Kransekageflødeboller

Nu er nytårsaften vitterligt LIGE rundt om hjørnet, så derfor deler jeg i dag endnu en sød nytårsoplagt opskrift. Denne gang har jeg hevet fat i en af mine yndlingslækkerier; flødeboller! De er kommet i nytårsklæder med en bund af kransekage og selvfølgelig lidt ekstra bling i form af guld på toppen.

Det er IKKE tricky eller specielt svært at lave flødeboller, så lad dig nu ikke afskrække. Men når det er sagt, så ER det tricky at temperere chokolade. Det synes jeg i hvert fald, selvom jeg har gjort det en milliard gange. Denne gang lykkedes det altså heller ikke for mig, for mit nye termometer gik i stykker efter jeg havde lavet marengsen (NOGEN kom til at lægge det i vasken så det fik sig et ordentligt vandbad hele vejen ind i batterisystemet). Så jeg tog tempereringen på gefühl, og det gik altså ikke helt optimalt.

Det kræver en lille smule udstyr at lave flødeboller, men du kan altså også sagtens lave det selvom du ikke har det hele. Som minimum skal du dog have en sprøjtepose til at sprøjte marengsen. Stjernetyl til kransekagebundene kan du sagtens undvære, du kan i stedet blot rulle kransekagemassen ud og udstikke runde bunde med f.eks. et glas.
Jeg har brugt følgende udstyr:
– Stor stjernetyl til kransekagebundene
– Kraftig sprøjtepose til krasekagemassen (nogle plasticsprøjtepose kan gå i stykker når man har at gøre med så tykke masser)
– Rund tyl til marengsen
– Sprøjtepose til marengsen
– Termometer

Vil du i øvrigt give dig i kast med at lave kransekagen selv, så har jeg en opskrift og god vejledning til verdens lækreste kransekage her.

OPSKRIFT (giver ca. 25-30 miniflødeboller)

Kransekagebunde
100 g sukker
1½  past. æggehvider
500 g ren rå marcipan

  • Forvarm ovnen på 190 °C.
  • Ælt alle ingredienserne sammen og fyld dejen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl.
  • Sprøjt små bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 10 minutter eller indtil de bliver gyldne.
  • Tag kransekagebundene ud og lad dem køle helt af.

Ca. 20 mini-flødeboller
60 g vand
150 g sukker
80 g glukosesirup
Korn fra 1 stang vanilje
100 g past. æggehvider
2 spsk sukker
300 g mørk chokolade

  • Hæld vand, sukker, glukose og vaniljekorn i en gryde og kog det op uden låg til det har en temperatur på 117 grader (det tager ca. 20 min).
  • Pisk æggehviderne næsten stive med 2 spsk sukker.
  • Hæld sukkermassen langsomt over i æggehvidemassen under piskning. Pisk videre i ca. 8 minutter mens marengsen tyknes og samtidig køler af. Stop når den ønskede konsistens er opnået.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose med en rund stjernetyl og sprøjt den på bundene. Stil flødebollerne i køleskabet i en time. 
  • Temperer chokoladen (find vejledning her) og dyp flødebollerne deri. Du kan også hælde chokoladen over flødebollerne hvis du synes det er nemmest.

 

En tanke om "Kransekageflødeboller"

  1. Anne

    Uhmmmmm de lyder lækre! Tror dog ikke jeg tør kaste mig ud i dem til nytår, da jeg aldrig har prøvet kræfter med flødeboller før. Men måske til vores barnedåb til foråret, så kan jeg lige nå en prøve-omgang inden
    Tak for en god Blog med masser af lækre opskrifter og godt nytår!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *