Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Vi er blevet gift!!

Klokken var lidt over 14 en lørdag i starten af september, da jeg – med min far i den ene hånd og min bror i den anden, og med et smil der rakte fra øre til øre – gik min kommende mand i møde for at sige mit livs vigtigste ja.

08.09.2018. Den største dato i mit liv (side om side med Selmas fødselsdato, selvfølgelig). Vi blev gift. Langt om længe. På vores årsdag. Efter 12 år som kærester.

Vielsen fandt sted under vajende vimpler på Hotel SP34’s tagterrasse. Kun 10 minutter forinden var hele hotellet blevet evakueret grundet en øredøvende brandalarm, og både hotel- og bryllupsgæster måtte samles på gaden udenfor, indtil brandbiler i udrykning og brandmænd i fuldt udstyr ankom og sikrede stedet af. Falsk alarm, lød det.
Jeg selv, min far, bror, søster og bedste veninde blev gennet ud af en bagtrappe af hotelpersonalet, så ingen af gæsterne – og ikke mindst, min kommende mand – så mig før den planlagte og traditionelle “walk down the aisle”. En lidt shaky start på en dag, der ellers var planlagt ned til mindste detalje. Men vi tog det med et smil. Man kan ikke styre det hele, har jeg lært. Især ikke brandalarmer, haha.

Hvad der føltes som et nanosekund senere stod vi der endelig på tagterrassen. Overfor hinanden. Og sagde ja. Og gik grædende og kyssende gennem regn af konfetti til lyden af Stevie Wonders “Signed, Sealed, Delivered” og en masse hujen og klappen.

Det er en kliché, men jeg kunne ikke være mere lykkelig. Over min mand. Over ceremonien. Over festen. Over gæsterne. Over vores locations. Over maden. Og sidst men ikke mindst over vores fotograf. Jeg er VILD med disse billeder, som er nogle af de første vi har modtaget.

Der er så meget at fortælle, og jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Men jeg er blevet spurgt meget til kjole, locations, bryllupskage (of course), borddækning, vores hjemmebryggede bryllupsøl og en masse andre ting. Det lover jeg, at jeg kommer ind på i senere indlæg.

Indtil da lader jeg bryllupssommerfuglene leve i maven og kysser lidt ekstra på min flotte husbond.

Alle fotos er af dygtige Steffen Haldrup.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (3)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.