtigt du skal spise kagen. En åben karton piskefløde kan holde sig tre dage i køleskabet, men hvor længe flødeskum så kan holde sig ved jeg desværre ikke. Det har ikke været en problematik der gjorde sig gældende her, da kagen på magisk vis alligevel blev spist på nul komma fem…

Er du klar? Her kommer opskriften:

OREO BANOFFEE PIE (ca. 10 personer)

Oreobund
320 g Oreos
100 g smør

  • Knus dine Oreos til krummer i en foodprocessor.
  • Smelt smørret og bland det med krummerne.
  • Beklæd bunden af en springform (20-21 cm) med bagepapir og fordel halvdelen af krummeblandingen heri. Tryk krummerne godt sammen, så bunden bliver fast og stabil.  Vend formen på siden og tryk krummerne fast op ad siderne. Det kan godt være svært, men det kan godt lade sig gøre, hvis tungen holdes lige i munden. Sørg for at siderne ikke bliver for tynde, da kagens sider så har risiko for at knække.
  • Stil springformen i fryseren så bunden når at sætte sig, mens du forbereder de øvrige ingredienser.

Vaniljecreme
5 dl fløde
2,5 dl sødmælk
Korn fra 2 vaniljestænger
6 æggeblommer
150 g sukker
65 g Maizena majsstivelse

  • Fløde, mælk, vaniljekorn og de tomme vaniljestænger hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet under omrøring.
  • Mens mælkeblandingen simrer, blandes æggeblommer og sukker i en skål og piskes, til det bliver tykt.
  • Pisk majsstivelsen i æggeblommeblandingen.
  • Bland en lille smule af mælkeblandingen i skålen med æggeblandingen, og bland derefter hele æggeblandingen op i gryden.
  • Varm op på svag varme, til cremen tykner. Det må ikke koge.
  • Tag gryden af varmen, og lad cremen afkøle, mens vaniljestængerne stadig er i. Fisk stængerne op, når cremen skal bruges.
  • Cremen kan opbevares i en lufttæt boks/lukket plastpose i køleskabet indtil den skal bruges. Det er vigtigt, at cremen er fuldstændig afkølet inden den bruges i kagen.

Saltkaramel
1 dåse dulce de leche
Salt

Kan du ikke finde færdig dulce de leche i dit supermarked, så har jeg en opskrift her.

  • Hæld den færdige dulce i en skål og rør det igennem. Tilsæt lidt salt (start med ½ teske) og smag til. Tilsæt mere indtil du er tilfreds med smagen.

Kagen samles
3-4 bananer
5 dl piskefløde
Kakaopulver

Se evt. min video på Facebook her, hvor jeg samler kagen.

  • Skær bananerne i tynde skiver og pisk fløden til flødeskum. Fløden skal være forholdvist tykt pisket, så den ikke er for flydende indeni kagen. Men pas på du ikke kommer til at piske den til smør!
  • Fordel halvdelen af vaniljecremen ovenpå Oreobunden og smør det ud så det er jævnt fordelt.
  • Fordel et lag bananer ovenpå vaniljecremen. Tryk dem let ned i vaniljecremen.
  • Hæld lidt saltkaramel ud over bananerne. Jeg har gjort det ved at hælde saltkaramellen i en sprøjtepose og sprøjtet en karamelspiral ud over bananerne, men det kan også “bare” gøres ved at fordelen karamellen ud med en teske.
  • Fordel halvdelen af flødeskummen ovenpå.
  • Gentag med vaniljecreme, bananer, saltkaramel og til sidst et lag flødeskum.
  • Drys kakaopulver ud over kagens top med en sigte.
  • Stil kagen i køleskabet et par timet så den får lov at sætte sig.
  • Brug en lang, tynd og skarp kniv til forsigtigt at frigøre kagen fra springformens sider inden servering.