Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Inspiration til kagestyling #3: Blå og lilla blomsterfest

Denne kage blev til på en lidt anderledes måde end normalt. Jeg plejer for det meste at have en klar vision om, hvor jeg vil hen med en kage. Mine kager er som regel allerede skabt helt detaljeret i mine tanker – gerne bygget op over flere dages fantaseren – inden jeg går i gang med at lave dem. Men denne gang gik det altså til lidt anderledes.

Jeg er, som I måske har set i tidligere blogindlæg og på Instagram, begyndt at samle på krymmel. For tiden har jeg bare en ustyrlig kærlighed til flotte krymmelblandinger, som jeg elsker at købe, elsker at se på og elsker at pynte kager med. Min nyeste krymmelkærlighed (herfra) er en påfugleinspireret farveblanding, med det fantastiske navn “Attention to detail” i farverne er blå, grøn, turkis og lilla. En dag sad jeg med krymmelblandingen i hånden og beundrede de fine perler og fik idéen til at kreere en kage, der komplimenterede den i farverne.

Kagen består af fire vaniljebunde og helt almindelig smørfrosting, begge fra denne opskrift.

Fremgangsmåde
Du skal bruge:
Fire færdigbagte bunde
Frosting
Pastafarve (jeg bruger disse fra Wilton (reklamelink)) i farverne grøn, lilla og blå
Krymmel

  • Skær toppen af de færdigbagte (og helt afkølede) kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Placér den første kagebund på dit kagefad og fordel en klat frosting ovenpå. Placer næste bund ovenpå. Fordel en smule frosting på bunden og gentag med de resterende lag.
  • Brug lidt under halvdelen af frostingen til at smøre hele kagen op med et tyndt lag frosting på siderne og på toppen, et såkaldt “crumb coat”, der forsegler alle løse krummer, så man ikke kan se dem når kagen er færdig. Sørg for at der kommer frosting over det hele, og godt ind i eventuelle sprækker mellem de forskellige lag. Brug en stor palet/spatel til at glatte kagens sider til.
  • Stil kagen i køleskabet i 30 minutter, så frostingen stivner.
  • Find tre ekstra skåle frem og læg en spiseskefuld frosting i hver skål. Bland farve i skålene, så du har en skål med grøn frosting, en skål med blå frosting, en skål med lilla frosting og naturligvis også en stor skål med den resterende hvide frosting.
  • Tag kagen ud af køleskabet og smør den stramt op med resten af den hvide frosting. Fordel nu små “klatter” af de forskellige farver frosting rundt omkring på kagen, og glat det til sidst til med paletten. Dette trin har jeg filmet, så du kan se hvordan man gør. Du finder filmen på min Instagramprofil (@copenhagencakes) i story’en “How to”.
  • Drys lidt krymmel langs kagens bund, og tryk det let ind, så det sidder fast på kagen.
  • Stil kagen tilbage i køleskabet i minimum 30 minutter, så frostingen stivner.

Lilla glaze
2 spsk Marshmallow Fluff (kan købes i de fleste større supermarkeder)
2 tsk mælk
Lilla pastafarve (reklamelink)

  • Bland Mashmallow Fluff, mælk og pastafarve i en skål. Tilsæt mere mælk lidt ad gangen indtil du er tilfreds med konsistensen.
  • Hæld din glaze i en sprøjtepose og fordel glazen over kagen top og lad det rende ned ad kagens sider.

Final touch
Blomster
Krymmel

  • Pynt kagens top med blomster i matchende farver og drys en smule krymmel over kagen.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.