Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

DIY: Sådan sætter man fliser på køkkenvæggene

Sponsoreret af Mosaikhjørnet

Jeg er netop blevet færdig med det største DIY-projekt jeg har kastet mig over til dato: Fliser på køkkenvæggene. Vores køkken har været igennem den helt store (og meget langvarige) renovering. Alt fra gulv til loft er blevet udskiftet. ALT. Dvs. OGSÅ gulve, vægge OG loftet. Vores gamle brune ufunktionelle køkken er blevet udskiftet med et lyst og meget bedre fungerende et af slagsen. Med andre ord er vores køkkendrøm blevet til virkelighed.

I “gamle dage” havde vi verdens grimmeste metalplade på væggene mellem bordplade og overskabe, for at beskytte væggene mod stænk og smuds. Det var den største fornøjelse at rive pladen af og sende den af sted til skrald. Jeg har længe drømt om at få sat nogle pæne fliser op på væggene i stedet, så da vi var enige om at vi ikke ville gå på kompromis med noget som helst i køkkenet var det en no brainer, at vi selvfølgelig også skulle have fliser op.

Min kæreste og jeg kørte på inspirationstur til Mosaikhjørnet i Glostrup hvor jeg blev ret overvældet af alle de mange enormt smukke fliser, og ikke mindst de flotte udstillingsbadeværelser og -køkkener, hvilket virkelig var en enorm hjælp til at forestille sig hvordan en færdig flisevæg ville komme til at se ud.
Efter en masse god hjælp og vejledning endte valget med at stå mellem almindelige metrofliser eller marmorfliser. Metrofliser er det sikre valg, som både er flot og som man også er sikker på ikke går af mode lige foreløbig. Men jeg havde sådan lyst til noget lidt “sjovere”, og derfor faldt valget på disse marmorfliser. Fliser + materialer til vores køkken blev godt 4.700 kr., og til den pris turde jeg godt tage et lidt “modigt” valg af fliser, for så er det heller ikke værre end at man kan sætte nogle nye fliser op hvis man engang i fremtiden skulle blive træt af marmorfliserne.

Jeg er ikke en udpræget gør-det-selv-type, men det her projekt havde jeg virkelig lyst til at kaste mig over og fuldføre på egen hånd. Derfor forberedte jeg mig meget med at nørde YouTube-videoer med fliseopsætning, og jeg læste mange gør-det-selv-blogs før jeg gik i gang med projektet.

For at opsummere på hele oplevelsen vil jeg sige, at det endte med at være både sværere, hårdere og mere tidskrævende end jeg havde forventet. Hvis man har et stort køkken med en enkelt eller to lange flader der skal sættes fliser på, så vil jeg ikke tro det er så vanskeligt. Men som I kan ane af billederne er vores køkken småt og består af mange skæve vinkler og rigtig mange små flader, hvor der skulle sættes fliser på. Det gjorde hele projektet både svært og tidskrævende, for jeg skulle holde tungen lige i munden og skære fliser meget præcist rigtig, rigtig mange gange.

Ikke desto mindre så blev jeg sgu færdig. Og resultatet er blevet bedre end jeg havde turdet håbe på. Én ting er, at fliserne sidder både fast og i vater, en anden ting er at jeg synes selve valget af fliser har været det helt rigtige. Jeg er vild med marmormønstret, og det er kommet til at passe så godt ind i vores hvide køkken med grå bordplade.

Inden du går i gang er der et par forberedelser der er vigtige at prioritere, for at få det bedste resultat:

  • Sørg for at væggene, hvorpå fliserne skal sidde, er fuldstændig flade uden nogen former for buler. Det lyder måske åbenlyst, og hvis du bor i en ny lejlighed/nyt hus så er det nok heller ikke noget du skal bekymre dig om. Men hvis du, ligesom jeg, bor i en flere hundrede år gammel lejlighed, så er der stor sandsynlighed for at vægge er både skæve og bulede. Og fliser sidder altså ikke pænt på bulede vægge. Du kan løse problemet ved at spartle væggene op så de bliver fuldstændig flade og glatte.
  • Planlæg dine dage. Projektet tager naturligvis forskellig tid alt efter hvor stort et areal du skal sætte fliser på, og hvor mange i er om det. Men sørg for at du ikke er nødt til at stoppe fliseopsætningen halvvejs på en væg.
  • Sørg for at du har ALT hvad du skal bruge inden for rækkevidde. Få grundig hjælp og vejledning i butikken.

