Kategoriarkiv: Alle kager

Pistacielagkage med citron

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Forleden havde min gode veninde fødselsdag, så jeg tog hende i hånden og inviterede hende ud på kage og bobler. Long story short, så fik vi serveret en enormt lækker og let lagkage. Siden da har jeg tænkt på lagkage. Lagkage, lagkage, lagkage. Der er ikke det, jeg ikke er vild med, når det kommer til lagkager. Jeg ELSKER at lave dem, jeg elsker at pynte dem og jeg elsker at spise dem.

Lagkager kan være utroligt komplicerede, hvilket kan virke enormt skræmmende. Men helt ærligt, der er virkelig ingen grund til at overdrive. En lagkage behøver ikke indholde 45 forskellige smage og teksturer. Bare de er dejligt lette at spise, smager skønt og ikke ligger for tungt i maven, så er de fleste altså godt tilfredse. Jeg er i hvert fald.

Til denne lagkage har jeg prøvet noget helt nyt, som jeg aldrig før har hverken smagt eller lavet: Nøddesmør. Pistaciesmør, for at være helt nøjagtig. Jeg besluttede mig nemlig for, at mine bunde i lagkagen skulle være pistaciebunde, men jeg ville ikke have hårde klumper af hakkede pistaciekerner. Derfor hældte jeg pistacienødderne i en foodprocessor og blendede igennem i laaaaang tid. Først bliver pistacierne til pistaciemel. Når man blender videre, så sker der noget magisk: Langsomt bliver massen mere fugtig, og lidt efter lidt tager pistacieblandingen konsistens af en cremet masse. Det kræver naturligvis, at man har en foodprocessor der kan klare at køre nogle minutter på fuld skrue uden at brænde sammen.

Denne opskrift er sidste del i kavalkaden af mit lange og gode samarbejde med Eva Solo for i år. Jeg er, som jeg før har nævnt, rigtig glad for denne slags samarbejder, hvor jeg får frie hænder til at style deres produkter og matche dem med mine kager. Eller er det omvendt.

Denne kage har jeg anrettet på et “hjemmelavet” kagefad bestående af en lille tallerken sat ovenpå en skål der er vendt på hovedet. Stellet som jeg har brugt (Legio Nova) har faktisk allerede et kagefad, men det var i dette tilfælde alt for stort til den lille kage. Derfor er det et super godt trick at man lige kan bruge en tallerken i den størrelse der passer bedst, og sætte det på en skål. Voila! Det ser altså godt ud, synes jeg!

Er I lige så vilde med Legio Nova-stellet som jeg, så husk at I med koden COPENHAGENCAKES15 kan få 15% rabat på hele stellet lige her.

Pistaciebunde
100 g usaltede pistaciekerner
185 g hvedemel
1 tsk bagepulver
225 g smør
250 g sukker
4 æg
1,5 tsk vaniljeekstrakt

  • Hæld pistaciekernerne i en foodprocessor og blend det godt igennem. Fortsæt med at blende i lang tid indtil det bliver til pistaciesmør.
  • Forvarm ovnen på 175 ºC (alm. ovn, ikke varmluft).
  • Smør tre springforme (16 cm) med smør og drys dem med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Sigt mel og bagepulver sammen i en skål og stil skålen til side.
  • Smelt smørret og hæld det i en stor skål. Bland pistaciesmørret i og rør rundt indtil det er helt blandet sammen.
  • Slå æggene ud i skålen og tilsæt sukker og vaniljeekstrakt mens der røres indtil alt er fuldstændig inkorporeret.
  • Tilsæt melblandingen under forsigtig omrøring. Rør rundt indtil dejen er ensartet og glat.
  • Hæld dejen ligeligt i de smurte forme og bag i ovnen i 25-30 minutter, eller indtil kagen er gylden på overfladen og helt færdigbagt indeni.
  • Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle fuldstændig.

Citronflødeskum
4 dl piskefløde
1 dl lemon curd (færdigkøbt eller fra denne opskrift)

  • Hæld pikefløde og lemon curd i en skål og pisk det indtil konsistensen er tyk og fast.

