Kategoriarkiv: Btw

En ny begyndelse…

I virkelig, virkelig lang tid har jeg gået med en nagende følelse i maven. Sådan en følelse der får én til at tænke over, om man er det rigtige sted i livet, og om man laver det man virkelig brænder for at lave.

Jeg kendte godt svaret, men jeg tror jeg gik alt for længe og benægtede det. Jeg havde et job jeg var virkelig glad for, og alting kørte super fint og gik egentlig som det skulle uden de helt store udfordringer, og det havde det gjort længe. Men det var måske også i bund og grund det, der var problemet…

For kort at opsummere uden det bliver for kedeligt, så blev jeg færdiguddannet kandidat fra Københavns Universitet for to år siden. Siden da har jeg arbejdet fuldtid med sociale medier og kommunikation i den samme virksomhed, som jeg også var ansat i som studentermedhjælper under mine studier. Det vil sige at jeg faktisk har siddet med de samme opgaver i den samme virksomhed i over 6 (SEKS!) år.

I april fødte jeg dejlige lille Selma, og mens jeg gik hjemme på barsel med hende blev de helt store tanker vendt og drejet. Skulle jeg vende tilbage til min gamle arbejdsplads og fortsætte i samme trummerum som jeg altid har været i, eller var det nu jeg skulle gøre alvor ud af at søge nye udfordringer…?
Årh det var skide svært at tage stilling til, for jeg holdt mega meget af min arbejdsplads og var så glad for at komme der. Men altså, at sidde seks år det samme sted er nu engang ret lang tid.

Jeg er typen der bliver tændt af nye udfordringer og opgaver, der kræver at hjernen bliver vendt og drejet på jævnlig basis. Og desværre måtte jeg indse at jeg var kørt død i mine arbejdsopgaver, og mens jeg gik på barsel blev det mere og mere uoverskueligt at det var det, jeg kunne se frem til at vende tilbage til.

Dyb indåndning – tre måneders barsel og en opsigelse senere står jeg nu her, med fødderne på ukendt grund. Jeg har besluttet mig for at gøre alvor ud af at gå fuldtidsselvstændig med Copenhagen Cakes. Wow! Det føles så vildt endelig at kunne skrive det.
Skal jeg så bage kager 24/7 og leve af det? Nej! Heldigvis kan mit lille hjertebarn Copenhagen Cakes så meget mere end det. Bloggen er selvfølgelig kernen i det hele, men heldigvis har mit bloggeri affødt så mange spændende opgaver, som jeg nu har endnu mere tid til at tage mig kærligt af. Vidste I for eksempel, at jeg er fast madskribent for magasinet Isabellas? At jeg styler, fotograferer mad og skriver opskrifter for mange forskellige kunder? At jeg rådgiver og underviser virksomheder i brug af sociale medier? Det er kun et lille udsnit af alle de forskellige opgaver jeg glæder mig til at give fuldt fokus fra nu af.

Selvfølgelig betyder det også, at jeg kan kaste en masse tid og kærlighed over bloggen her. Det får I at se bl.a. i form af et forbedret og mere brugervenligt layout, som snart bliver designet (ihhh jeg glæder mig) og naturligvis også i form af flere blogindlæg. Jeg har længe haft en drøm om ikke kun evig og altid at poste opskrifter, for jeg har så meget mere på hjerte. Jeg kan faktisk også se i min besøgsstatistik, at I rigtig godt kan lide at læse de blogindlæg jeg skriver, der handler om oplevelser, livsstil og mere personlige indlæg, så dem glæder jeg mig til at give lidt mere fokus.
Og så har jeg endelig tid til at kaste mig over nogle projekter som jeg har drømt om at igangsætte sååå længe. Det drejer sig bl.a. om noget med undervisning, om noget med bøger og en hulens masse andet. Men jeg vil ikke jinxe det ved at fortælle for meget om det… 😉

Så nu er jeg altså her. 29 år gammel. Startet helt forfra. Med ny kontorplads et lækkert sted med lækre damer (bl.a. hende her, hende her og hende her). Jeg er min egen boss og jeg har blod på tanden for at få det her til at lykkes. Jeg har samtidig tid til at tage mig af min familie og give både mand og lille Selma den tid og kærlighed, som de har brug for.
Og ved I hvad? Jeg er lykkeligere end nogensinde før.

