Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Jagten på den perfekte bryllupskage

Bryllupskagen… Skal den være helt traditionel høj og i flere lag? Skal den være moderne og utraditionel? Skal den være flad og minimalistisk? Skal vi have mange små kager i stedet for én stor? Skal vi overhovedet have en bryllupskage?

Vi er i syv sind. Vi aner virkelig ikke hvad vi vil, hvad vi har lyst til og hvad vi kan lide. Hvis bare jeg havde en krone for hver gang nogen spurgte mig ind til hvilken bryllupskage jeg skal have til mit eget bryllup, haha… Jeg tror folk forventer det helt store, eller i hvert fald en overraskelse af den ene eller den anden slags.

Jeg er dog sikker på én ting: Det føles helt åndssvagt at betale op mod 100 kr. i kuvertprisen, for en bryllupskage. Det kan jeg slet ikke overskue. Selvom vi skal have et lille bryllup med kun de nærmeste, så synes jeg det er en helt gak gak post på den lange liste af udgifter vi nu engang har samlet sammen.

Noget andet jeg er ret sikker på er, at jeg ikke selv skal lave bryllupskagen. Jeg har et par gange før lavet bryllupskager til venner, og selvom jeg elsker at bage, så er det et enormt stressende job. Jeg har kun et lille køkken, og i øvrigt slet ikke køleskabsplads nok. For ikke at tale om at jeg forestiller mig jeg kommer til at gå i bridezilla-mode i dagene op til brylluppet, så det sidste jeg orker er nok at stå og bage kage mit i al stressen, haha.

Jeg drømmer selv om noget utraditionelt. Noget med fløjsbløde konsistenser, syrlige og eksotiske smage. Og gerne et rustikt look. Flere kager i forskelligt udseende men samme stil kunne også være gudesmukt på en kagebuffet. Lidt som kagerne på billederne her. De er i øvrigt lavet af den super dygtige konditor Torben Bang (yes ham med Cakenhagen i Tivoli), og jeg var så heldig at smage på dem for nogle måneder siden til et presseevent for Kähler.

Vi er så småt begyndt at undersøge markedet for bryllupskager. Jeg har en rimelig god idé om, hvem jeg kunne tænke mig skal lave vores bryllupskage. Heldigvis efter mine mange år i “branchen” har jeg lært nogle utroligt dygtige konditorer at kende, som jeg virkelig, virkelig beundrer. Og jeg har fået et møde på benene med en af dem her om et par uger, så vi kan brainstorme lidt.

Min kæreste og jeg har også været til bryllupsmesse og testsmagt bryllupskager. Det var en virkelig skuffende oplevelse. Uden at nævne navne, så forstår virkelig ikke hvordan nogle konditorier kan slippe af sted med at lave så tarvelige kager. Øv. En kage, og i særdeleshed en bryllupskage, kan være en oplevelse af helt magiske dimensioner. Det skal det være. Og man bør ikke stille sig tilfreds med andet.

Hele dette blogindlæg bærer nok en smule præg af at jeg er forvirret. Nogle gange tænker jeg bare “fuck det, vi skal da ikke have en bryllupskage”, meeeen så går der et par dage og så er der noget traditionshungrende i mig, der naturligvis ikke synes man kan holde et bryllup uden en bryllupskage.

Jeg vil vildt gerne høre fra jer, hvad I har af erfaringer med bryllupskager. Hvilke bryllupskager fik I til jeres egne bryllupper? Har I smagt bryllupskager der var helt fantastiske? Har I set utraditionelle bryllupskager der bare var gudesmukke? Og hvad mener I i det hele taget om alt det her med bryllupskager, er det et totalt no-go ikke at servere kage til et bryllup?

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (13)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Til vores bryllup bagte vi en vidunderlig Gateau Marcel med hjælp fra min svoger, som er kok. Vi bagte massere af den. Skær den ud i flotte snorlige stykker og arrangerede stykkerne på et kæmpe kagestativ i smedejern i flere niveauer.

    Det er vores yndlingskage. Det var smukt og enkelt og alle kunne spise så meget de orkede.

