Tag-arkiv: æblekage

Æblekage med mandler

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Vinterjakken er for længst fundet frem. Paraplyen er altid med i tasken som en ekstra sikkerhed. Vanterne er på og støvlerne er af den slags, der kan klare al slags vind og vejr. Med andre ord: Det er lige pludselig blevet vinter, venner! Ja altså, kalenderen siger stadig efterår, men mig narrer man ikke. Vejret siger vinter!

Så hvad byder man venner, der har kæmpet sig gennem blæst og kulde, for at komme på besøg? Ja altså ud over skoldhed kaffe?
Jeg stemmer for denne fuldstændig fantastiske æblekage med mandler. Mandlerne kommer i form af mandelmel, som giver både ekstra god smag og ekstra lækker konsistens. Og så er der æblerne, der (i mangel af en synonymordbog) selvfølgelig også bidrager med dejlig smag og saftighed ud over det sædvanlige. På toppen har jeg drysset med mandelflager, som under bagningen bliver dejligt sprøde og lige tilpas crunchy. Mums!

Kagen har jeg serveret på Eva Solos nye stel Nordic Kitchen. Stellet er sort som natten, og jeg synes der er et eller andet super fedt og enormt stemningsfuldt over at finde det sorte og matte stel frem her i efterårsmørket. Bagværket får virkelig fokus på den mørke baggrund!

Da indlægget her er udgivet i samarbejde med Eva Solo har de været så elskværdige at lave en rabatkode til mine læsere. Det betyder, at I kan få 15% på mine favoritter. I finder udvalget her og udløser rabatten ved at bruge rabatkoden COPENHAGENCAKES15.

Du kan selvfølgelig bruge lige de æbler, du bedst synes om, men jeg anbefaler, at du finder en æblesort med en god syrlighed, da dejen er sød nok i sig selv. Må jeg komme med et forslag, så er Ingrid Marie et udmærket valg, og er tilmed også i sæson lige nu.

Ingredienser (til ca. 8-10 personer)
3 æbler
1 æg
20 g sukker
115 g smør, smeltet
1 tsk vaniljepulver
100 g hvedemel
75 g mandelmel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
200 g sukker
60 ml sødmælk
2 æggeblommer
3 spsk mandelflager
Til servering: Flormelis og creme fraiche eller vaniljeis

  • Forvarm ovnen til 180 ºC (alm. ovn, ikke varmluft). Smør en springform (20 cm) og drys den med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Skræl æblerne, halver dem og skær kernehuset ud. Skær æblerne i tynde skiver på et par mm’s tykkelse. Hæld æbleskiverne i en skål og giv dem 2 minutter i mikroen for at blødgøre dem. Hæld den overskydende væske fra og lad æblerne køle af.
  • Slå ægget ud i en skål og tilsæt 20 g sukker. Pisk det godt igennem i 2 minutter indtil massen er tyk og lys. Tilsæt derefter smeltet smør og vanilje under piskning.
  • Sigt mel, mandelmel, bagepulver, salt og de resterende 200 g sukker i en ny skål.
  • Tilsæt skiftevis lidt af melblandingen og lidt af mælken til skålen med æggeblandingen mens der piskes ved lav hastighed. Fortsæt indtil al mel og mælk er tilsat.
  • Hæld halvdelen af dejen over i en ny skål og rør de to æggeblommer ud i. Tilsæt så ¾ af æbleskiverne og vend forsigtigt rundt, indtil dejen er godt fordelt over alle æblerne.
  • Hæld først al dejen med æblerne i springformen, og fordel derefter den resterende dej ovenpå.
  • Fordel de resterende ¼ æbler på toppen af kagen, og tryk dem let ned i dejen.
  • Drys til sidst med mandelflager.
  • Sæt springformen på en bagerist nederst i ovnen og bag i 30 minutter. Derefter flyttes risten til midten af ovnen og der bages videre i yderligere 30-35 minutter.
  • Inden servering drysses med en smule flormelis. Server gerne med creme fraiche eller en god vaniljeis.

