Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Update: Hvordan gik vores ikke-jul så?

Inden jeg gik på julepause skrev jeg et lidt personligt indlæg om, hvorfor vi havde valgt ikke at fejre jul i år (læs her). Jeg fik så meget positiv respons, både her og på Instagram, at jeg blev helt seriøst rørt af det. I var så mange der kom med opmuntrende ord, gav skulderklap og sendte støttende hilsner. Og så var I i øvrigt også mange der tilkendegav, at I havde det præcis på samme måde. At I også følte jer overvældet af julestress, familiepress og gamle traditioner. Og så var I mange der skrev, at I simpelthen havde meldt fra i den ene eller den anden grad. Nogle af jer holdt kun jul med den nærmeste familie, nogle holdt slet ikke jul længere, og andre rejste til varmere himmelstrøg over julen.
Der er lige så mange løsninger på jule-overload som der er mennesker, og jeg er simpelthen så glad for at jeg har fået øjnene op for, at vi faktisk er mange, der ikke orker det der jul. Man er ikke mærkelig, sur, asocial eller julehader bare fordi man ikke rigtig orker julen. Det er fanme i orden. Vi er voksne mennesker, vi skal have lov til at synes at nisser ikke er cute. Vi skal også have lov til ikke at pynte hele lejligheden op med gran. Og vi skal have lov til at spise god mad for os selv, tænde for Netflix og nyde et glas vin – også selvom kalenderen siger d. 24/12. Ahmen lyder det ikke helt åndssvagt, når man egentlig tænker nærmere over det?

D. 24. december var vi kun os tre hjemme hele dagen. Det var regnvejr, så planen om en god gåtur på Amager Fælled gik desværre i vasken. I stedet tilbragte vi dagen på legetæppet i stuen mens jeg gik frem og tilbage til køkkenet for at lave mad. Jeg forstår i øvrigt virkelig ikke hvordan det kan tage EN HEL DAG at lave fem komponenter til aftensmaden (okay, seks med risalamande).
Maden blev fuldstændig fænomenal, og jeg er sindssygt stolt over at JEG – der virkelig er elendig i det salte køkken – kunne præstere en julemenu der var så lækker. Rødkålen var lavet fra bunden, brunede kartofler naturligvis også fra bunden – ikke de der købekartofler fra glas, flæskestegen var saftig med sprøde svær, anden mør og tilpas rosa og sovsen så tyk at den nærmest kunne skæres, haha. Til gengæld ved jeg ikke helt hvad der gik galt med risalamanden, men den blev sgu ikke som jeg havde forventet. Jeg kan ikke lige sætte en finger på hvad der gik galt, for jeg lavede den som jeg altid har gjort det, men den smagte bare ikke som den skulle. Anyway, det var jeg ligeglad med for jeg var fuldstændig færdig ovenpå det lækre måltid.

Efter vi havde spist fik flæskestegs-beskidte Selma et bad og blev lagt til at sove, og Patrick og jeg sluttede aftenen af i sofaen med de sidste afsnit af The Knick på Netflix (sindssygt god serie i øvrigt) med et par glas vin.

Det var en helt perfekt dag. Det var en søndag som enhver anden søndag, blot med lidt bedre mad. Og det var præcis sådan det skulle være.

Hvordan vores juleaftener bliver fremover vil tiden vise. Der var en læser der kommenterede på mit tidligere blogindlæg, at ZOO har åbent juleaften, så der kunne jeg virkelig godt forestille mig at vi tager Selma med hen når hun er blevet stor nok til det. Det kunne da være så hyggeligt!

Jeg kunne måske godt tænke mig selv at lægge hus til juleaften og invitere familien herhjem til en utraditionel jul på vores vilkår, hvor det mere kommer til at handle om godt selskab og god mad, end det kommer til at handle om fokus på gaver, pakkeleg, juletræ osv.

Og så er jeg i øvrigt slet ikke afvisende overfor at julestemningen kommer til at indfinde sig i takt med at Selma bliver ældre. Det må tiden vise. Det vigtigste er bare her og nu, at vi har det enormt skønt sammen i vores lille familie, og vi gør det, der er rigtigt for os <3

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentar (1)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Det lyder som en virkelig hyggelig aften, I har haft jer. Jeg er heller ikke så god til jul, og det er virkelig dejligt, at man ikke nødvendigvis skal føle sig tvunget til at holde den, selvom det kan være svært at sige fra. Virkelig sejt at I fulgte jeres mavefornemmelse. Efter julen i år har jeg besluttet mig for, at næste år tager jeg ud og rejser i julen, det virker som det rigtige for mig 🙂

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.