Kategoriarkiv: Rejser og byguides

Min lille guide til Curaçao

Copenhagen-cakes-curacao-43Copenhagen-cakes-curacao-44Det er nærmest kun 14 dage siden jeg kom hjem fra mit livs bedste ferie, og dog føles det som om det er så fjernt. Heldigvis har jeg mere end 1500 fotografiske minder på mit kamera, og ikke mindst hukommelsen fyldt med paradisiske indprint. At dømme efter kommentarerne på mine feriebilleder på Instagram, så har I vist stor interesse i netop denne feriedestination, og derfor vil jeg vanen tro dele mine erfaringer og anbefalinger med jer. Det bliver et billedtungt indlæg, så hæng godt med <3 Læs resten

På bærjagt og byvandring i Røros


Som lovet vil jeg give jer anden del af min fortælling fra skønne Røros, en by i Trøndelag i Norge, som jeg besøgte for en lille måneds tid siden. Jeg må indrømme, at før jeg tog af sted kendte jeg faktisk ikke til Røros. Jeg spurgte derfor mit netværk, om der var nogen der kunne give mig tips og idéer til rejsen, og lur mig om der ikke var virkelig mange i min nære omgangskreds der havde været i Røros for – endda op til flere gange. Jeg lod mig fortælle, at Røros er the place to be hvis man er langrendstypen om vinteren!

Jeg fortsætter fortællingen hvor jeg slap fra forrige indlæg; på bærjagt. Tænk en gang at bo med et bærdækket fjeld i baghaven. Det må da være lykken! Her gik vi rundt og nød udsigten, og hilste pænt og naturligt på andre stavgængere og vandrere, der krydsede vores vej. Sådanne naturoplevelser kan jeg godt savne som Københavner. Det minder mig om den vilde natur oppe i Sverige hvor min familie kommer fra. Men det er en helt anden historie 😉


Røros centrum udgår fra de to hovedgader, Bergmannsgata og Kjerkgata, som jeg her fangede et billede af en dag jeg vandrede rundt for mig selv og sugede til mig af indtryk. De to-etagers træhuse står tæt side om side og byder på butikker, restauranter og min favorit: Konditorier! Her kan man i øvrigt købe en æblekage, der går under navnet “Verdens Beste”. Jeg fik ikke smagt den, men hvis nogen her erfaringer med den, så fortæl mig lige om den lever op til sit navn.



Fortsætter man op ad Kjerkgata ender man ved byens kendetegn, kirken, bedre kendt som Bergstadens Ziir. Det bemærkelsesværdige ved denne kirke, ud over at den åbenlyst er gudesmuk, er, at den tilbage i 1784 blev grundlagt med betaling fra Røros Kobberverk. Netop derfor bærer kirketårnet kobberværkets tydelige logo (hammer og mejsel over uret). Det er velnok den eneste kirke jeg har set, med firmalogo på. Ganske sjov historie!
På byvandringen rundt i Røros fortalte vores alvidende guide den sjoveste historie: En rigmand ved navn Peder Hiort fra Røros efterlod sig, da han døde i 1789, en stor sum penge, som skulle gå til “værdigt trængende”. Så kunne byens fattige én dag i oktober hvert år stå i kø til Hiortkapellet ved siden af kirken, for at få lidt almisse. Traditionerne holdes i hævd i Røros, og derfor uddeles Hiort-almissen stadig én dag om året den dag i dag. Nu får man dog ikke længere penge, men et par hjemmestrikkede uldsokker.




Sniger man sig nogle hundrede meter væk fra centrum bliver man igen lynhurtigt mindet om, at man er i fjeldlandet! Glomma hedder elven, der bruser igennem Røros og deler byen i en øst- og en vestdel. På vestsiden har vi centrum, og i øst (der jo nu egentlig også er centrum), var der i gamle dage ekstremt fattigt – her boede man store familier i bittesmå nærmest dukkeagtige huse. Ironisk nok er disse fattighuse i dag nok de mest interessante huse i Røros – og også de fineste, hvis I spørger mig. Husene er i dag fredet, ligesom de store sorte bakker med affald fra minerne, som man kan se for enden ad vejen.