Æblegrød og gammeldags æblekage

DSC_0629 kopiForleden fik jeg lyst til at lave gammeldags æblekage da jeg havde en masse lækre æbler på lager, og tænkte at de skulle bruges til noget kreativt. Jeg har faktisk aldrig før lavet gammeldags æblekage. På en eller anden måde har jeg altid haft et eller andet imod lige denne dessert. Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg tror måske jeg engang fået det hvor det var virkelig dårligt lavet, og så har jeg ikke siden haft lyst til at spise det.

Men man har et standpunkt indtil man tager et nyt, og sådan blev det altså til, at jeg fik lyst til at koge æblegrød på nogle lækre danske øko-æbler. Æblegrøden brugte jeg så både til gammeldags æblekage og en masse andre ting, blandt andet som topping på min grød om morgenen. Det er altså lækkert!

Herunder får du opskriften på æblegrød. Jeg undlader at gå i detaljer med opskriften på gammeldags æblekage, for der skal man jo bare kombinere æblegrød med flødeskum og marens eller æblekagerasp.
Husk at mængden af tilsat sukker i æblegrøden selvfølgelig afhænger af, hvor søde æblerne er! Derfor er mængden i ingredienslisten blot vejledende.

DSC_0629 copy copyDSC_0636 copyIngredienser
1 kg æbler
2 dl vand
70 g sukker
Korn fra 1 stang vanilje

  • Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i tern.
  • Find en stor gryde frem og smid æbletern og vandet deri. Kog det op indtil æblerne er lidt møre, hvorefter sukkeret og vaniljekornene tilsættes. Du kan også smide den tomme vaniljestang deri for at give lidt ekstra vaniljesmag til det hele.
  • Rør rundt og lad det koge videre indtil du er tilfreds med konsistensen. Husk at tage den tomme vaniljestang op af æblegrøden inden servering.

Velbekomme!

Amerikansk Apple Pie

amerikansk-apple-pieNoget af det bedste jeg ved er at have venner på besøg, sidde sammen og bladre i kogebøger, udvælge den helt rigtige kage for derefter at gå i køkkenet sammen og gå kage-bagnings-amok. Der er en helt særlig “forventningens glæde” på spil, når man sådan er flere om at gå og glæde sig til det færdige resultat mens den skønne duft af nybagt kage langsomt siver ud af ovnen.

Lige præcis sådan gik det til forleden, da en sød veninde gæstede mit hjem. Selvom klokken slog 22 før vi pludselig besluttede os for at gå i køkkenet, var vi fast determinerede og ved højeste bage-humør. Lige som det skal være!

amerikansk-apple-pie-copenhagen-cakesMin veninde skal have æren for at have udvalgt amerikansk apple pie – for hold da op hvor jeg glad for at have “opdaget” den. Denne her æbletærte er altså helt ubeskrivelig lækker! Jeg har faktisk aldrig før bagt en klassisk æbletærte, sådan én med bund, fyld og låg. Altså, hvor har jeg godt nok gået glip af noget! Jeg glæder mig faktisk allerede til at bage æbletærten igen. Jeg er helt sikker på, at valget kommer til at falde på denne tærte igen og igen (og igen), når jeg fremover skal glæde gæster og kollegaer med kage!

Denne tærte stammer fra Roy Fares smukke (!) bog “United States of Cakes”. Det er den første kage jeg bager fra bogen, men standarden er altså sat rimelig højt nu, så jeg glæder mig til at udforske bogens øvrige opskrifter.
Opskriften herunder er dog angivet med et par få ændringer til ingredienserne. Jeg har tilsat vaniljekorn fordi jeg synes det sætter prikken over i’et. Derudover anvender Roy Fares usaltet smør OG tilsætter salt. Det synes jeg er lidt unødvendigt, især når usaltet smør er så dyrt i Danmark. Derfor har jeg bare erstattet begge ting med almindeligt saltet smør.

DSC_0546 copyKommentarer til opskriften: Vi bagte opskriften punkt for punkt som den stod i bogen. Dog sprang vi over hvor gærdet var lavest, og nøjedes med at lægge dejen i køleskabet i 20 minutter (mens vi forberedte æblerne og karamellen). Det fungerede helt fint på den måde, men jeg vil alligevel anbefale at lade dejen hvile i køleskabet i alle 3 timer.
Hvis jeg skal pointere én ting der kan ændres ved kagen, så er det at den er meget meget sød. Det er jo ikke en dårlig ting, men vil man dæmpe det søde lidt kan man vende æblerne i citronsaft inden de lægges på tærtebunden. Dette er blot en tanke – ikke noget vi selv tænkte over at gøre lige i denne tærte – men jeg har gjort det når jeg har bagt andre æbletærter før, og der har det fungeret rigtig godt med lidt citron. Måske kan man endda også tilsætte lidt fintreven skal fra en øko. citron.
Så kære læser. Har du mon ikke lyst til at lægge en kommentar i kommentarfeltet og beskrive hvordan det gik, hvis du beslutter dig for at bage tærten med lidt citronpift? Jeg er meget nysgerrig!

amerikansk-apple-pie-copenhagen-cakesIngredienser (10-12 portioner)
Tærtedej
360 g hvedemel
2 spsk flormelis
260 g koldt smør
75 g koldt vand

Æblefyld
ca. 7 æbler
110 g smør
120 g sukker
70 g brun farin
50 g vand
30 g hvedemel
1 spsk Maizena
1 tsk vaniljesukker
Kornene fra 1 vaniljestang
1½ tsk kanel

1 æggeblomme til pensling

Tilbehør til servering: F.eks. crème fraîche eller vaniljeis.

  • Tærtedej
  • Mix mel og flormelis sammen i en foodprocessor. Skær smørret i små stykker og tilsæt dem. Kør derefter foodprocessoren i korte omgange indtil blandingen begynder at bliver sandet.
  • Tilsæt det kolde vand lidt ad gangen og kør foodprocessoren indtil dejen samler sig.
  • Del dejen i to lige store stykker og pak dem ind hver for sig i køkkenfilm. Læg dem i køleskabet og lad dem hvile i mindst 3 timer.
  • Tag derefter ét stykke dej ud og rul den tyndt ud på en meldrysset overflade. Dejen skal være ca. 3 mm tyk.
  • Læg dejen i en tærteform (ca. 24 cm i diameter) og skær dejen til (lad ca. 1 cm af dejen hænge ud over kanten).
  • Æblefyld
  • Forvarm ovnen på 220 ºC (varmluft).
  • Skræl æblerne, halvér dem, fjern kernehuset og skær dem i tynde skiver. Læg æbleskiverne ovenpå tærtebunden i tærteformen.
  • I en gryde opvarmes smør, sukker og brun farin. Tilsæt derefter vandet og varm op under omrøring indtil smør og sukker er opløst.
  • Bland mel, Maizena, vaniljesukker, vaniljekorn og kanel i skål. Sørg for at der ikke er klumper (Maizena vil nogle gange gerne klumpe lidt – men det kan røres ud med et piskeris).
  • Hæld de tørre ingredienser i gryden lidt ad gangen mens du rører rundt.
  • Lad det småkoge lidt under omrøring indtil blandingen tyknes. Hæld det derefter over æblerne.
  • Færdiggør kagen
  • Pensl dejkanten hele vejen rundt med æggeblommen. Rul den resterende dej tyndt ud ligesom du gjorde med den forrige og læg dejlåget ovenpå tærten. Æggeblommepenslingen fungerer som “klister” mellem de to deje.
  • Tryk forsigtigt kanterne sammen med en gaffel og skær overflødig dej af. (Vi brugte den resterende dej til at udstikke små blade, som vi pyntede kanten hele vejen rundt med).
  • Skær nogle snit i dejlåget så dampen kan komme ud.
  • Bag kagen midt i ovnen i 15 minutter. Sænk derefter varmen til 180 ºC og bag videre i yderligere 50 minutter indtil tærten har fået fin farve.
  • Lad tærten køle lidt af og servér f.eks. med crème fraîche eller vaniljeis.

Velbekomme!