Tjekliste (vores køb i parentes):

  • Fliser (7,5×38 Carrara Hvid Satin, 4,4 m2)
  • Multi fliseklæb (Multiklæber Hvid, 2 x 5 kg.)
  • Multifuge (LIP perlehvid, 5 kg.)
  • Litonet Gelspray Rensevæske
  • Silikonefuge (Lip Silicone Perlehvid, 3 x 310 ml)
  • Fugesnor (3 mm)
  • Fugeimprægnering
  • Fugebræt
  • Amr. Tandspartel (6×6 mm)
  • Murerspand
  • Piskeris til boremaskine
  • Fliseskærer – kan lejes på dagsbasis
  • Malerpinde (5-7 stk, afhængig af væggens længde)
  • Plast til at afdække køkken og bordplader
  • Fugevamp til afvaskning af epoxyfuge

Forberedelse:

  • Først og fremmest: Tag ur, armbånd og ringe af. Smykker er ikke så glade for fliseklæb fandt jeg ud af…
  • Dæk bordplader af med plast og beskyt bordpladerne mod ridser ved at lægge håndklæder eller viskestykker under plastikken.
  • Afdæk stikkontakter o.lign. med malertape.
  • Vask væggene grundigt med grundrens.
  • Mål af hvor højt du kunne tænke dig at fliserne skal op på væggen, og tegn vandrette streger med en blyant.
  • Bland en meget tynd blanding af fliseklæb og vand, og mal væggene med det op til blyantstregen, så de får noget struktur. Såvidt jeg kan læse mig frem til er dette trin ikke obligatorisk, men vi blev anbefalet at gøre det hos Mosaikhjørnet. Lad det tørre fuldstændig igennem.
  • Beslut dig for i hvilket mønster fliserne skal ligge. Hvis det er korte fliser (som metrofliser) er det pænt hvis de overlapper hinanden med en halv flises længde. De lange fliser vi brugte lagde vi med 1/3 overlap.
    Mål flisernes længde og tegn streger på fliserne der indikerer 1/3 af flisens længde. Disse streger bruges som rettesnor når fliserne sættes op, og kan efterfølgende vaskes af igen med sprit.
  • Bruger du fliser med mønster på, så kan det være en god idé at lægge fliserne ud på gulvet i samme areal som væggen, så du kan se mønstret for dig. For mit vedkommende var det vigtigt at mønstret så “tilfældigt” ud, så meget lyse fliser uden mønster og mørke fliser med store aftegninger lå jævnt fordelt blandt hinanden. Brug lidt tid på at flytte rundt på fliserne indtil du er tilfreds med fordelingen af mønstret.
  • Mål væggens højde og bredde og skær fliserne til så de passer præcist på væggen.

  • Læg malerpinde på bordpladen ind mod væggen i hele væggens længde, for at skabe et naturligt mellemrum mellem bordplade og den nederste række fliser.
  • Klip fugesnor i mindre stykker.
  • Bland fliseklæb efter anvisning på pakken og smør det op på væggen med en tandspartel et lille areal ad gangen. Tandspartlens tænder skal helt ind og ramme væggen. Sæt en flise på og tryk den godt ind i fliseklæbet. Rok flisen i små ryk fra side til side indtil den er trykket godt ind mod væggen.
  • Fortsæt med at sætte fliser op og brug flittigt fugesnor imellem flisernes kanter, så der kommer et helt ensartet mellemrum mellem alle fliser.
  • Når du er færdig med væggen fjernes fugesnor og malerpinde. Det er vigtigt at huske at fjerne alt, for ellers sætter det sig fast og bliver nærmest umuligt at få hevet ud igen.
  • Lad væggen tørre et døgns tid så fliseklæbet er gennemhærdet.

  • Når flisevæggen er tør er det tid til at fuge mellem fliserne. Bland fugen op med vand efter anvisning på pakken.
  • Brug et fugebræt og fordel fugen godt mellem fliserne ved at stryge i diagonale strøg indtil fugerne er helt fyldt op. Fug IKKE lodrette hjørner – disse skal senere fyldes med silikonefuge. Du skal ikke bekymre dig om at der kommer for meget fuge på fliserne, det vaskes af efterfølgende.
  • Når du har fuget væggen op vaskes overskydende fuge af med svamp og vand. Vær forsigtig så du ikke vasker så grundigt, at du kommer til at fjerne fuge mellem fliserne.
  • Lad fugen tørre et døgn indtil den er helt gennemhærdet.
  • Fugeslør – det sidste lag gråligt fuge der sidder ovenpå fliserne – kan fjernes med en eddikeopløsning og en svamp når fugen er tør.
  • Vask fliserne af og imprægner fugerne med dertilegnet overfladeimprægnering. Følg anvisning på imprægneringens emballage.
  • Det sidste mellemrum mellem bordplade og nederste række fliser samt lodrette hjørner fyldes med silikonefuge. Jeg brugte farven pearl white der passede bedst til vores valg af fliser og fuge. Silikonefugen glattes nemmest til med en finger som du dypper i vand blandet med sulfo (det siges at Vel er den bedste sulfo til dette formål).

Vil I læse mere om vores køkkenrenovering fra start til slut, så har jeg skrevet to tidligere blogindlæg om klargøring, valg og opsætning af nyt køkken (her og her). Herunder har jeg indsat et billede hvor I kan se vores gamle køkken sammenlignet med køkkenet da det nye netop var blevet sat op, før der kom gulv, bordplader og de sidste skabsdøre.

Sikke en forandring, hva?

Jeg er ENORMT tilfreds og SÅ glad for vores køkken nu. Det betyder altså så meget, både æstetisk, funktionelt og også for os mentalt, at drømmekøkkenet er kommet på plads. Vi NYDER at være i køkkenet, og der er plads til alt mit skrammel bag de store skabsdøre og de mange skuffer.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.