De nemmeste og lækreste varme hveder til Store Bededag

Før jeg kommer til hvederne vil jeg komme med en indrømmelse: Jeg har, indtil i går, ALDRIG smagt hveder før. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men i min familie har vi aldrig rigtig gået så meget op i sæson-/helligdagsbetonet mad og bagværk. For eksempel har jeg heller aldrig smagt fastelavnsboller før i år, vi har ikke holdt påskefrokoster, der bliver ikke bagt/medbragt kransekage til festlige lejligheder osv. Sådan nogle ting som jeg kan forstå, er fast tradition hos rigtig mange danske familier. Det er først her som voksen at jeg faktisk har opdaget, hvor meget sådan nogle traditionsbetingede middage og madretter fylder hos andre familier, og det er næsten som om en helt ny verden har åbnet sig for mig.

Da jeg i går så sagde til min kæreste, at jeg havde sat mig for at bage hveder, blev han rimelig overrasket. Hans indtryk var ellers, at jeg hadede alt der havde med madtraditioner at gøre. Had er måske nok et stærkt ord, MEN jeg kan nu heller ikke se mig selv blive typen der går op i sådan noget.
Når det er sagt, så er jeg selvfølgelig VILD med lyse, luftige, kardemommeduftende boller. Endnu bedre bliver de, når de (mens de stadig er lune) får et godt lag smør. Det får mig til at tænke på dengang i 90’erne hvor man spiste ristede krydderboller til morgenmad. SÅ godt, men SÅ forbudt efter nutidens helsestandarder.

Copenhagen-cakes-varme-hveder-paa-store-bededag-3

Således gik det altså til, at min første bagetur i køkkenet efter baby Selmas ankomst resulterede i syndige og lækre hveder. Bebs røg en tur i strækviklen, som jeg er kæææmpe fan af. Hun falder seriøst i søvn det sekund jeg sætter hende i den, og det er SÅ rart for mig at have begge hænder fri til at kunne arbejde. Og så er det jo altså enormt hyggeligt at have en sovende og dejlig varm baby hængende på maven 🙂

Opskriften på de lækresmækre hveder vil jeg ikke tage credit for. Den er nemlig hentet hos Meyers, som efter min erfaring har nogle geniale og idiotsikre opskrifter, der virker hver gang. I kan finde hvedeopskriften lige her.

Lidt kommentarer til opskriften:
Jeg hældte først gær, vand, mælk og æg i skålen, og piskede det sammen med et piskeris. Så skiftede jeg piskeriset ud med en dejkrog og tilsatte de resterende ingredienser.
Nogle mener, at 10 g kardemomme er lige i overkanten, men der er jeg helt i den anden grøft. Kardemomme er mit absolutte yndlingskrydderi, og jeg kan slet ikke få nok. Så vurder selv, hvor vild du er med kardemomme, før du tilsætter det. Du kan sagtens bruge mere eller mindre end de 10 g.
Mine hveder skulle hæve i tre timer før de var store nok – men det kan også have været fordi at der lige var køligt nok i det rum, hvor jeg havde stillet dem til hævning.

Ønsker jer alle god fornøjelse med bagning og rigtig glædelig hvededag <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *