Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Mazarintærte med vaniljecreme og rabarber

Det er lige nu, venner. Det er rabarbertid! Og rabarbertid, det er altså en god tid. Det er også lige nu på denne tid af året, at jeg allermest længes efter min egen have. En have med mit eget lille rabarberbed. Det må da være lykken! Jeg kan dog heldigvis få stillet min rabarberhungren lige rundt om hjørnet, hvor de nu er tilgængelige i mine lokale supermarkeder. Men det er bare ikke det samme som at se dem gro og selv hive dem op af jorden.

Nuvel, jeg blev så glad da jeg så rabarber i supermarkedet og købte fluks et bundt med hjem. Helt uden nogen plan for, hvad jeg skulle bruge dem til. I et par dage lå de på køl mens jeg gik og brainstormede. Skulle jeg lave trifli, kage, tærte eller noget helt fjerde?

Valget faldt på en tærte. Jeg blev inspireret af en klassisk jordbærtærte, som uden tvivl er én af mine sommerfavoritter. I stedet for jordbær på toppen skulle der så naturligvis være rabarber.

Resultatet blev godt. Lækkert. Og meget visually pleasing, om jeg så må sige. Jeg er en glad tærtebager!

Jeg har længe haft lyst til at lave et fint mønster af rabarberstrimler på en kage, og det blev så denne gang jeg fik chancen. Det er ganske vist virkelig pænt, men når det er sagt, så er det ikke helt ukompliceret at lave, og for at det ikke skal være løgn er det også lidt svært at spise. Så hvis du er til funktionalitet over æstetik, så lad være med at gøre som jeg, og kog i stedet rabarberstykker i sukkerlagen, i stedet for at koge tynde strimler.
Jeg er for det mest også en “funktionalitet over æstetik” kind of girl, men min indre pyntetrang kunne simpelthen ikke holde sig tilbage denne gang, haha.
Min kæreste synes i øvrigt det ligner bacon, men ham om det…

Nu til opskriften. Jeg har bagt tærten i en aflang tærteform med løs bund (som denne). Jeg foretrækker klar denne form for tærteforme, da de gør det meget nemmere at få kagen ud af formen når den skal serveres.

Husk at både vaniljecreme og selve mazarinkagen skal være helt afkølet, før cremen kan smøres over kagen. Det kan derfor være en god idé at lave vaniljecremen i god tid og stille den på køl indtil den skal bruges.

Opskrift (ca. 8-10 personer)
Tærtebund
100 g hvedemel
30 g flormelis
Et nip salt
60 g smør, koldt
½ spsk koldt vand
½ æggeblomme

  • Bland mel, flormelis og salt i en køkkenmaskine
  • Tilsæt smør og vand, og rør indtil smørret er godt fordelt, og blandingen tager form af små krummer.
  • Tilsæt æggeblommen, og rør indtil dejen samler sig.
  • Vend dejen ud på køkkenbordet og saml dejen uden at ælte den for meget.
  • Pak dejen ind i køkkenfilm, og lad den hvile i køleskabet i ca. to timer.
  • Smør en aflang tærteform (10 x 35 cm) og drys den med mel.
  • Rul tærtedejen ud og læg den forsigtigt i formen. Prik bunden med en gaffel. Stil formen i køleskabet i 30 minutter.
  • Forvarm ovnen på 180 °C.
  • Bag tærtedejen i 15-20 minutter eller indtil kanterne er flot gyldne.

Mazarinkage
175 g marcipan
150 g sukker
100 g smør, stuetemperatur
2 æg
50 g mel

  • Hæld marcipan og sukker i en skål og ælt det sammen til en ensartet masse.
  • Tilsæt smør og rør godt.
  • Tilsæt æggene et ad gangen, mens der røres. Rør indtil konsistensen er ensartet.
  • Sigt melet i og rør igen.
  • Skru ovnen op på 200° og hæld mazarindejen i tærtebunden. Bag i 15-20 minutter, indtil kagen bliver let gylden på toppen.
  • Tag kagen ud af ovnen og lad den køle fuldstændig af.

Vaniljecreme
2,5 dl fløde
2,5 dl sødmælk
Korn fra 1 vaniljestang
4 æggeblommer
100 g sukker
45 g Maizena majsstivelse

  • Fløde, mælk, vaniljekorn og den tomme vaniljestang hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet under omrøring.
  • Mens mælkeblandingen simrer, blandes æggeblommer og sukker i en skål og piskes, til det bliver tykt.
  • Pisk majsstivelsen i æggeblommeblandingen.
  • Bland en lille smule af mælkeblandingen i skålen med æggeblandingen, og bland derefter hele æggeblandingen op i gryden.
  • Varm op på svag varme, til cremen tykner. Det må ikke koge.
  • Tag gryden af varmen, og lad cremen afkøle, mens vaniljestangen stadig er i. Fisk stangen op, når cremen skal bruges.
  • Hæld cremen i en skål og læg et stykke køkkenfilm over cremen (pres køkkenfilmen helt ned så den ligger ovenpå cremens overflade – så dannes der ikke kondens). Stil skålen i køleskabet indtil cremen er kold.

Rabarber
3 stængler rabarber
1,5 L vand
200 g sukker

  • Brug en kartoffelskræller, en osteskærer eller lignende til at skære rabarberstænglerne i tynde strimler.
  • Hæld vand og sukker i en gryde og bring det i kog. Tag gryden af varmen når sukkeret er opløst.
  • Hæld rabarberstrimlerne i gryden og sørg for de er helt dækkede af vand. Lad rabarberstrimlerne ligge i vandet i 1-2 minutter afhængig af hvor tykt du har skåret dem. De skal blive bløde, men ikke så bløde at de begynder at falde fra hinanden.
  • Tag rabarberstrimlerne op af gryden og dup dem forsigtigt med køkkenrulle/et viskestykke.
  • Læg et stykke bagepapir ud på bordpladen. Læg rabarberstrimlerne side om side på bagepapiret indtil de ligger i en længde lige så lang som tærteformen (se billede herunder (billedet er fra min Instagram – derfor den lille tekst)).

Tærten samles

  • Fordel vaniljecremen ovenpå mazarintærten. Smør cremen ud så den runder på toppen.
  • Mål hvor lang tærten er i bredden og i længden. Klip bagepapiret med rabarberne ud så det passer med målene.
  • Vend med et snuptag bagepapiret med rabarberne ovenpå vaniljecremen, og glat det ud så det flugter med siderne på tærteformen. Træk forsigtigt bagepapiret af rabarberne.

Velbekomme!

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.