Jeg var i Røros i to hele dage. På de dage nåede jeg at køre med hundeslæde, jeg nåede gå på fjeldvandring og bærplukning, jeg nåede at spise middag med en hoteldirektør og kogebogsforfatter, jeg nåede at besøge et mejeri og en rensdyropdrætter, jeg nåede at tage morgensvømmetur i hotellets svømmehal, jeg nåede at shoppe og turiste, og jeg nåede at være på byvanding. Og alligevel har jeg aldrig været så afslappet, som da jeg kom hjem fra rejsen.

Der er noget ganske særligt over sådan et break fra storbylivet, hvor man får fyldt lungerne med iskold og frisk fjeldluft.

Postkort fra Røros


For en uge siden gik jeg rundt i vinterstøvler med knælange udsokker, to striktrøjer og en uldfrakke, halstørklæde, hue og vanter, og jeg frøs stadig. Men kulden var slet ikke noget jeg tænkte over, for jeg vandrede rundt på en fejldside og var fuld af lykke over at være lige dér hvor jeg var. Kulde eller ej.

Oveni al travlheden med mit bogskriveri, så fandt jeg lige tre dages pusterum hvor jeg tog til Røros i landsdelen Trøndelag i Norge, små 400 km nord for Oslo. Her fik jeg fyldt lungerne med frisk luft og tømt mine tanker for arbejdsstress og storbytravlhed.
Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 16
Røros er en lille by med omkring 5.500 indbyggere. Byen er placeret ganske in the middle of nowhere, for her fandt man en gang kobber i undergrunden, og vupti, så var der forudsætninger for en kobbermine, og dermed grundlag for beboelse. Byens afsides beliggenhed er netop i dag hvorfor man skal tage dertil, og faktisk blev Røros i 1980 optaget på UNESCO’s verdensarvliste, og jeg kan virkelig se hvorfor – her er de smukkeste omgivelser med optimale forhold for langrendsskiløb om vinteren. Om sommeren tager turisterne hertil for at vandre i bjergene(/fjeldene), fiske, gå på jagt m.m.

For at komme dertil fløj jeg med fly fra Kastrup til Oslo, og derfra videre med verdens mindste pastelgrønne propelfly til Røros.

Over 1.000 billeder fik jeg fyldt mit kamera med mens jeg var i Røros. E T T U S I N D E! Det har været så svært at sortere i billederne, for jeg vil jo gerne vise jer det hele. Ikke desto mindre har jeg har fundet et lille udvalg, som jeg akkompagnerer med lidt tekst. Det bliver fordelt over to blog-indlæg, så I har endnu mere Røros-skønhed I kan glæde jer til. Jeg håber det vil give jer mod på et norsk fjeldeventyr. Mit norske bekendtskab er i hvert fald først begyndt, og jeg har allerede overtalt min kæreste til at vi sammen skal prøve det dér med en bjælkehytte, ingen elektricitet, – 40 °C, aftener med ild i pejsen og dagene fulde af eventyr på langrendsski.




Et af mine første eventyr i Røros foregik med fart over feltet. Jeg troede simpelthen det var løgn, og hoppede bogstavelig talt af glæde, da jeg fandt ud af at jeg var inviteret ud at køre med hundeslæde hos Alaskan Husky Tours. En ægte slæde blev det dog ikke til, da det forudsætter sne, i stedet spændte vi hundene på en slæde med hjul, og vupti, så var vi over alle bjerge.
Turen tog et par timer, og det var om at holde tungen lige i munden hele vejen, for hundene har fart på, og de løber lige stærkt uanset om der er skarpe sving, huller i jorden eller store sten der skal forceres.
Undervejs gjorde vi et stop for at give hundene vand, og jeg nåede lige at knibe mig i armen og nyde den smukke natur mens jeg hurtigt fik taget nogle billeder.




