Tag-arkiv: bær

Galette med rabarber, bær og marcipan

Copenhagen-cakes-galette-med-rabarber-baer-og-marcipan

“Hvordan går det med køkkenet” er nok det spørgsmål jeg bliver stillet mest for tiden. For som I måske ved har vi igangsat den helt store køkkenrenovation herhjemme, hvilket jeg bl.a. skrev lidt om i første del af min køkkenføljeton her. Men det med renovering af et af hjemmets vigtigste rum, det er ikke bare sådan ligetil, og det har vist sig at være en lidt større mundfuld end vi havde regnet med. Der har været forsinkelser med stort set ALT. Nu har vi været uden køkken i næsten to måneder, og man begynder efterhånden at vænne sig til enten take-away eller rugbrødsmadder til aftensmad. Ret sørgerligt!

Men én ting er ikke at kunne lave aftensmad. En anden ting er bagværk! Gæt engang om jeg har opbygget en kæmpe omgang bageabstinenser…! Nu hvor sommeren er over os har jeg sådan haft lyst til at bage søde sager med bær og rabarber, altså som i masser af rabarber! Men det har simpelthen ikke været muligt… Indtil nu! Læs resten

Panna cotta med skøn bærtopping

Copenhagen-cakes-Copenhagencakes-panna-cotta-4
Sikke tiden dog går! Jeg har begraver mig i specialeskrivning, arbejde og webshop, og det hele kører bare derudaf. Bagningen er slet ikke sat på hold – tværtimod! Jeg bruger nemlig bagningen til at koble af og få et øjebliks ro for mig selv, når jeg synes jeg har haft lidt for mange hektiske dage i træk. Læs resten

Citronkage med birkes toppet med friske sommerbær

Copenhagencakes citron birkes lagkage 3I går tilbragte jeg hele dagen på Kullen i Sverige hvor jeg nød den gudesmukke natur og klippeklatrede fra morgen til solnedgang.

Herhjemme i København havde min kæreste familien på besøg til fødselsdag. Jeg havde på forhånd bagt en kage, som jeg nøje havde instrueret min ham i at anrette når det var tid til servering. Og se en gang, jeg synes altså han har klaret det rigtig flot! Og så har han endda også fundet mit kamera frem og taget disse billeder, så jeg kunne dele kagen med jer.

Bundene som er citronkage med blå birkes har jeg en opskrift på her. Imellem lagene og på toppen er der en god klat flødeskum toppet med hindbær, brombær og jordbær.

Jeg fik desværre ikke selv nået at smage kagen, da der ikke var en krumme tilbage da jeg kom hjem. Men det forlød, at den smagte skønt. Næste gang jeg (selv) laver kagen igen vil jeg forsøge mig med en creme fraiche-flødeskum, det tror jeg går rigtig godt til kagens overall friske smag.

Copenhagencakes citron birkes lagkage 1

‘Chocolate bark’ – chokoladebrud med frysetørrede bær

DSC_0974 copy“Chocolate bark” kan vist bedst oversættes til “chokoladebrud” på dansk. Selvom jeg ikke er sikker på at det er helt det samme. Chokoladebark er betegnelsen for chokolade, der tempereres og spredes tyndt ud, hvorefter det drysses med forskellige toppings.

Det her er den perfekte “tøm skabene”-snack, hvor man lige kan få bugt med sine sidste rester af frysetørrede bær, frugter, nødder m.m. Det er super nemt at lave, og så smager det bare helt fantastisk!

Jeg knækker det i store ujævne stykker og serverer til kaffen (og så snacker jeg selvfølgelig af det i tide og utide).

DSC_1005 copyDu kan bruge lige den type chokolade som du bedst kan lide. Jeg har brugt Chocolate and Love’s Orange – en mørk chokolade på 65% med en udsøgt smag af appelsin.

Jeg har valgt at drysse chokoladen med lidt finthakkede pistaciekerner. Både fordi jeg er vild med smagen, men i særdeleshed også fordi jeg synes det grønne giver sådan en fin kontrast til farverne. Jeg bliver ofte spurgt om, hvor man kan købe usaltede pistaciekerner. Jeg ved, at de kan fås hos mange grønthandlere, og ellers køber jeg altid mine hos Krydderiet i Torvehallerne. Det er vigtigt, at de pistaciekerner du anvender er friske og grønne. Der findes mange typer usaltede pistaciekerner på markedet, og dem, der forhandles i supermarkederne er ofte kedelige grå i farven, så dem vil jeg anbefale at gå udenom.

DSC_1014 copy1Lige præcis i denne opskrift er det vigtigt, at chokoladen tempereres pænt og ordentligt. Ellers får man en chokolade, der er mat i udseendet og som ikke giver noget knæk når den brækkes i stykker. Der findes i grunden to måder at temperere chokolade på – den nemme og den grundige. Hvis du har et fintmålende digitalt termometer vil jeg klart anbefale, at det er her, du skal finde det frem!