Kagen samles
1 dl lemon curd (færdigkøbt eller fra denne opskrift)
Citronflødeskum
Hakkede pistaciekerner

  • Skær toppen af de færdigbagte pistaciebunde, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Placer en pistaciekagebund på dit kagefad og smør et tykt lag lemon curd ovenpå. Smør derefter en stor klat citronflødeskum ud ovenpå lemon curd’en og placer den næste kagebund ovenpå.
  • Gentag med et lag lemon curd samt citronflødeskum ovenpå bund nr. 2, og placér til så den sidste pistaciebund ovenpå.
  • Dæk hele kagen med et tyndt lag citronflødeskum. Laget på toppen skal være lidt tykkere end laget på siderne, hvis du ønsker en flot hvid top og “gennemsigtige” sider, sådan som min kage ser ud.
  • Hæld den resterende citronflødeskum på en sprøjtepose med stjernetyl (jeg har brugt tyl 1M) og sprøjt små stjerner på kagens top.
  • Drys forsigtigt toppen med finthakkede pistaciekerner.

Oreo chokoladekage

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF OREO

Hej fra Oreo-land! Her går det altså godt! Og det kan jeg sige med allerstørste begejstring, for der er nærmest intet jeg holder mere af end at bage med Oreo’s. Det lyder måske som en lidt voldsom udmelding, men seriøst, jeg synes det er så sjovt at trylle de små kiks ned i mine bagværk. Og så smager det jo i øvrigt også fantastisk, det er selvfølgelig også vigtigt når man skal bage, haha.

Jeg er ret sikker på at de fleste af jer er på min side, når der kommer til Oreo-begejstring. For hver gang jeg poster en ny opskrift med Oreo’s skal jeg love for at opskriften ret hurtigt bliver ganske velbesøgt. For at sige det mildt.

Så I kan nok forestille jer hvordan jeg laver et lille glædeshop og klapper i mine hænder, hver gang Oreo kontakter mig for at indgå et nyt samarbejde. Synes efterhånden også at jeg har fortjent at være en ret god Oreo-ambassadør, med mit dedikerede forhold til dem haha.
Denne gang har jeg bagt Oreo chokoladekage i anledning af Oreo’s nyeste produkt, Oreo Thins, der netop er kommet i butikkerne. Denne nye kiks er en tyndere og meget sprødere variant af de klassiske Oreo’s, men den gode smag er stadig helt den samme.

Fordi det er blevet godt og grundigt efterår (faktisk nærmere vinter-ish, hvis det ikke var fordi kalenderen sagde noget andet) havde jeg lyst til at bage sådan en rigtig stor og rustik kage. Sådan en kage der er perfekt til kaffe-kage-gæster, familiesammenkomster og fødselsdage. Ja, perfekt til det hele, faktisk. Jeg kiggede i mit kageskab og lod mig inspirere af mine kageforme, og tænkte straks “YES!!” da jeg fandt min runde bundt-cake-form i gemmerne. Den er bare PERFEKT til sådan et slags bagværk.

Med formen på plads tog resten af kagen form (høhø) efter inspiration fra selve Oreo-kiksene. Jeg fik idéen til at skabe en fuldstændig sort/hvid kage, og derfor skulle kagen naturligvis være en chokoladekage. For at give kagen lidt ekstra Oreo-niceness skulle der selvfølgelig en masse Oreo’s ind i selve kagedejen. Because why not!?!
På toppen ville jeg lave en helt hvid glasur og så drysse med de crispy Oreo’s. Jeg synes at almindelig glasur kun lavet på flormelis og vand har tendens til at blive ret gennemsigtig, og derfor har jeg denne gang lavet en glasur på “Marshmallow Fluff”. Men du kan selvfølgelig også sagtens lave en helt klassisk flormelis-glasur, hvis du vil spare lidt tid og penge…

Jeg vil lige sige, at denne her kage altså uden tvivl også kan bages i alle mulige andre former end lige en rund kageform. Du kan sagtens bage den som bradepandekage, i springform eller noget helt tredje. Vær blot opmærksom på at mængden af dej passer til størrelsen på din bageform, og at bagetiden sandsynligvis ændrer sig når du bruger en anden form.

Alle de flotte billeder er i øvrigt taget af Morten Nordstrøm, som jeg havde æren af at tilbringe en fotodag med. Han er sgu dygtig! Synes nærmest mine tænder løber i vand (igen) når jeg ser billederne igennem. Wow!

Hvorom alting er, så skal I selvfølgelig have opskriften. Tag godt imod den og kom så i gang med bagningen!

