Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Kagerne fra Selmas kagebord #3: Mazarinkage med ribs og hvid chokoladeganache

Så skal jeg da love for, at der lige gik lidt tid inden jeg fik hevet kagebuffetføljetonen frem igen. Men jeg har ikke glemt den, så her kommer part tre (ud af fem) hvor jeg deler opskrifterne fra det store kagebord, som jeg havde fremtryllet til vores lille Selmas fest.

Denne gang er det tid til en af de mere enkle kager, nemlig de gudeskønne mazarinkager med ribs. Når jeg skriver, at de er enkle, så mener jeg bare, at de er ret ligetil i både udformning og udseende. Men helt ærligt, så skal man ikke skue hunden på hårene, for disse små mazarinhapsere er virkelig bare noget af det lækreste!

Vil du have fingrene i de to andre offentliggjorte opskrifter fra festen, så klik her,hvis du er interesseret i de små fine tarte au citrons eller her, hvis du lyster efter kokostoppe.
Jeg har i øvrigt også delt skabelonen på mine hjemmelavede festinvitationer, som du gratis kan downloade her.

Det gode ved denne mazarinkage er, at grundopskriften kan varieres udi det uendelige. Du kan tilsætte chokolade, citrus, passionsfrugt og/eller alverdens bær. Toppingen kan du også lege med lige så tosset som du har lyst til. Her har jeg lavet ganache af hvid chokolade, men ellers bliver det også super lækkert med mørk chokoladeganache, creamcheese-frosting eller noget helt fjerde.

Nu ikke mere snak, her får I opskriften:

Mazarinkage med ribs (1 bradepande/60 små kvadrater)
400 g ribs
200 g rørsukker
Korn fra 2 stænger Bourbon vanilje eller 4 alm. vaniljestænger
500 g smør, stuetemperatur
500 g sukker
500 g marcipan
8 æg
200 g mel

  • Forvarm ovnen på 175 °C.
  • Skyl ribs. Hæld dem i en skål og hæld rørsukker og vaniljekorn over. Vend det hele rundt indtil sukkeret og vaniljen er fordelt godt. Stil skålen til side.
  • I en anden skål piskes smør og sukker lyst og luftigt ved høj hastighed.
  • Riv marcipanen ned i smør- og sukkerblandingen og rør rundt.
  • Tilsæt æggene under piskning.
  • Tilsæt til sidst melet, og rør rundt indtil dejen er ensartet.
  • Beklæd en bradepande med bagepapir og hæld dejen deri. Drys ribsene ud over dejen.
  • Bag kagen i ovnen i ca. 20 minutter indtil en bliver let gylden på toppen. Tag kagen ud og lad den køle fuldstændig af.

Hvid chokoladeganache
150 g hvid chokolade
0,5 L piskefløde
Skal fra 2 øko citroner
Kagepynt: Frysetørret solbærpulver

  • Hak chokoladen groft og hæld det i en skål.
  • Varm fløden langsomt i en gryde ved medium varme indtil der begynder at dannes små bobler i grydens sider. Fløden må ikke koge.
  • Tag gryden af varmen med det samme når den er varm nok, og hæld det over den hakkede hvide chokolade. Lad det stå i fem minutter og rør derefter blandingen igennem så den hvide chokolade smelter fuldstændig.
  • Beklæd skålen med husholdningsfilm så filmen lægges ovenpå chokoladeganachen og trykkes tæt opad skålens indersider, så der ikke dannes kondens.
  • Stil skålen i køleskabet i 6 timer eller natten over.
  • Når kagen skal pyntes tages skålen ud af køleskabet og ganachen piskes hurtigt igennem med en elmikser så den bliver let og luftig.
  • Fyld ganachen på en sprøjtepose med rund tyl og sprøjt små toppe på kagestykkerne.
  • Drys til sidst med frysetørret solbærpulver.

 

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (3)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. These look absolutely delicious! Could you tell me what “ribs” are? When I “google translate” the page, that word doesn’t translate, but I’m very interested in trying out this recipe! Thank you 🙂

    1. Hi Kaylee
      Thank you so much! Ribs are redcurrants 🙂
      Good luck with trying out the recipe – I hope you’ll love it!

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.