Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Sukkerfri æblekage med creamcheese-glasur

SPONSORERET AF HERMESETAS

Hen ad efteråret har jeg fortsat eksperimenteret med mine sukkerfrie opskrifter. Jeg har længe cravet æblekage, hvilket også plejer at være noget jeg troligt bager hvert efterår. Der er virkelig intet som en lun efterårskage, når vinden banker på ruderne.

Denne gang fik jeg lyst til at prøve at bage æblekagen i en af mine bundt cake forme. Jeg er ret vild med de her helt store kager, og der er noget ret fedt og rustikt over den runde form med hullet i midten. Det rustikke look passer jo perfekt til en æblekage.

Jeg har tidligere vist jer, hvordan jeg både med is (denne opskrift på stracciatella) og cheesecake (denne opskrift med brombær) har formået at kreere søde og forførende opskrifter, helt uden almindeligt sukker. I stedet har jeg brugt sødemidlet Hermesetas, og man kan virkelig ikke smage, at opskrifterne er sukkerfrie. Denne gang var lidt af en udfordring, for her har jeg kastet mig ud i en opskrift, hvor sukkeret ikke kun har et smagsgivende formål, men også et funktionelt formål, i og med sukkerets fylde og bageegenskaber har betydning for kagens konsistens. Det er ikke nemt bare sådan at udskifte. Men jeg synes faktisk, at det er lykkedes rigtig godt. Kagen her er svampet og fugtig, og smager skønt. Æblerne giver både syrlighed og fugt, hvilket er helt perfekt.

For at undgå, at kagen bliver tung og tør, så er det vigtigt at man tager sig et par forholdsregler undervejs i processen. Forholdsregler, som ikke er unikke for netop denne kage, men som altid er godt at holde sig i baghovedet når man bager. For det første, så er det vigtigt at si de tørre ingredienser igennem (gerne et par gange), og dernæst er det vigtigt ikke at overpiske dejen. Dejen skal røres lige akkurat indtil ingredienserne er blandet sammen og dejen er ensartet – og så ikke længere.

Som nævnt er denne opskrift udviklet i samarbejde med Hermesetas, som jeg over en længere periode har kreeret et væld af lækre opskrifter til. Disse opskrifter, som dækker alverdens kager og søde sager, kan I finde på Hermesetas’ egen side lige her.

Opskrift (til 12 personer)
630 g hvedemel
4 tsk bagepulver
1,5 tsk salt
3 tsk stødt kanel
3 tsk stødt ingefær
6 æg
330 g smør, smeltet
45 g Hermesetas Drys-Let
200 g skyr
3 tsk vaniljeekstrakt
220 g æbler (skrællet vægt, uden kernehus)

  • Forvarm ovnen på 175 ºC og smør en stor bundt cake form.
  • Sigt hvedemel, bagepulver, salt, kanel og ingefær i en stor skål.
  • Slå æggene ud i en anden stor skål og tilsæt det smeltede smør, Hermesetas Drys-Let, skyr og vaniljeekstrakt. Rør rundt indtil æggemassen er ensartet uden klumper.
  • Hæld hele æggemassen over i skålen med de tørre ingredienser, og rør det rundt indtil dejen er fin og ensartet. Dejen er meget tyk – det er helt fint, det skal den være.
  • Skræl æblerne og skær kernehusene fra. Skær æblerne i grove tern og vend æbleternene i dejen.
  • Hæld dejen i kageformen og glat toppen til.
  • Stil kagen i ovnen og bag den i 50 minutter, eller indtil den er gennembagt.
  • Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i formen. Når kagen er afkølet kan formen vendes rundt og kagen bankes forsigtigt ud.

Creamcheese-glasur og topping
100 g creamcheese
1 spsk Hermesetas Drys-Let
0,5-1 dl mælk
15 g mandler
15 g valnøddekerner

  • Hæld creamcheese, Hermesetas Drys-Let og 0,5 dl mælk i en skål. Pisk det igennem og tilsæt evt. mere mælk efter behov, indtil konsistensen er fin. Glasuren skal være tyk, men stadig flydende nok til at den kan løbe ned ad kagens sider.
  • Hæld glasuren over kagens top og dekorer med hakkede mandler og valnøddekerner.
copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.