Ingredienser (til ca. 10 personer)
320 g mel
80 g usødet kakaopulver
1tsk bagepulver
1tsk salt
1,2 dl mælk, stuetemperatur
300 g creme fraiche, stuetemperatur
230 g smør, stuetemperatur
320 g sukker
4 æg
1 tsk vaniljepulver
25 stk (ca. 150 g) Oreo Thins

  • Forvarm ovnen til 165 °C (alm. ovn, ikke varmluft).
  • Smør en stor rund kageform/bundt cake-form (diameter ca. 21 cm, højde ca. 10 cm) og drys med kakaopulver. Bank det overskydende pulver ud.
  • Sigt mel, kakaopulver, bagepulver og salt sammen i en skål
  • Hæld mælk og creme fraiche i en ny skål og rør det sammen.
  • Hæld smør og sukker i skålen til en røremaskine. Brug røremaskinens K-spatel og pisk med medium hastighed indtil smørret er lyst og luftigt.
  • Tilsæt æggene et ad gangen mens der fortsat piskes. Tilsæt derefter vaniljepulver.
  • Tilsæt skiftevis lidt af melblandingen og lidt af mælkeblandingen i dejen mens der røres ved lav hastighed. Fortsæt indtil begge blandinger er tilsat. Rør kun indtil dejen netop er ensartet og uden klumper.
  • Hak Oreo’s meget groft og vend dem i dejen.
  • Hæld dejen i den smurte form.
  • Stil kagen i ovnen og bag i ca. 55 minutter eller indtil du kan stikke en pind i dejen uden at der hænger dej ved.
  • Når kagen er færdigbagt skal den køle af i formen i 10 minutter inden formen vendes på hovedet og kagen forsigtigt bankes ud. Lad kagen køle fuldstændig af på en bagerist.

Hvid glasur
1 bøtte (230 g) Marshmallow Fluff (kan købes i de fleste større supermarkeder)
60 g flormelis
2-3 spsk mælk
Pynt: Hakkede Oreo Thins

  • Hæld Marshmallow Fluff og flormelis i en skål og rør det sammen. Tilsæt 2 spsk mælk og rør indtil glazen er glat og skinnende. Tilsæt mere mælk efter behov indtil konsistensen er god.
  • Hæld glasuren over den afkølede kage.
  • Pynt med hakkede Oreo Thins.

Æblekage med mandler

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Vinterjakken er for længst fundet frem. Paraplyen er altid med i tasken som en ekstra sikkerhed. Vanterne er på og støvlerne er af den slags, der kan klare al slags vind og vejr. Med andre ord: Det er lige pludselig blevet vinter, venner! Ja altså, kalenderen siger stadig efterår, men mig narrer man ikke. Vejret siger vinter!

Så hvad byder man venner, der har kæmpet sig gennem blæst og kulde, for at komme på besøg? Ja altså ud over skoldhed kaffe?
Jeg stemmer for denne fuldstændig fantastiske æblekage med mandler. Mandlerne kommer i form af mandelmel, som giver både ekstra god smag og ekstra lækker konsistens. Og så er der æblerne, der (i mangel af en synonymordbog) selvfølgelig også bidrager med dejlig smag og saftighed ud over det sædvanlige. På toppen har jeg drysset med mandelflager, som under bagningen bliver dejligt sprøde og lige tilpas crunchy. Mums!

Kagen har jeg serveret på Eva Solos nye stel Nordic Kitchen. Stellet er sort som natten, og jeg synes der er et eller andet super fedt og enormt stemningsfuldt over at finde det sorte og matte stel frem her i efterårsmørket. Bagværket får virkelig fokus på den mørke baggrund!

Da indlægget her er udgivet i samarbejde med Eva Solo har de været så elskværdige at lave en rabatkode til mine læsere. Det betyder, at I kan få 15% på mine favoritter. I finder udvalget her og udløser rabatten ved at bruge rabatkoden COPENHAGENCAKES15.

Du kan selvfølgelig bruge lige de æbler, du bedst synes om, men jeg anbefaler, at du finder en æblesort med en god syrlighed, da dejen er sød nok i sig selv. Må jeg komme med et forslag, så er Ingrid Marie et udmærket valg, og er tilmed også i sæson lige nu.