Gratis download: Invitationer til barnedåb og navngivningsfest

Siden jeg delte billeder fra Selmas fest tilbage i august har jeg fået enormt mange henvendelser på, hvor jeg har købt mine invitationer. Det er faktisk nogle jeg selv har designet, og derfor har jeg tænkt på, at jeg lige så godt kan dele designet med jer, så flere får glæde af dem.

Invitationerne til Selmas fest hyggede jeg med sådan med at lave mens jeg gik hjemme på barsel med hende, og resultatet blev også bare så fint og så meget “os”. Jeg elsker det rolige design, de douce farver og de gudesmukke blomster. Det hele er meget enkelt, ligetil og vigtigst af alt udstrålede invitationerne den stemning vi gerne ville tage videre med til festen.

Praktisk info før du downloader
Du kan få invitationen på to måder: 1) Du downloader og redigerer selv teksten i Adobe Illustrator eller 2) jeg hjælper dig med at personliggøre invitationen så teksten bliver efter jeres ønsker.

Invitationen er i alm. postkortstørrelse (A6). Vi fik vores invitationer trykt på lækkert tykt papir hos Jespersen Tryk under Langebro i København, da de gav det bedste tilbud. Ellers har jeg også god erfaring med Lasertryk og TrykTeam, som jeg tit har benyttet mig af før i arbejdssammenhænge. Invitationerne kan selvfølgelig også printes selv derhjemme.

Nu er denne invitation jo selvfølgelig meget lyserød og “piget”, men jeg vil bestemt ikke udelukke at jeg også kan lave den i en blå version. Kontakt mig bare (min email står længere nede), så kan vi se på det.

1) Jeg har lavet tre versioner af invitationen: “Barnedåb”, “Navngivning” og “En lille fest”. Nogle fester passer jo bare ikke ind i i kategorierne barnedåb eller navngivning, og derfor kaldte vi også selv vores arrangement for “En lille fest for Selma”.
Filen er, som du kan se på billedet, med informationer og tekst fra vores fest. Derfor skal du selv rette teksten i Illustrator så det passer til jeres event.
Du skal have installeret skrifttyperne Oswald light og At Mahogany Script.

2) Har du ikke programmet/færdighed/tid til selv at rette teksten i invitationen, så gør jeg det gerne for dig for 200 kr. Send mig en mail på cecilia.fahlstrom@gmail.com med den tekst du ønsker i invitationen, og så sender jeg den tilbage til dig som trykklar pdf-fil.

Obs. Det er ikke tilladt at bruge filerne til videresalg eller i andre kommercielle sammenhænge.

Download filerne her
Invitation til barnedåb
Invitation til navngivningsfest
Invitation til “en lille fest”

 

Fem ting jeg skal bage, når mit køkken er færdigt

Hvordan går det med køkkenet, spørger du? Eller, det spørger ALLE om, for jeg har indtryk af at det stråler ud af mig, at jeg elsker at tale om mit køkken. Nu har jeg (vi) også bare lagt så meget energi og ikke mindst arbejdstimer i renoveringen af det pokkers køkken, så forståeligt nok er det mit yndslingssamtaleemne. Lidt ligesom folk, der får babyer, ik? Det fylder hele ens univers, og man kan vitterligt ikke snakke om andet.
Så undskyld mig mange gange, det eneste jeg kan tale om i øjeblikket er mit køkken og min baby, haha.

Som I kan se på billedet herover, så er vi faktisk meget tæt på at være i mål. Køkkenet er sat op, jeg har muret fliser op, gulvet er lagt. Og vigtigst af alt, så er el trukket og der er vand i rørene. Med andre ord: Køkkenet fungerer basically, og det er så skønt!
Er du i øvrigt nysgerrig på vores køkkenrenovation, så læs om det i min køkkenføljeton #1 her og #2 her.

Der er stadig småting der mangler såsom hylder, lister under køkkenskabene, emhætte, lister om vinduet osv. Det får vi fikset hurtigst muligt, og jeg glæder mig som et lille barn til at have et fuldt funktionelt køkken.

Mens køkkenet har været under opbygning har jeg udarbejdet en liste over ting, jeg sådan brænder for at lave, men som ikke har været muligt indtil nu. Jeg skal bage:

  • Friturestege ALT. Doughnuts, churros, you name it. Så snart emhætten fungerer kan jeg love for, at jeg skal have gang i den gyldne gryde!
  • Bage min første vaskeægte hjemmelavede kanelstang. Jeg har en lidt ny passion for gode gamle klassiske bagværk. Den slags, man finder hos de traditionelle bagerier. Og i lang tid har jeg kastet lange blikke efter de fine flettede kanelstænger, jeg ser liggende i montren hos bagerne. Sådan en vil jeg prøve at lave – helt fra bunden selvfølgelig.
  • Lave kager med mousser, cremer m.m. Jeg har slet ikke haft overskud til at kaste mig over lækre og raffinerede kager mens mit køkken har været i byggekaos. Jeg savner sådan at lave smukke og fløjsbløde moussekager igen.
  • Rugbrød, surdejsbrød, grydebrød og al slags brød. Vores gamle ovn var så elendig, at den kun med nød og næppe kunne bage kager. Men brød, eller forsøg på brød burde jeg nok skrive, ødelagde den altid! Det blev branket udenpå og ubagt indeni. Og ujævnt bagt, fordi varmen ikke kunne fordele sig ligeligt i hele ovnen. Nu har vi købt en ny limousine af en ovn, og den skal kunne bage brød så englene synger. Jeg (og min kæreste) glæder mig til at få gang i brødbageriet, som for mig faktisk er et ganske uudforsket kapitel.
  • Macarons. Jeg har i mange år hadet at bage macarons, fordi det så sjældent lykkedes for mig. Måske var det opskriften, men jeg giver den gamle ovn skylden. Igen, ujævn varmefordeling er et kæmpe no-go når det kommer til macaron-bagning. Så nu giver jeg det en chance til. Det SKAL lykkes!

Har du flere idéer til bagværk, kager og desserter som jeg bør kaste mig over? Så kom med dine input i en kommentar – vil glæde mig til at læse dem!

40% på ALT i Copenhagencakeshop

Copenhagencakeshop-banner-summer-sale-40

Sommeren går på hæld, og det betyder at jeg skal have ryddet godt og op i min webshop Copenhagencakeshop.
Derfor tilbyder jeg 40% på ALT i hele sortimentet hvis du bruger rabatkoden SUMMERSALE40.
Grib muligheden for at få fyldt op i dit kageudstyrslager. Selvfølgelig vil jeg anbefale alle de fantastiske produkter, men hvis jeg skal fremhæve 5 favoritter bliver det:

  1. Disse sprøjteposer, af allerbedste kvalitet.
  2. Tyller fra Wilton og Silikomart. Jeg har prøvet rigtig mange forskellige brands af sprøjtetyller i årenes løb, og vender altid tilbage til dem fra Wilton og Silikomart. Det er bare de bedste.
  3. Silikomarts diamant-silikoneform i størrelse S, som jeg ELSKER at lave flødeboller i. Find opskriten på mine fine små diamantflødeboller her. Formen findes også i størrelse L.
  4. Dette fuldstændig bedårende cupcake-kit med de fineste papirsforme og stjerne-toppers. Find det store udvalg af forskellige cupcake- og muffinforme her.
  5. Brug for smuk engangsservice til skovturen, festen eller børnefødselsdagen? Så tag et kig her på det store udvalg af alt fra paptallerkener og papkrus til servietter og træbestik. Husk også papirsugerør som prikken over i’et.

For god ordens skyld skal jeg selvfølgelig nævne, at det er min egen webshop jeg reklamerer for, og derfor er dette blogindlæg selvfølgelig reklame.

Gem

Copenhagencakeshop åbner i dag!