I Røros er der rensdyr, og går man langt nok op i fjeldene kan man være så heldig at se dem. Er man i Røros på det rigtige tidspunkt af året kan man også være heldig at se nogle gå rundt i foldene hos Rørosrein, der ligger 10 minutters gåtur fra centrum. Desværre var jeg der lige “in between seasons”, og der var ingen rensdyr at se (øv! Så må jeg jo tage tilbage et andet tidspunkt…). Hos Rørosrein holdes der rensdyr efter samiske traditioner, og når dyrene slagtes går det eftertragtede kød i høj pris. Hos selve Rørosrein, der drives af en passioneret familie, er også et lille slagteri og enorme kølerum, hvor rensdyrpølser og kød hænger i snorlige rækker for at tørre inden det sælges videre.


Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 11
Men jeg var i Røros boede jeg på Røros Hotell. Jeg var ude hele dagen alle dage, så det var ikke meget tid der blev tilbragt på hotellet, men én vigtig ting derfra vil jeg dog vise jer: Maden! I Røros er man stolt af at bruge lokale kvalitetsråvarer, så min første frokost på hotellet måtte selvfølgelig afspejle dette. Her fik jeg et traditionelt “Røroskt” måltid, med skindstegt fjeldørred og rodfrugtpuré, og til dessert var der Tjukkmjølkbrulé med multesyltetøy, selvfølgelig lavet på økologisk tykmælk fra det lokale mejeri (som jeg besøgte den efterfølgende dag).
Øllen dertil var også lokalt brygget, og se lige en gang en fin etiket! Jeg falder nemt for gudesmukt produktdesign, og denne øl måtte jeg altså fange et billede af inden den forsvandt!

Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 17
Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 18
Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 15
Copenhagen cakes Copenhagencakes Røros 14
Til slut vil jeg vise jer lidt naturbilleder, fordi det nu engang gjorde så stort indtryk på mig. Efter at have været et døgn alene i Røros ankom en anden dansk blogger, Carla, og sammen hoppede vi i vandreskoene og gik på udflugt med retning “opad”. Vi fandt en langrendsrute som fungerede udmærket på gåben, og opad kom vi! På vejen til toppen måtte der gøres mange stop for at hhv. beundre udsigten og mæske sig i krekling, blåbær og tyttebær der groede over det hele.


Indlægget er sponsoreret.

Morgenmad i København

copenhagencakes morgenmad wulff og konstalicopenhagencakes morgenmad wulff og konstali2
Jeg ELSKER et godt morgenmåltid! Desværre er jeg bare pinligt dårlig til selv at være kreativ når det kommer til dagens første måltid. Derfor skal jeg ærligt indrømme, at det er min “guilty pleasure” at købe morgenmad ude, hvor jeg ved, at jeg kan få stillet min morgensult. Det sker ikke så sjældent, at jeg lige får knipset et billede af morgemaden når den er særligt lækker, så jeg syntes lige jeg ville dele nogle af mine yndlingsmorgenmadssteder med jer.

Begge ovenstående billeder fra Wulff og Konstali, som er et af mine absolutte yndlingssteder – både hvad angår morgenmad og frokost. Jeg er så heldig at bo lige over for én af deres to caféer, så der henter jeg gerne nybagt brød og boller når jeg vil forkæle os herhjemme med en god weekendmorgenmad. Ellers hopper jeg på cyklen ud til deres café på Lergravsvej, hvor de har den skønneste brunch og en ny dagens frokost hver dag.

Wulff og Konstali, Isafjordsgade 10 og Lergravsvej 57, 2300 København S

copenhagencakes morgemad tobis

Lige rundt om hjørnet her på Islands Brygge hvor jeg bor, ligger en ret så fin lille café der hedder Tobis. Jeg har skrevet om stedet i min Brygge-guide før, men I får lige endnu et skønt morgenmadsbillede derfra igen.

Tobis Café, Leifsgade 3, 2300 København S

copenhagencakes morgeman grød

Grød i Torvehallerne og på Jægersborggade er virkelig et vinder-sted! Jeg fatter ikke hvordan de kan tilberede grød så legende let og velsmagende, og når jeg selv prøver på det herhjemme ender det altid katastrofalt. Priserne synes jeg er helt fair, selvom det jo “kun” er Grød, for det er lækkert og mættende som intet andet.