Ingredienser (til ca. 8-10 personer)
3 æbler
1 æg
20 g sukker
115 g smør, smeltet
1 tsk vaniljepulver
100 g hvedemel
75 g mandelmel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
200 g sukker
60 ml sødmælk
2 æggeblommer
3 spsk mandelflager
Til servering: Flormelis og creme fraiche eller vaniljeis

  • Forvarm ovnen til 180 ºC (alm. ovn, ikke varmluft). Smør en springform (20 cm) og drys den med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Skræl æblerne, halver dem og skær kernehuset ud. Skær æblerne i tynde skiver på et par mm’s tykkelse. Hæld æbleskiverne i en skål og giv dem 2 minutter i mikroen for at blødgøre dem. Hæld den overskydende væske fra og lad æblerne køle af.
  • Slå ægget ud i en skål og tilsæt 20 g sukker. Pisk det godt igennem i 2 minutter indtil massen er tyk og lys. Tilsæt derefter smeltet smør og vanilje under piskning.
  • Sigt mel, mandelmel, bagepulver, salt og de resterende 200 g sukker i en ny skål.
  • Tilsæt skiftevis lidt af melblandingen og lidt af mælken til skålen med æggeblandingen mens der piskes ved lav hastighed. Fortsæt indtil al mel og mælk er tilsat.
  • Hæld halvdelen af dejen over i en ny skål og rør de to æggeblommer ud i. Tilsæt så ¾ af æbleskiverne og vend forsigtigt rundt, indtil dejen er godt fordelt over alle æblerne.
  • Hæld først al dejen med æblerne i springformen, og fordel derefter den resterende dej ovenpå.
  • Fordel de resterende ¼ æbler på toppen af kagen, og tryk dem let ned i dejen.
  • Drys til sidst med mandelflager.
  • Sæt springformen på en bagerist nederst i ovnen og bag i 30 minutter. Derefter flyttes risten til midten af ovnen og der bages videre i yderligere 30-35 minutter.
  • Inden servering drysses med en smule flormelis. Server gerne med creme fraiche eller en god vaniljeis.

Bananbrød med pistacienødder

SPONSORERET AF HERMESETAS

Efterårstid er lig med rustikke kager og kager, der smager af ren og skær hygge! Her her jeg kreeret et bagværk som jeg mener nærmest er manifestationen af hygge, nemlig et godt gammeldags bananbrød, dog tilsat et crunchy og mega velsmagende touch af grøn pistacie. Bananbrødet er GE-NI-ALT til vennebesøg og kaffehygge, så er det sagt!

Jeg er ret vild med kager der indeholder banan, og det især af to årsager: 1) Bananer søder naturligt, så man kan skære ned på sukkeret i kagen og 2) bananerne sørger for at kagen får den perfekte svampede konsistens, så man er helt sikker på at undgå et tørt og kedeligt bagværk.
Denne kage er faktisk helt uden tilsat hvidt sukker. Jeg har ladet bananerne stå for størstedelen af sødningen, og så har jeg givet dejen et skvæt Hermesetas Liquid, for at give kagen den afsluttende sødme. Det virker altså bare!

Pistacienødderne i kagen er med til at give lidt ekstra smag og crunch, og helt ærligt, så synes jeg også bare de tilfører så flot et snit, når man skærer igennem kagen og ser de grønne pletter.

Opskriften her kan nemt varieres så den passer til lige netop det, du har i køkkenskabene. Jeg forestiller mig at den også vil smage dødgodt med valnødder i stedet for pistacienødder.

Her får du opskriften, og så er det kun op til dig at invitere venner og brygge kaffe. Men måske vennerne dukker op af sig selv, når duften af nybagt bananbrød begynder at sprede sig?

Ingredienser
3 modne bananer
35 g smør, smeltet
4 spsk olivenolie
2 æg
20 ml Hermesetas Liquid
½ tsk salt
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
100 g usaltede pistaciekerner
2 spsk usaltede pistaciekerner

  • Forvarm ovnen på 175 ºC (alm. ovn, ikke varmluft) og beklæd en rugbrødsform med bagepapir.
  • Mos bananerne i en skål og rør det sammen med smeltet smør og olivenolie. Tilsæt derefter æggene ét ad gangen mens der røres indtil dejen er ensartet. Tilsæt Hermesetas Liquid og salt og rør rundt.
  • Sigt hvedemel sammen med bagepulver i en ny skål, og tilsæt det til den våde dej en ske ad gangen mens der røres.
  • Hak de 100 g pistaciekerner groft, vend dem i dejen og hæld dejen i rugbrødsformen.
  • Hak de sidste 2 spsk pistaciekerner meget fint, eller blend dem i en foodprocessor. Drys dem over kagen, og stil kagen i ovnen.
  • Bag bananbrødet i 50-60 minutter. Kagen er færdig når den er flot hævet og gylden på toppen, og du kan stikke en pind i kagen uden at der hænger dej ved.

Mini passionsfrugtskager + rabatkode til Eva Solo

SPONSORERET I SAMARBEJDE MED EVA SOLO

Min yndlingsfrugt for tiden er passionsfrugter. Da den kommer langvejs fra, hvor solen altid skinner, er den mere eller mindre i sæson hele året. Og helt ærligt, har vi ikke alle brug for en lille bid solskin disse mørke og kolde dage? Jeg har i hvert fald…

Jeg E L S K E R kager der er små og fine. Det er som om man får foræret en kæmpe dosis cuteness når man skalerer et bagværk ned i mindre størrelse. Derfor ville jeg bage disse kager som mini bundtcakes – altså små runde kager med hul i midten. Disse kager bager man nok traditionelt som rigtig store skærekager. Jeg har f.eks. før bagt denne store banoffee-kage med saltkaramel og denne fortryllende krydderkage med valnødder.
Kagerne er efter lidt test frem og tilbage bagt i en silikoneform. Jeg har også en almindelig non-stick bageform til mini bundtcakes, men jeg oplevede gang på gang at det var enormt svært at trykke de færdigbagte kager ud af formen. Det gik til gengæld let som en leg i silikoneformen, så står du og skal købe en egnet form anbefaler jeg hermed klart at silikone er vejen frem. I hvert fald til denne type bagværk.

Fordi kagerne er så detaljerede i sig selv skulle de serveres på et helt enkelt hvidt og elegant fad fra Eva Solos Legio Nova-kollektion. Dette er nemlig endnu et indlæg i føljetonen inspireret af Eva Solos flotte borddæknings-kollektioner. For et par uger siden lavede jeg denne store Oreo Banoffee Pie som tog internettet med storm, fint anrettet på Legio Nova-stellet, og før det var det min version på en kæmpestor cookiekage som jeg serverede på Eva Solos nye stel Nordic Kitchen.

Er du også forelsket i det fine service, så kan du lige nu få 15 % på mine favoritter fra de to serier, ved at klikke lige HER og benytte rabatkoden COPENHAGENCAKES15.
Der er så mange fine ting fra begge kollektioner, så hvadenten du er til mørk og stemningsfuld minimalisme i form af Nordic Kitchen (mine favoritter er klart testellet og de fine tallerkener dertil) eller lys og klassisk elegance i form af Legio Nova, så er der helt sikkert noget for dig.

Jeg serverede disse små yndige kager med et godt lag passionsfrugtglaze, der pyntede så fint på. Glazen giver også et ekstra kick af syrlig passionsfrugt, som er så lækkert på den søde kage.

OBS: I opskriften bruger jeg passionsfrugtpuré. Det har jeg købt i INCO, hvor man desværre skal have virksomhed for at handle. MEN jeg er ret sikker på at man kan købe det i mange andre specialbutikker, ellers er det i øvrigt super nemt at lave selv sådan: Scoop frugtkødet fra et par passionsfrugter i en gryde og kog det hurtigt op. Opkogningen gør, at frugtkødet nemmere kan separeres fra kernerne. Pres det hele gennem en sigte så kernerne sies fra.

Ingredienser (ca. 8 minikager)
120 g hvedemel
140 g sukker
1½ tsk bagepulver
En knivspids salt
40 g smør, stuetemperatur
60 g passionsfrugtpuré
0,6 dl (60 g) mælk
1 æg
Korn fra 1 stang vanilje

  • Forvarm ovnen på 170 ºC (alm ovn, ikke varmluft).
  • Mel, sukker, bagepulver, salt og smør røres sammen i en skål indtil det er godt blandet sammen, og konsistensen bliver “sandet”.
  • Tilsæt langsomt passionsfrugtpuréen mens der røres.
  • I en anden skål piskes ægget med vaniljekorn og mælk.
  • Mens der røres hældes æggeblandingen langsomt i melblandingen. Pisk indtil dejen er ensartet og fin. Pas på ikke at “overpiske” dejen.
  • Dejen fyldes nu i silikoneformen. Husk kun at fylde formene ⅔ op så der er plads til at dejen hæver når den kommer i ovnen.
  • Bag kagerne i ca. 25 minutter i den forvarmede ovn.

 

Passionsfrugtglaze
Frugtkød fra 3 passionsfrugter
2 spsk sukker
1 tsk Maizena majsstivelse

  • Hæld frugtkødet i en gryde sammen med sukker og varm det op ved mellem varme under omrøring, indtil sukkeret er smeltet.
  • Sigt majsmelet i under omrøring. Pas på der ikke kommer klumper i. Rør indtil passionsglazen begynder at tykne og tag så gryden af varmen.
  • Lad passionsglazen køle helt af og hæld et par teskeer over hver kage.