  2. Jeg skal selv giftes til sommer og her har vi besluttet at lave 10 flotte gule citron cheesecakes der pyntes med de samme elementer men på lidt forskellig vis. Jeg var til et brullup med mange forskellige bryllupskage men det var problematisk da alle ville smage den brudeparret skar af.

  3. Din forvirring er forståelig. Der er virkelig mange, der udnytter “bryllupslabel’et” og skruer prisen helt op. Jeg lavede heller ikke min egen bryllupskage, selvom folk lidt forventede det. Gad ikke have det ekstra pres på i dagene op til eller på selve dagen. Vi fik fra Kring Chokolade i Middelfart og den smagte skønt. Helt perfekt til dagen. Browniebund, mandelbund, jordbær og vanilje med hvidt chokoladebånd om hver kage. Jeg har dog lavet bryllupskage til et vennepars venner og det var sjovt at prøve. De var egentlig også ude efter noget utraditionelt, men endte med en ret traditionel kage, da de faldt for looket. De endte med at vælge en med nøddebunde, hvid chokoladecreme og blåbærmousse pyntet med hvid chokoladeganache og marcipanbånd farvet med blåbærstøv (deres temafarve var lilla).
    God jagt! Nyd jagten. Det lyder ganske lovende med konditoraftaler 🙂

  4. Din forvirring er forståelig. Der er virkelig mange, der udnytter “bryllupslabel’et” og skruer prisen helt op. Jeg lavede heller ikke min egen bryllupskage, selvom folk lidt forventede det. Gad ikke have det ekstra pres på i dagene op til eller på selve dagen. Vi fik fra Kring Chokolade i Middelfart og den smagte skønt. Helt perfekt til dagen. Browniebund, mandelbund, jordbær og vanilje med hvidt chokoladebånd om hver kage. Jeg har dog lavet bryllupskage til et vennepars venner og det var sjovt at prøve. De var egentlig også ude efter noget utraditionelt, men endte med en ret traditionel kage, da de faldt for looket. De endte med at vælge en med nøddebunde, hvid chokoladecreme og blåbærmousse pyntet med hvid chokoladeganache og marcipanbånd farvet med blåbærstøv (deres temafarve var lilla).
    God jagt til jer! Det lyder lovende med konditoraftaler 🙂

  5. Jeg har været til en del bryllupper på det sidste, og jeg må nok sige, at jeg var altermest skuffet til det bryllup, hvor der ikke blev serveret bryllupskage. Men jeg er også lidt en sucker for traditioner… Jeg elsker moussekager – særligt champagnemousse og bærmousser. Synes de er festlige og friske. Og så stemmer jeg for noget rustikt. Håber det kan hjælpe dig på vej!
    Hav et fantastisk bryllup!
    Knus

  6. Jeg skal giftes til august, og vi blev hurtigt enige om et ret utraditionelt bryllup på mange måder – også når det kommer til kagen. Vi blev også irriteret ved tanken om at betale så mange penge for en kage, som sikkert ikke ville være det værd. Vi har i stedet valgt at gå med kagebuffet. Mange forskellige lækre kager, hvor det fælles for dem er lækre, danske sommersmage, blandet andet jordbær og hyldeblomst, og farverne.
    Jeg kan virkelig godt forstå forvirringen, men det vigtigste synes jeg er, at gøre det som I! har lyst til ☺️

  7. Jeg skal giftes til august og vi blev ret hurtigt enige om et ret utraditionelt bryllup på mange måder – også når det kommer til kagen. Vi blev også irriterede over tanken om at betale så mange penge for en kage, som sikkert ikke ville blive det værd. Vi har i stedet valgt at gå med kagebuffet. Med alle mulige lækre kager; høj, lav, naked osv. Fælles for dem bliver nogle lækre danske sommersmage, som jordbær og hyldeblomst og flotte farver.
    Jeg kan 100% forstå din forvirring, men synes det vigtigst er at gøre der som I! har lyst til ☺️

