Kære 2017, wow du var vild!

Årsskiftet har indfundet sig, og jeg har haft et par dages ro uden skærmtid. Det er sådan lidt en skør “limbofase” man går igennem mellem jul og nytår (inkl. 1. januar) hvor dagene går uden man egentlig ved hvilken ugedag det er. Det er sgu dejligt, med sådan nogle dage. Nattøj på hele dagen, ingen makeup, ingen giver en fløjtende fis for hvad der står i kalenderen (for man har alligevel ikke nogle aftaler). Skønt!
Nu er det blevet hverdag igen, og det er tid til at tage arbejdskasketten på og byde 2018 velkommen. I samme omgang synes jeg også det er på tide at gøre status over det forgange år.
At skrive blogindlæg af den mere personlige slags er stadig ret nyt for mig, men jeg begynder langsomt at finde min egen stil og kan godt lide at åbne op for nogle lidt andre emner, jeg vil dele med jer. Jeg kan se, både i bloggens statistikker samt i jeres respons i form af kommentarer, at denne type blogindlæg har stor interesse blandt jer. Det er både super fedt og også ret vildt, så jeg prøver stille og roligt i mit eget tempo at tage jer med om bag kulisserne, så I kan få et indblik i hvordan det er at være mig, og hvad der sker i mit hoved og i min hverdag, når det ikke lige handler om kager.

2017 har været et sindssygt år. Det har været den vildeste rutschebanetur. Jeg har været høj på lykke, men også helt nede og skrabe bunden, der hvor man var i tvivl om man nogensinde kom op igen. Det har naturligvis alt at gøre med, at 2017 var året hvor vi blev forældre. Jeg vidste og forventede, at det ville vende alt på hovedet. Men jeg tror ikke jeg havde set komme, hvor voldsomt det ville blive og hvor lang tid jeg skulle bruge på at bearbejde den nye tilværelse. Pludselig stod vi med et lille smukt menneske i armene, som hele verden centrerede sig om. Nat og dag. Hun var afhængig af os, og alt andet kom i anden række. Vores lille Selma tog pusten fra os og vi lærte langsomt hinanden at kende, og med det lærte vi også os selv at kende på ny. Nu er Selma blevet 8 måneder, og vi er et sted hvor vi nærmest kan kalde os en “familie i harmoni”. De sidste 8 måneder er fløjet af sted, og det at være forældre til Selma har været det vildeste, det hårdeste og det mest frustrerende, vi nogensinde har prøvet. Men det har også været det lykkeligste, det sjoveste, det mest fantastiske og det mest spændende. Hver dag sker der noget nyt. Bogstavelig talt. I morges kravlede hun sgu. I går lå hun på sin mave og spjættede, og kom ingen vegne. Og så i morges, der fes hun over stuegulvet og rejste sig op af sofabordet. Er #stoptiden en kliché at komme med nu?

Hvorom alting er, så får I her en lille billeddagbog over mit 2017. I super opsummeret form, naturligvis. Hvad er de største ting der er sket, både arbejdsmæssigt og privat? Hvad var hårdt? Hvad var fedt, og hvad må jeg gerne klappe mig selv på skulderen for?

I 2017…

… var jeg 14 dage på Mauritius. Med en 7-måneders gravid mave på! Det var en enormt lækker rejse, og det var skønt at komme af sted med min kæreste en sidste gang inden babys ankomst.

… blev vi forældre. Wow! Alting blev nyt, men samtidig var alting præcis som det skulle være. Med Selmas ankomst gik vi fra at være kærester til at være en lille familie. Selma tog os med storm, og nu føles det som om hun altid har været her, og en hverdag uden hende er fuldstændig utænkelig.

… sagde jeg mit job op og blev fuldtidsselvstændig. Gisp! Jeg fik kontorplads i Andedammen – et kontorfællesskab med en håndfuld andre fuldtidsbloggere der både er super gode sparringspartnere og dejlige venner.
Hele dette karriereskift skrev jeg mit “første rigtige” personlige indlæg om her. Jeg gik fra trygge rammer og en fast god månedsløn til…. Ja, til noget enormt udefinerbart og usikker indtægt. Det er simpelthen det bedste jeg længe har gjort for mig selv, men det er også det hårdeste i verden. Jeg tænker enormt meget over økonomi, hele tiden. Min kæreste er på barsel, vi har et bryllup på vej der kommer til at koste lidt og en lejlighed der står til at skulle udvides. Og pt er det min løn der skal kunne bære det hjem, for kærestens barselsdagpenge er sgu ikke noget at råbe hurra for. Nogle måneder har været rigtig røvede, indtægtsmæssigt, for at være ærlig. Og så har andre måneder været virkelig fantastiske. Forhåbentlig vil der komme flere af de gode måneder og færre af de dårlige, efterhånden som min selvstændige virksomhed får lov at etablere sig.

… var bloggens mest læste indlæg STADIG min opskrift på denne rustikke og enkle bryllupskage med chokoladeganache og hindbærmousse. Opskriften er helt tilbage fra 2013, haha. Mon 2018 bliver året hvor jeg får lavet en ny kage der kan toppe den?

… fik jeg stress. Ja, nu kommer vi til et af de emner der gør lidt mere ondt. Årsagsforklaringen og forløbet op til stresskonstateringen er lang og snørklet. Men det korte af det lange er, at jeg ikke fungerede på to timers daglig søvn. At jeg var alt for presset af en baby med kolik. At vi havde et par måneder, lige da Selma var spæd, med faldstammerenoveringer i ejendommen, så der var intet vand (hverken bad, toilet og håndvask) og fremmede håndværkere i lejligheden fra kl. 06.30 om morgenen hver dag i to måneder. At jeg på trods af håndværkerne nærmest ikke kom ud af lejligheden, fordi det var håbløst at gå barnevognsture med en kolikbaby, og endnu mere håbløst at forsøge at tage hende med ud på besøg andre steder. Just to name a few…
I lang tid havde jeg hovedpine og ondt i maven døgnet rundt. Jeg kunne ikke sove – heller ikke om natten når Selma endelig sov. Jeg glemte alt – kunne gå i Fakta og for det første glemme indkøbssedlen jeg lige havde skrevet, glemme mobilen så jeg ikke kunne ringe hjem, fuldstændig glemme bare tilnærmelsesvist hvad jeg gik ned for at handle, og glemme nøglerne så jeg ikke kunne låse mig selv ind igen når jeg kom hjem. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse en tekst eller skrive en mail. Når jeg endelig skrev en mail var der 10.000 stavefejl og ufuldstændige sætninger. Det var bare nogle af symptomerne jeg lige kan huske nu på stående fod. Det gik for alvor op for mig at den var helt gal en dag hvor nogen spurgte mig hvad min datter hed, og jeg vitterligt ikke kunne huske det… Av…
Jeg bearbejder stadig den periode, da jeg kan mærke den har sat dybe ar i mig. Jeg er ikke uovervindelig. Tvært imod. Jeg kan sagtens pilles fra hinanden og give op. Men jeg er over det nu, og jeg forsøger at komme op i gear. Vel vidende, selvfølgelig, at jeg skal passe på mig selv, for stress rammer ikke kun mig selv, men også mine nærmeste som skal leve med mig.

… fik vi lavet køkken. Jeg skrev undervejs en køkkenføljeton (læs del 1 her og del 2 her) hvor jeg nedfældede alt fra indledende tanker til budget, overvejelser i købsprocessen m.m. Køkkenføljetonens del 3 lader stadig vente på sig, for believe it or not, så er vi faktisk ikke færdige endnu. SUUUUK! Jeg skal lige love for, at når jeg for sjov kalder noget for et “evighedsprojekt”, så ender det også med at være det.
Hvad man ikke kan se på billedet til højre er, at jeg i mellemtiden har fået sat fliser op på væggene, og det kommer der et helt indlæg om. Derudover er der naturligvis kommet bordplade, vask + armatur og trægulv. Med andre ord er vores køkken nu fuldt funktionelt. Det vi egentlig mangler er et ekstra skab på en væg man ikke kan se på billedet, og så mangler vi noget elektricitet i et enkelt stik. Det bliver så godt!

… udkom min kogebog i Sydkorea. Altså på koreansk. Hvor vildt er det lige?!? Selvom jeg godt kunne have ønsket mig det, så medførte det desværre ikke en pressetur til Sydkorea, haha. Det må blive i mit næste liv. Eller ved næste bog, hvem ved 😉

… havde jeg min første rigtige arbejdsopgave i udlandet, nemlig i Paris, hvor jeg i samarbejde med Bosch stod i et showkøkken og fortalte om danske juleretter og -desserter mens jeg lavede mad. Det kan du læse mere om her.
Jeg har i forbindelse med mit blogarbejde været på udlandsture en del gange, men det har altid været presseture hvor jeg har haft opgaver af mere journalistisk art. Denne tur til Paris var en benhård arbejdstur med knokleri fra morgen til aften. Det var faktisk skide hårdt, men også helt vildt sjovt. Når jeg kom hjem om aftenen og smed mig i sofaen med hævede fødder, ben der dunkede, en ryg der gjorde ondt og en stemme der var hæs, så tænkte jeg over at jeg aldrig har været gladere.

Jeg laver det jeg elsker, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Jeg er klar over, at jeg er meget priviligeret fordi jeg kan leve af at blogge, at udvikle opskrifter, at tage billeder, at holde foredrag og alt det indimellem. Min økonomi derimod er noget rod, men den skal lige have tid til at etablere sig selv. Jeg har i hvert fald tiltro til at det nok skal gå.

Jeg bliver helt sikkert aldrig millionær eller det der ligner. Men det kan være fløjtende ligegyldigt, for der kommer mad på bordet og tøj på kroppen. Og jeg kan selv bestemme når jeg vil tage en hjemmedag med min lille Selma og kæreste, der er på barsel. Det ville jeg ikke bytte for en million.

Tusind tak fordi I læser med <3

2 tanker om "Kære 2017, wow du var vild!"

  1. Sally

    Hej Cecilia,
    Det er dejligt at følge med på din blog og dit liv.
    Dine kager og generelt dine opskrifter er dejlige og bliver brugt ofte.
    Både du og din dejlige familie ønskes al held og lykke i 2018 ❤️

    Svar
    1. Cecilia - Copenhagen Cakes Forfatter

      Hej Sally
      Tusind tak for din glade kommentar <3 Det glæder mig at høre at du er glad for mine opskrift, det er simpelthen så dejligt!
      Du ønskes også et fantastisk 2018!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *