Når danske juleopskrifter hitter i Paris

Reklame for Bosch

Det er ikke altid nemt at svare kort og præcist, når folk spørger mig hvad jeg laver. Jeg plejer at sige, at jeg udvikler opskrifter. Og med afsæt i dette laver jeg rigtig mange forskellige opgaver, der spænder lige fra disse blogindlæg til opskrifter i magasiner, produkttests, styling og fotoopgaver, foredrag, madshows og events. Ja, og så lidt mere end det.

I sidste uge var jeg på en opgave af den lidt atypiske, men enormt spændende slags. Det er nemlig sådan, at det store flotte storcenter BHV Marais i Paris hele December har fokus på dansk jul, og i den forbindelse har centret skruet op for salg af dansk design, danske kogebøger, dansk mode osv.
I den forbindelse blev jeg ringet op af det franske Bosch-kontor der ville have mig til Paris for at lave danske juleopskrifter. I et showkøkken. Midt i julehandlen. SELVFØLGELIG var jeg på!

Jeg hoppede på et fly og tog af sted med mine allerbedste opskrifter i tasken. Det var lidt af en udfordring af få logistik og indkøbslister til at gå op, for mange af de ingredienser vi tager helt for givet i danske supermarkeder er åbenbart fuldstændig umulige at skaffe i Paris. Allehånde, stjerneanis og sågår noget så almindeligt som piskefløde og gær, var åbenbart ikke sådan liiiige til at få fingrene i.

Sammen med søde og dygtige franske Stéphanie fra bloggen Pomverte stod jeg i BHV’s showkøkken fra tidlig morgen til sen aften. Menuen stod på kanelsnegle (fra denne opskrift), æbleskiver (fra denne opskrift, dog af den almindelige slags uden Nutella), to slags smørrebrød, to slags gløgg, rugbrød og naturligvis også klassikeren over dem alle; risalamande. Alle opskrifterne blev kreeret på Bosch’s arsenal af forskellige køkkenmaskiner, og det gik virkelig over al forventning. Både eksekveringen såvel som modtagelsen blev en kæmpe succes.

Der var endda også et filmhold til stede for at dokumentere dagen, og det er der kommet denne flotte video ud af.

Det kom virkelig bag på mig, at mine opskrifter vakte så meget begejstring blandt alle de forbipasserende. Altså okay, jeg VED at æbleskiverne er fantastiske, og jeg VED at kanelsneglene er to die for. Men hvad synes franskmænd om rugbrød, gløgg og smørrebrød? De ELSKEDE det! Alle smagsprøver blev revet væk hurtigere end vi kunne nå at kreere nye. Og jeg fik mig simpelthen så mange hyggelige snakke med forbipasserende – jeg skal love for at mit skolefranske kom på prøve haha. Det var simpelthen så hyggeligt!

Det var en lang og hård dag, men NØJ hvor elsker jeg bare mit arbejde ovenpå sådan nogle oplevelser.

2 tanker om "Når danske juleopskrifter hitter i Paris"

  1. Tina KH

    Det må være så dejligt med dine evner og de forgyldte øjeblikke du får:-)
    Tænk at være så god som dig, det gad jeg godt. Jeg elsker at bage, men er ingen ørn, ville gerne lære nogle taktikker, metoder, trick 🙂
    Dejlige billeder af effektive dygtige du med dit skolefranske:-)

    Og lige snart ønskes du er dejlig jul med julefred og stemning.

    Svar
  2. Conny Laursen

    Sikken en oplevelse. Jeg kan godt forstå, de var vilde med alle dine kanelsnegle, æbleskiver, rugbrød m.m, det er fantastiske lækre opskrifter du tryller frem. Glædelig Jul.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *