Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Ovnbagte donuts med hvid glace og guld

Har I hørt om termen “less is more”? Den gælder i hvert fald ikke når det kommer til kagedekoration, haha. Da jeg bagte disse donuts havde jeg en vision om at de skulle være helt enkle med hvid glaze og lidt gulddekoration. Jeg startede med striberne. Og så lidt guldperler. Det var ikke nok. Frem med guldstøvet. Og spiseligt glitter. Perlemorsperler. “For pokker”, tænkte jeg, “nu gik jeg over gevind”. Men da jeg trådte et skridt tilbage og kiggede på dem blev jeg faktisk helt glad. Nøj, hvor blev de bare smukke, og de var helt perfekt pyntede.

Så i dette tilfælde røg less is more ud til fordel for more is more.

Jeg er i øvrigt jeg vild med at bage donuts i ovnen. Faktisk har jeg aldrig prøvet at bage dem på den helt traditionelle friture-agtige måde. Jeg har ikke samlet mod til mig endnu. Men så er det heldigt at det fungerer så super godt med ovnbagte donuts. De smager skønt og jeg slipper for friture-os i hele køkkenet.

Man kan få mange foreskellige forme til at bage ovnbagte donuts. Jeg er selv fan af dem i silikone (jeg bruger disse* fra Silikomart), da jeg synes at donuts’ne kan have tendens til at sidde fast i almindelige metalforme.

Til at dekorere mine donuts har jeg brugt
Dr. Oetker guldperler
Dr. Oetker hvide perler
Rainbow Dust hvidt spiseligt glitter (herfra*)
Guldstøv
Guldglace fra Silikomart (herfra*)
*reklamelinks

Ingredienser (giver ca. 6-8 donuts)
150 g hvedemel
110 g sukker
1 1/4 tsk bagepulver
3/4 tsk salt
1,2 dl mælk
1 tsk citronsaft
1 æg
1 ½ spsk smeltet smør

  • Forvarm ovnen på 220 °C.
  • Smør dougnutformen grundigt eller spray med bagespray.
  • I en skål sigtes mel, sukker, bagepulver og salt.
  • Pisk ægget let i en anden skål.
  • I en tredje skål blandes mælk med citronsaft.
  • Tilsæt mælk, æg og det smeltede smør til melblandingen og rør indtil dejen er ensartet og fin i konsistensen.
  • Hæld dejen i doughnutformene. Hver hul skal max være halv fyldt – dejen hæver meget.
  • Bag nederst i ovnen i 4-6 minutter.

Hvid glace
½ bøtte (115 g) Marshmallow Fluff (kan købes i de fleste større supermarkeder)
30 g flormelis
1½ spsk mælk

  • Hæld Marshmallow Fluff og flormelis i en skål og rør det sammen. Tilsæt 1 spsk mælk og rør indtil glazen er glat og skinnende. Tilsæt mere mælk efter behov indtil konsistensen er god.
  • Hæld glasuren over de afkølede donuts.
  • Dekorer til sidst dine donuts med krymmel, glimmer og alt hvad du ellers har lyst til.

Om “reklamelinks”: Hvis du køber et produkt via et af mine links, så tjener jeg en (meget) lille kommission. Jeg linker kun til produkter jeg selv bruger og som jeg varmt kan anbefale. Du får stadig samme gode produkt til samme gode pris som hvis du købte den ad andre veje, men på denne måde får jeg lov at tjene en lille procentdel, hvilket er med til at støtte mit arbejde.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.