Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Lyserød ombre naked cake


Nogle gange har man brug for et ekstra skud med lyserødt i sin hverdag, ikke? Lige de sidste par uger har været alt for grå, kolde, regnfulde og bare rigtig januarsagtige. Med andre ord; for lidt fest og farver. Sådan har det i hvert fald været for mit vedkommende. Hvad med jer?

Der er nogle ting man selv kan gøre, for at hjælpe det gode humør på vej når hverdagen bare bliver for kedelig. I min verden handler det bl.a. om grin fra min baby, kys fra min kæreste og dans i stuen. Og så lige alt, hvad der er lyserødt. Okay, det lød rimelig teenageagtigt, men jeg er simpelthen ikke vokset fra min lyserøde fase. Og det håber jeg aldrig jeg gør!

Så denne weekend stod gav jeg mig selv lov til at lege med lyserødt i køkkenet. Og resultatet blev denne høje, rosa lagkage toppet med swirls og et lille drys krymmel. Kagen er slet ikke noget kæmpe projekt, den er faktisk super hurtig at bikse sammen. Så hvis du ligesom jeg får et skud glad energi af at bage, kan jeg i den grad anbefale denne kage som den bedste form for gråvejrsterapi.

Min lyserøde ombre naked cake består af vaniljebunde farvet i varierende grader af lyserød. Imellem kagebundene har jeg smurt et lille lag smørcreme, som jeg også har smurt kagen op med. Med andre ord er det en meget “basic” kage, med helt neutrale smage. Dermed ikke sagt, at den ikke er lækker. For det er den! Kagebundene er super luftige og har den dejligste “spongy” konsistens, og smørcremen tilføjer lige tilpas cremethed. Kagen kan bages som den er, eller bruges som udgangspunkt for andre smage, idet du nemt kan tilsætte smag til kagebundene, drysse hakket chokolade, bær eller smøre marmelade mellem lagene, eller tilsætte smag til smørcremen.

Jeg har faktisk bagt denne kage før, blot i en blå variation. Dengang dryssede jeg blåbær mellem lagene, og det gav i virkelig noget ekstra lækkert og syrligt til kagen.

Variationerne er faktisk uendelige, og hvis du bruger opskriften og sætter dit eget præg på smagene, så vil jeg vildt gerne høre hvad du fik lavet! Skriv gerne en kommentar med dine erfaringer i kommentarfeltet.

Udstyr
(reklamelinks)
For at få kagen høj og “tynd” bruger jeg disse nonstick springforme fra Patisse på 16 cm. Jeg har brugt springformene fra Patisse i mange år og har været yderst tilfreds med dem.
Jeg bruger disse pastafarver fra Wilton der er en meget koncentreret gel, der ikke “udvander” kagedejen, ligesom almindelige konditorfarver nemt gør.
Til at smøre kagen op med smørcremen bruger jeg spatler fra Wilton i forskellige størrelser (jeg har denne lille og denne store).
Til at sprøjte små fine swirls på kagens top har jeg brugt Wiltons tyl nr. 1B.

Om “reklamelinks”: Hvis du køber et produkt via et af mine links, så tjener jeg en (meget) lille kommission. Jeg linker kun til produkter jeg selv bruger og som jeg varmt kan anbefale. Du får stadig samme gode produkt til samme gode pris som hvis du købte den ad andre veje, men på denne måde får jeg lov at tjene en lille procentdel, hvilket er med til at støtte mit arbejde.

Lyserød ombre naked cake (8 personer)
Kagebunde
640 g hvedemel
5 ½ tsk bagepulver
170 g smør, stuetemperatur
400 g sukker
Korn fra 2 vaniljestænger
3 ¼ dl sødmælk
4 æggehvider
Lyserød pastafarve

  • Forvarm ovnen på 175 ºC (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd bunden af fire springforme (16 cm) med bagepapir, smør siderne, drys med mel, og bank det overskydende mel ud.
  • Sigt mel og bagepulver i en skål og stil skålen til siden.
  • Pisk smør, sukker og vaniljekorn sammen i en stor skål, indtil blandingen bliver lys og luftig.
  • Tilsæt melblanding og mælk skiftevis til skålen med smørblandingen mens der piskes. Fortsæt indtil alle ingredienser er samlet og dejen er fin og ensartet.
  • Pisk æggehviderne stive i en ny skål, og vend dem forsigtigt i dejen.
  • Fordel dejen ligeligt i fire skåle og tilsæt lidt blå farve til hver skål, således at farverne graduerer fra lys til mørk. Hæld dejene i fire springforme – én farve pr. springform. Hvis vil være præcis kan du bruge en køkkenvægt og hælde ca. 400 g dej i hver form.
  • Stil springformene i ovnen og bag i 35-40 minutter eller indtil du kan stikke en pind i kagebundene uden der hænger dej ved.

Frosting
400 g smør, stuetemperatur
400 g flormelis
1-2 spsk piskefløde
Lyserød pastafarve

  • Hæld alt smørret i en røremaskine og pisk det godt igennem i 3-5 minutter. Smørret skal blive helt lyst og luftigt.
  • Tilsæt flormelis en spiseske ad gangen mens maskinen pisker ved mellem hastighed.
  • Når al flormelis er tilsat skrues op på høj hastighed, og frostingen piskes igennem i 3-5 minutter indtil det er nærmest hvidt og meget ”fluffy”. Tilsæt undervejs piskefløden og pisk det godt ind i frostingen.
  • Tilsæt en lille smule lyserød pastafarve og pisk igennem indtil farven er godt fordelt. Tilsæt evt. mere pastafarve efter behov.

Kagen samles
Krymmel
til dekoration (reklamelink)

  • Skær toppen af de færdigbagte (og helt afkølede) kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Placér den mørkeste kagebund på dit kagefad og fordel en klat frosting ovenpå. Placer næste bund (den næstmørkeste) ovenpå. Fordel en smule frosting på bunden og gentag med de resterende lag.
  • Smør hele kagen op med et tyndt lag frosting. Sørg for at der kommer frosting over det hele, og godt ind i eventuelle sprækker mellem de forskellige lag. Brug en stor palet/spatel til at glatte kagens sider til, så det “nøgne” look fås.
  • Hæld den resterende frosting i en sprøjtepose med en stjernetyl (jeg har brugt Wiltons 1B) og sprøjt små “swirls” på toppen af kagen.
  • Drys til sidst med krymmel og stil kagen på køl indtil den skal serveres.
copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (2)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

    1. Tusind tak! Sikke et dejligt kompliment 🙂 Desværre sælger jeg ikke kager – men mon ikke I kan finde en endnu dygtigere konditor til at lave den fineste bryllupskage 🙂

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.