Ingredienser
100 g chokolade af god kvalitet – med eller uden ekstra smagFrysetørret hindbær
Frysetørret hindbær
Frysetørret jordbær
Goji-bær
Usaltede pistaciekerner

Pynt: Evt. lidt spiseligt glimmer

  • Hak chokoladen fint og stil alle ingredienserne klar.
  • Start med at smelte og temperere chokoladen med én af de to følgende metoder:
    • 1) Den “nemme” metode:
      Hak chokoladen fint. ⅔ chokolade kommes i en skål over et vandbad.
    • Smelt chokoladen under omrøring over et vandbad hvor vandet ikke koger – det skal blot være varmt.
    • Den smeltede chokolade tages af varmen og den sidste ⅓ chokolade røres i indtil det er smeltet.
    • Sørg for at der ikke kommer vand (eller damp) i chokoladen – en enkelt dråbe er nok til at chokoladen ødelægges.
    • 2) Den “grundige” metode (med digitalt termometer):
      Hak chokoladen fint. ⅔ chokolade kommes i en skål over et vandbad.
    • Smelt chokoladen under omrøring over et vandbad hvor vandet ikke koger – det skal blot være varmt. Chokoladen skal opnå en temperatur på 45 ºC.
    • Den smeltede chokolade tages af varmen og den sidste ⅓ chokolade røres i indtil det er smeltet og temperaturen er faldet til 28-30 ºC. Rør ofte i chokoladen og lad gerne chokoladen stå i et par minutter mellem hver omrøring.
    • Nu skal chokoladen opvarmes til 31-33 ºC (men aldrig over 34 ºC). Dette gøres nemmest ved at blæse med en hårtørrer under omrøring.
  • Spred chokoladen ud på et ark bagepapir og drys med de frysetørrede bær og nødder. Arbejd hurtigt, for chokoladen størkner ganske hurtigt.

Velbekomme!

Den bedste, letteste og luftigste “non-bake” cheesecake med jordbærtopping

DSC_0454 copyDSC_0445 copy

Jeg må indrømme, at der er gået sport i cheesecakebagningen herhjemme. Jeg har jo egentlig altid vidst, at jeg godt kan lide cheesecake, men åbenbart er det først nu gået op for mig:

  1. Hvor nemt det er at bage.
  2. Hvor nemt det er at variere cheesecake-versionerne fra gang til gang.
  3. Hvor helt vildt fantastisk det smager.

Med andre ord er cheesecakebagning en win/win/win situation! Så det kan meget vel være, at I får en del cheesecakeopdateringer herfra fra nu af. Det håber jeg I kan leve med.

Denne cheesecake er af den lette slags. Både hvad angår bageprocessen, men også hvad angår konsistens/smag. Kagen er super luftig og dejlig let, en fornøjelse at spise! Jeg har her toppet cheesecaken med jordbærtopping, men man kan jo i praksis vælge lige den slags bærtopping man har lyst til og følge samme fremgangsmåde.

DSC_0463 copyIngredienser
Cheesecake
225 g Digestivekiks
120 g smør
4 blade husblas
200 g flødeost
2 past. æggeblommer
2 dl crème fraîche
1 tsk vaniljesukker
2 past æggehvider
50 g flormelis (+ ekstra til at smage til med)

Jordbærtopping
2 blade husblas
2 store håndfulde jordbær (både friske og frosne kan bruges)
100 g sukker
2 tsk Maizena
½ dl vand

Pynt: Jeg har anvendt hakkede usaltede pistaciekerner, bladguld, frysetørret hindbær og friske mynteblade.

  • Hvis du bruger frosne jordbær skal du her starte med at tage dem ud af fryseren og lade dem tø op. Læg dem til siden og påbegynd cheesecaken:
  • Knus kiksene til fine krummer. Det kan enten gøres i fx en foodprocessor eller ved at lægge kiksene i en pose og banke med en kagerulle. Hæld krummerne i en skål.
  • Smelt smørret og bland det i krummerne.
  • Fordel krummeblandingen i bunden af en springform beklædt med bagepapir (ø ca 21 cm) og tryk det godt sammen.
  • Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
  • I en skål røres creamcheese’en sammen med æggeblommer, crème fraîche og vanilje. Rør indtil alt er blandet godt sammen og der ikke er klumper i massen.
  • Tag husblassen op af vandet og smelt den hurtigt i en skål i mikroovnen (eller over et vandbad). Lad husblassen køle lidt af, og hæld den i osteblandingen under omrøring.
  • I en anden skål piskes æggehviderne stive, hvorefter der forsigtigt vendes flormelis i.
  • Vend til sidst æggehviderne i osteblandingen og rør forsigtigt rundt. Smag på blandingen – hvis du synes den er for syrlig kan du sigte lidt ekstra flormelis i.
  • Hæld osteblandingen over i kiksebunden springformen og stil formen i køleskabet i et par timer.
  • Jordbærtopping:
  • Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
  • Blend jordbærrene til puré.
  • Bland Maizena og sukker i en lille gryde. Pisk derefter vand og jordbærpuré i. Kog jordbærmassen op indtil den begynder at tyknes.
  • Hæld den varme jordbærmasse gennem en fintmasket sigte, og rør den opblødte husblas i. Rør indtil husblassen er smeltet sammen med jordbærmassen.
  • Lad jordbærmassen køle lidt af inden det hældes over den stivnede cheesecake.
  • Stil igen kagen i køleskabet et par timer så jordbærtoppingen stivner.
  • Inden servering kan kagen evt. pyntes efter fri fantasi.

Velbekomme!