  8. The struggle is real!!!! Vi er i samme båd som jer, skal giftes til september og vi har snakket bryllupskage de sidste 5-6 måneder, der har været snak om alt fra hjemmebag til store fancy købekager. Men i sidste ende ( for ja vi er endelig mået til enighed) blev vi enige om at smagen er det afgørende for os, den kan være nok så smuk at kigge på, men de fleste bryllupskager jeg har fået har været dødkedelige i smagen og ikke 70-100 kr per kuvert værd. Min forlovede storelsker cheesecakes og vi har derfor besluttet os for at bestille dem hos Bertels, da smagen altid er lige i skabet hos dem.
    Det er ikke gratis, men kan gøres betydelig billigere end klassisk bryllupskage. Vi er ret tilfredse med den løsning om at købe os til god smag, så vi samtidig slipper for stress ved selv at bage kagerne. Vi påtænker dog selv at købe lidt pynt til kagerne, evt nogle blomster som passer til den øvrige udsmykning på vores lokation.

    God jagt!! Mit bedste råd er at mærke efter hvad der føles godt for jer, wow effekt, smag, hjemmelavet eller noget helt fjerde?? Det er JER der skal være glade, ikke alle andres behov og forventninger der skal tilfredsstilles.

  9. Vi lavede vores selv Og havde blondiebunde, mørk chokolade ganache, skovbærmousse og masser af friske bær på toppen. Rimelig klassisk men frisk nok til en varm sommerdag.

    Jeg har fået alt fra cheesecake, jordbærtærte, cupcakes, ost (store runde oste som kage i 4 lag) og hindbærsnitter som bryllupskage.
    Personlig elsker jeg moussekager med en god balance mellem sødme og syre, skovbær er min yndlings men mango/passion og karamel er også blandt farvoritterne.

    Er der ting der kan kommes i en kage som minder jer om noget i har oplevet sammen? En drink fra en særlig ferie, æblerov i naboens have, friske jordbær fra en sommerdate? Måske det kan inspirere dig

  10. Traditionelle bryllupskager er oftest ikke en fantastisk smagsoplevelse, så jeg ville gå efter noget helt andet!
    Men jeg må dog også sige som gæste er det faktisk ikke nødvendigt med bryllupskage! Hellere noget godt drikkelse og snacks, og så droppe kagen! Meeeen jeg kan selvfølgelig godt forstå at det også er en beslutning at tage Hvis der holdes reception efter vielsen ville jeg dog nok holde fast i kagen 😉
    Blot lidt tanker herfra! Kage eller ej, så håber jeg i får en fantastisk dag!

  11. Har aldrig selv været gift, men ville helt sikkert også være i vildrede. Hælder helt sikkert også til det rustikke, kan ikke li’ fondant. Det er nogle skønne billeder og en pragtfuld stil. Kunne også selv falde for et overdådigt overflødighedshorn med små kransekagestykker, jordbær og macarons. Er dog også vild med små minikager/tærter……..men uanset hvad koster det mange penge for det ER et stort arbejde. Man kan sagtens holde bryllup helt uden bryllupskage. Det er op til brudeparret og bestemt ikke noget “must”. Ved ikke lige hvad det koster, men jeg kunne også forestille mig sådan et tårn af champagneglas hvor tjeneren starter med at hælde fra toppen være et alternativ………ja ideerne fejler ikke noget og det gør det ikke nemmere :)))

  12. Jeg var også virkelig meget i tvivl hvad vi skulle gøre til vores bryllup – især fordi jeg heller ikke ville bruge en formue på kagen og overvejede at gøre det selv for at spare penge. Jeg endte dog med samme konklusion som dig, at det ville være for stressende på et tidspunkt hvor vi havde meget andet at forberede. Vi endte med en ret traditionel bryllupskage fra Kjærs Kager som vi var vilde med. Den så ud lige som vi havde ønsket os og smagte fantastisk. Det var med syrlig solbærmousse, vaniljemousse og nøddebunde (virkelig lækre) og smør creme (ingen marcipan eller fondant – det er jeg slet ikke til). Vi gav 65 kroner per kuvert men bestilte til lidt færre end vi vidste der kom gæster og fik det lidt billigere på den måde (og der var rigeligt alligevel – vi havde et helt lag tilovers). Det var skønt ikke at skulle tænke på det overhovedet – den stod bare klar da vi dukkede op til receptionen.
    (Jeg har prøvet at sætte et billede ind af den men det kan man vist ikke)

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.