Copenhagen Cakes Copenhagencakes Copenhagecakeshop

Kære venner

I dag sker der noget mega spændende: Min webshop Copenhagencakeshop åbner! Det har været en laaaang og vågen arbejdsnat hvor min kæreste og jeg skulle have de allersidste teknikaliteter på plads, men da vi gik i seng, så havde vi faktisk en helt færdig webshop klar til launch.

Lad os begynde fra starten: For flere år siden fik min kæreste idéen til en webshop efter at have hørt mig brokke mig over, hvor svært det var at finde fint kagegrej og festpynt i Danmark. Jeg slog det hen, vi var studerende og havde da slet ikke tid til sådan noget, omend idéen var god. For et års tid siden vendte tankerne så tilbage; Copenhagen Cakes var blevet en seriøs blog med en del læsere efterhånden, og jeg gik stadig og brokkede mig. Hvis jeg skulle have noget pænt til min bagning, ja, så måtte jeg skaffe det fra udlandet med lang ventetid og åndssvage priser til følge. Kunne jeg virkelig være den eneste, der gik og var frustreret over sådan noget?
Tanker blev til handling, og med ét var projekt Copenhagencakeshop sat i værk.

Nu står vi så her, mange lange måneders arbejde senere. Vi har set på så meget kagepynt, cupcakeforme, servietter, papirsugerør og vimpler at jeg tror jeg efterhånden kender hele verdensmarkedet. Og nu vi har købt det allerfineste. Det bedste. Det pastelsmukkeste. Det står altsammen lige her, på vores mange lange produkthylder 3 meter fra hvor jeg sidder, og jeg bliver så glad indeni af at se på det.

Jeg er studerende, og min kæreste er netop færdiguddannet, så det siger sig selv at det med at åbne en webshop er lidt af et sats. Vi gør det fordi vi synes det er sjovt, og fordi vi ikke kan lade være. Vi gør det ikke for at omsætte for millioner, det vil jeg understrege. Hvis det kan løbe rundt, så er det sjovt, og det er sådan det skal være. Det er også derfor, at vi har været forsigtige med at købe varer hjem til webshoppen. Når vi får set, hvordan webshoppen bliver taget imod, så kan vi forhåbentlig gå amok med at købe endnu flere skønne varer hjem til jer. Med tiden drømmer jeg om at kunne sælge tyller, kageforme og endnu mere bageudstyr. Men det kræver en masse ting at komme ind i varmen hos de gode forhandlere, og én af disse ting er en allerede eksisterende webshop, der kan løbe rundt. Så nu må vi bare vise dem, at vi godt kan!

Copenhagencakeshop Banner gratis fragt tirsdag

En anden og meget vigtig del af vores koncept drejer sig om billig fragt. Vi handler selv meget på nettet, og kender alt for godt frustrationen over at skulle købe en vare, hvor fragten viser sig at være dobbelt så dyr som selve varen. Det ville vi for alt i verden undgå med Copenhagencakeshop. Hvis man bare vil købe en enkelt pakke sugerør, så er der ingen grund til at betale 60 kr for forsikret pakkefragt, når det kan sendes i en boblekuvert som brev til 18 kr.

Derudover er vi begge så glade for at cykle, så vi fik idéen at cykle ud med pakker en gang om ugen. Det skal selvfølgelig være fuldstændig gratis, hvis man kan vente til den først kommende tirsdag, med at få sin pakke leveret på denne måde. Så hopper min kæreste og jeg på cyklen med taskerne fulde af jeres pakker og hilser på jer! Denne herlige cykellevering har vi været nødt til at begrænse til Københavnske postnumre for ikke at gå helt døde i benene. Måske en dag, hvor vi får fingrene i en elcykel, at vi kan udvide cykelleveringen. Det skal tiden vise!
Bor man ikke i København, men vil man gerne have pakken uden at betale for fragt, og har man mulighed for selv at hente den på Islands Brygge – så kan det selvfølgelig også lade sig gøre. Everything is possible!

Okay, i skrivende stund er der 2 timer og 41 minutter til launch.
Jeg har sommerfugle i maven!
Vi ses på Copenhagencakeshop.com <3