Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Den store test af alkoholfri glögg

Der er én ting, jeg har cravet fuldstændigt sindssygt meget her i december: Glögg! Den varme krydrede juledrik er nok én af mine favoritting ved december måned, og jeg synes det er så unfair at jeg som gravid er nødt til at gå i en lang bue udenom. Især når alle mine yndlingscaféer og eftermiddagshængud-steder dufter langt væk af glögg og julehygge når jeg endelig kommer forbi. Tarveligt, siger jeg bare!

Efter en ret imponerende rundspørge på Copenhagen Cakes’ Facebookside viste det sig, at I var helt sikre på at der rent faktisk fandtes nogenlunde ordentlig alkoholfri glögg derude i Supermarkederne. Og det måtte jeg selvfølgelig lade komme an på en prøve!
Jeg har ledt vidt og bredt, og er endt med at finde fem forskellige glöggeksemplarer, som jeg hjembragte til test. Jeg har valgt at teste færdigblandede glöggvarianter, selvom det garanteret ville være mere spændende (og give et større testudvalg) hvis jeg også medtog glöggekstrakter o.lign. produkter, der skal blandes med f.eks. tranebærjuice eller æblejuice.

Lad mig starte med at sige, at testen skuffede mig. Jeg må nok indse, at det ikke er muligt at finde en alkoholfri glögg, der minder om “ægte” glögg. Når det er sagt, så har det alligevel været rigtig spændende at teste. Nogle af glöggvarianterne smager så meget af saftevand og så lidt af julekrydderier, at de nærmest er en skændsel for julen. Og så er der lige et par, der skiller sig ud ved at være en anelse mere glöggautentiske.

Jeg (og mit gløggtesterpanel) har bedømt ved at uddele 1-5 points, hvor et 5-tal gives når følelsen af ægte gløgg indtræffer, og et 1-tal gives for den ualmindelig ærgerlige præstation.

Saturnus Alkoholfri Børnegløgg (Bilka)
Saturnus praler selv af at være et svensk familieejet foretagende med mere end 100 års erfaring i at lave glögg. Det lover godt, så vi er spændte på at smage.
Første tanke er at duften er god, men ikke så kraftig.
Konsistensen er blød og cremet, måske en anelse klistret. Farven er pæn. Glöggen smager umiddelbart godt, men mest af saft og ikke meget af krydderi. Smagen er nærmere hen ad en stærk, ufortyndet saftevand. Denne glögg er garanteret meget børnevenlig, for den er ENORMT sød. Den skal dog have et lille klap på skulderen fordi den kommer i en pæn nærmest “ægte gløgg”-lignende flaske. Ingredienslisten afslører kun aromaer og koncentrater, hvilket desværre ikke trækker op.
Ægte glöggsmag: 2,5
Krydderi: 2
Duft: 3
Julestemning: 3
All over: 3

IKEA Glögg Saftglögg
Glögg fra moderlandet! Endnu en svensk glöggproducent – det kan da ikke gå galt?
IKEAs glögg dufter af solbærsaftevand, og første smagsindtryk er at den er enormt sød og klistret. På trods af det føles den lidt tynd. Der er ikke meget krydderi at komme efter, men det er dog til at smage. Eftersmagen er ret syrlig, hvilket faktisk klæder den. Det trækker lidt ned at ingredienslisten afslører at der ikke rigtig er noget “ægte” i flasken – alle ingredienser er aroma eller koncentrat.
Ægte glöggsmag: 1
Krydderi: 2,5
Duft: 2
Julestemning: 2
All over: 2

Blombergs Alkoholfri Glögg (Bilka)
Testvinder

Se her har vi en glögg der tilnærmelsesvist læner sig op ad ægte gløgg. Vi er lige ved at påstå, at vi er så tæt på som man overhovedet kan komme, der mangler jo bare alkohol.
Blombergs glögg smager ikke lige så sødt som de andre glöggvarianter, hvilket er rigtig godt. Den er nu stadig sød nok til at kunne betegnes som en “børneglögg”, men smagen er stadig ret “voksen” i det.
Ingredienslisten afslører kirsebærsaft, hvilket gør at denne gløgg skiller sig ud fra de andre flaskers indholdsfortegnelser.
Ægte glöggsmag: 3,5
Krydderi: 3
Duft: 3,5
Julestemning: 4
All over: 4

Løgismose Æbleglögg (Netto)
Nu skal vi smage glöggtestens eneste æbleglögg. Æbleglögg er jo allerede pr. definition milevidt fra at være “rigtig” glögg – altså i hvert fald efter mine standarder. Så vi er ret spændte på denne glögg, der forventes enten at falde helt igennem eller at give alle de andre baghjul.
Løgismoses æbleglögg smager af varm æblejuice med masser af citron. That’s it. Dufter dejligt af æble, men ikke mere end det. Der er ikke mange krydderier. Men når vi læser ingredienslisten igennem er denne glögg faktisk dene eneste, hvor der rent faktisk står udspecificerede krydderier. Det er lidt mærkeligt, da den ikke smager synderligt meget af det.
Ægte glöggsmag: 1
Krydderi: 1
Duft: 1
Julestemning: 1
All over: 1

Juicorganic Økologisk Rød Gløgg (Super Brugsen)
Denne glögg havde jeg allerede smagt forud for glöggtesten, og den var jeg svært skuffet over. Jeg prøver at holde mine forudindtagelser tilbage og lader testpanelet komme med deres umiddelbare indtryk. Duften er meget syntetisk og langt fra “glöggagtig”. Dufter syntetisk. Den smager af ren syntetisk saftevand, hvilket er super mærkeligt, da det er testens eneste glögg der hovedsagligt består af gode og rene økologiske ingredienser. Altså er der hverken ekstrakt, essens eller koncentrater i. Men ikke desto mindre smager denne her glögg altså rent ud sagt forfærdeligt, den går ikke engang an som en saftevand. Vi kan slet ikke gætte os til, hvad det mon er i ingredienslisten, der giver glöggen sådan en syntetisk smag…
Ægte gløggsmag: 0
Krydderi: 0
Duft: 0
Julestemning: 0
All over: 0

Konklusion er altså, at man skal en tur i Bilka for at flå Blombergs Alkoholfri Glögg ned af hylderne, hvis man leder efter en nogenlunde autentisk alkoholfri glögg.
Jeg er helt sikker på, at man med en alkoholfri rødvin og masser af lækre krydderier også uden problemer nemt kan koge sin egen lækre glögg, og resultatet vil sikkert blive langt bedre end det, supermarkederne kan fremskaffe.
Det må blive mit næste projekt <3

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (0)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.