Grød, Jægersborggade 50 og Torvehallerne Linnésgade 17, København

Copenhagencakes morgenmad café almaCafé Alma på Islands Brygge er endnu et af de steder jeg også tidligere har beskrevet i min Bryggeguide. Deres skyr med friske bær er to die for og perfekt at starte dagen på!

Café Alma, Isafjordsgade 5-7, 2300 København Scopenhagencakes morgenmad parterre christianshavnPå Christianshavn opdagede jeg i sommers det fineste og mest fotogene lille sted jeg længe har set. Parterre hedder det. Udvalget er sparsomt, men lige tilpas, og her kan man få lige hvad man har brug for til en god start på dagen. Min favorit er en god avocadomad på rugbrød med en cappuccino ved siden af.

Parterre, Overgaden Oven Vandet 90, Christianshavn, København

 

Min lille guide til Amsterdam

Copenhagencakes Amsterdam 3Copenhagencakes Amsterdam 4Copenhagencakes Amsterdam 5

En masse tilfældige sammentræf i løbet af sommeren medførte at min kæreste og jeg mere eller mindre spontant bookede en rejse til Amsterdam.

Amsterdam har været på min “to-visit”-liste i Å R E V I S! Det føltes som om jeg var den sidste blandt familie og venner der ikke havde været i Amsterdam endnu, og da en rejse til London pludselig gik i vasken skulle der ikke mange overvejelser til før destinationen blev ændret til Amsterdam.

Selvfølgelig kan jeg ikke rejse til en ny destination uden først at have undersøgt ned til mindste detalje, hvor man skal indtage god kaffe og kage hver dag. Og gerne flere gange på en dag…;) Jeg har et par gode veninder fra Amsterdam, så jeg sørgede for at indhente laaange lister over must-visits før vi tog af sted. Listen blev endnu længere da jeg på rejsens anden dag deltog i et lille Instameet med en masse fantastiske hollanske bloggere og instagrammere.

Jeg kunne vise jer hundredvis af billeder af smukke Amsterdam. Jeg blev så inderligt forelsket i de smukke smalle huse, kanalerne, husbådene, broerne og blomsterne. På mit kamera var der til sidst nok 75 % landskabsbilleder, hvilket egentlig er meget atypisk mig. Jeg plejer nærmest udelukkende at fange billeder af mad og restaurationer. Det fortæller lidt om den wow-faktor jeg blev grebet af i Amsterdam! For at indlægget her ikke bliver for langt viser jeg jer kun mine bedste anbefalinger og stemningsbilleder – landskabsbillederne gemmer vi til en anden god gang. Har du selv rigtig gode tips til must-visits i Amsterdam, så må du vildt gerne skrive dem i kommentarfeltet!

Copenhagencakes Amsterdam Starbikes RentalAmsterdam er lidt ligesom København – du kommer bare hurtigst og lettest rundt på en cykel! Derfor lejede min kæreste og jeg et sæt cykler til hele ferien. I Amsterdams centrum kan du godt ende med at betale alt for mange penge for leje af cykel. Jeg havde i forvejen googlet lidt rundt og fandt frem til at Starbikes skulle udleje gode cykler til helt fair penge. Vi fik god betjening da vi skulle hente cyklerne og de kom med både kædelås og lygter. Medbring kontanter når cyklerne skal betales – gebyret for brug af betalingskort var latterligt højt (eller også blev vi snydt)…!

StarBikes, De Ruyterkade 127, 1011 AC Amsterdam.
Leje af cykel i tre dage: € 17 + forsikring (husker ikke prisen på forsikring).

Copenhagencakes Amsterdam De Laatste Kruimel 1 Copenhagencakes Amsterdam De Laatste Kruimel 5 Copenhagencakes Amsterdam De Laatste Kruimel 2Nærmest midt i Amsterdams travle og turistede centrum ligger De Laatste Kruimel, der er en oase af fred, ro og god stemning. Her skyndte vi os ind i læ da vi var i nærheden og blev udsat for et ordentligt regnskyl. Hos De Laatste Kruimel kan man købe et stort udvalg af forskelligt hjemmebag, og hvis man er mere til det salte køkken er der det mest imponerende udvalg af tærter jeg længe har set. Caféen har i den ene ende den sødeste lille altan ud over en bittelille kanal. Disse pladser var der selvfølgelig kø til, så vi satte os til rette indenfor. Vi bestilte en rabarberkage og en æblekage, og selvom de ikke var mindblowingly fantastiske var de lige hvad vi havde brug for på det tidspunkt.

De Laatste Kruimel, Langebrugsteeg 4, Amsterdam.

Copenhagencakes Amsterdam Petit Gateau 1 Copenhagencakes Amsterdam Petit Gateau 4Copenhagencakes Amsterdam Petit Gateau 2  Copenhagencakes Amsterdam Petit Gateau 3I det fineste store og åbne lokale på den i øvrigt fantastiske gade Haarlemmerstraat ligger Petit Gâteau. Her specialiserer de sig i klassisk bagværk og små lette frokostretter, men de er i særdeleshed kendt for det uendelige udvalg af små gudesmukke minitærter. De af jer, der har fulgt med her på bloggen over tiden ved, at jeg har en stor forkærlighed for minitærter, og jeg bager det så tit jeg kan komme til det. Derfor så jeg virkelig frem til at få en masse inspiration hos Petit Gâteau! Vi kom desværre meget sent på dagen, så den store montre jeg havde hørt skulle være så overdådig var ganske sparsom. Der var dog stadig nok at vælge imellem og jeg skal hilse at sige, at det smagte lige så fantastisk som det ser ud!

Petit Gâteau, Haarlemmerstraat 80, 1013 EV Amsterdam.

Copenhagencakes Amsterdam Hutspot 4 Copenhagencakes Amsterdam Hutspot 2Copenhagencakes Amsterdam Hutspot 3Hutspot er både en tøj-/interiørbutik, herrebarber og café. Her kom vi forbi en dag da vi var på cykeltur til De Pijp – en bydel i Amsterdam man virkelig MÅ besøge. Vi drak kaffe og delte en gulerodskage mens vi hvilede stængerne, og selvom gulerodskagen ikke var noget at råbe hurra for er jeg alligevel nødt til at anbefale dette sted. Se bare lige billederne. Hold nu op hvor var der fint! Hutspot er et glimrende eksempel på den gudsbenådede sans for indretning der er kendetegnende for Amsterdams butikker og caféer. Det er sjældent jeg indrømmer det, men her kunne det københavnske butiksliv altså godt lære noget!

Hutspot, Van Woustraat 4, 1073 LL, Amsterdam.
(Hutspot har to butikker i Amsterdam, den anden finder du på Rozengracht 204-210)

Copenhagencakes Amsterdam Stach 5 Copenhagencakes Amsterdam Stach 3Copenhagencakes Amsterdam Stach 2Stach er en lille food shop/specialbutik/delikatesseforretning. Det var ét af de steder vi besøgte på vores Instameet hvor vi var rundt omkring på forskellige locations i Amsterdam.
Jeg er VILD med Stach! Butikken er baseret på det lækreste koncept med mad to-go, både såkaldt “ready to eat” som du køber frisklavet i butikken og kan spise på farten, og også super lækre færdigretter som skal varmes derhjemme. Selvom den butik vi besøgte ikke var særlig stor, kunne jeg gå rundt derinde i timevis og bare kigge på lækre madvarer og flotte madindpakninger. Igen er der her et eksempel et genialt koncept og den smukkeste butiksindretning. Selv madpapiret var lækkert designet! Da vi var der fik vi de lækreste sandwiches til frokost. Måske ser de ikke ud af meget på billedet, men I kan lige tro de var fantastiske! Her er også rigtig gode muligheder for at købe sig fattig i mad-souvenirs!

Stach, Haarlemmerstraat 150, Amsterdam.
(Stach har fem butikker rundt omkring i Amsterdam, besøg deres hjemmeside for øvrige adresser.)