Mine julegaveønsker til kagekøkkenet

copenhagen-cakes-julegaveoensker

I sidste uge gav jeg jer en lille liste med anbefalelsesværdige julegaveidéer til kagekøkkenet. Listen bestod af ting, jeg selv ejer og anvender flittigt, og som jeg derfor varmt kan anbefale til enhver bageentusiast.

I dag får I hermed listen over ting, jeg selv ønsker mig. Listen er tænkt som inspiration til de af jer, der godt kunne bruge lidt flere idéer til ønskelisterne, eller måske idéer til gode gaver til en bageglad ven.
Sagerne her er ting, som jeg enten har gået og manglet længe, eller sager som jeg bare synes ser rigtig spændende ud.

Igen vil jeg understrege, at mine links og udtalelser herunder selvfølgelig er helt for egen regning. Intet er sponsoreret, affiliated eller det, der ligner.

Forresten: Der er endnu en bog, der skulle have været på listen, men som jeg venter lidt med at dele med jer. Den kan I nemlig vinde her på bloggen hvis I kigger forbi i morgen <3

  1. Kvadratisk tærteform med løs bund fra Patisse
    Formen her er bare utrolig smuk, og jeg kan lige forestille mig hvor fine tærter man kan bage i en firkantet form. Derudover er jeg stor fan af at bunden er løs, det er altså en kæmpe hjælp når man bikser med at få tærten ud af formen.
    Patisse er et bagemærke jeg ejer en del forme fra, og generelt synes jeg det er god kvalitet, så det tør jeg godt ønske mig mere af.
    Kan bl.a. købes her til 119,95 kr.
  2. “Simply Beautiful Homemade Cakes” af Lindsay Conchar
    Har stalket denne her bog et stykke tid, og det er simpelthen sådan nogle fantastiske kager der er i, jeg MÅ bare eje bogen. Faktisk har jeg ønsket mig den så meget, at jeg har snydt lidt og allerede købt den. Nu venter jeg bare på at den ankommer med posten…
    Kan bl.a. købes her til £15,99 (bliver total £26,12 med moms og fragt).
  3. Customized kageruller, cookie cutters m.m.
    Det her er lidt et luksusønske, men helt ærligt, hvor fedt kunne det ikke være at have cookie cutters med sit navn på? Eller en bagerulle med “Copenhagen Cakes”-logoet eller noget andet fint? Denne her side, som jeg har fundet på Etsy, laver alverdens seje bageting med logo/tekster efter eget valg.
    Se hele udvalget her. Priserne ligger fra 95-212 kr. (plus fragt).
  4. “Naked Cakes: Simply Beautiful Handmade Creations” af Lyndel Miller
    Her er endnu en bog, der simpelthen er for smuk til ikke at eje. Jeg forudsiger at naked cakes bliver det helt store i 2017, og denne bog kunne godt være et rigtig fint sted at starte med at blive wow’et med inspiration til de smukke kager.
    Bogen udkommer først d. 11. april 2017, men kan forudbestilles online. Der er i øvrigt en god rabat at hente når man forudbestiller bogen.
    Køb bogen her til $19,52 (normalpris $34,99).
  5. Forklæde “NORTH apron”
    Jeg mangler et virkelig fint forklæde. Det er ikke fordi jeg ikke har. Jeg har masser. Men det er sådan nogle reklameforklæder med grimme prints, IKEA-forklæder osv. Jeg savner et rigtig fint forklæde af god kvalitet, og da jeg stødte på dette grønne forklæde hos svenske Lagerhaus vidste jeg, at det skulle på min ønskeliste med det samme.
    Kan købes hos Lagerhaus her til €22,95.
  6. Kogebogsstativ
    Endnu en genialitet fra Lagerhaus. Det er virkelig et first world problem, men jeg mangler i høj grad et sted at stille mine kogebøger, når jeg kokkererer. Mit køkken er meget lille og bordpladsen er sparsom, så kogebogen kan aldrig ligge udfoldet på bordet. Forsøger jeg at stille en kogebog opslået op ad væggen, så falder den sammen (gerne lige ned i kødsovsen – det er sket før). Så jeg er med andre ord overbevist om at et kogebogsstativ er det, der skal til for at gøre mit køkkenliv nemmere.
    Kan købes hos Lagerhaus her til €10,95.
  7. “Budding & andre dirrende desserter” af Marie Holm
    Jeg vidste ikke at jeg havde en skjult kærlighed for budding, før jeg en dag smagte Maries karamelbudding med saltkaramelpopcorn til et arrangement for nogle uger siden. Holy moly! Konsistensen, smagen, ALT var bare perfekt, og jeg må indrømme at jeg måtte tilbage for at bede om en portion mere. Siden da har jeg drømt om selv at kunne kreere så lækre buddinger, og første skridt på vejen må uden tvivl være at eje buddingdronningens egen kogebog.
    Kogebogen kan købes hos de fleste boghandlere. Jeg har fundet den online hos Saxo her til 199,95 kr.

Hvad ønsker I jer egentlig, af spændende køkkensager?

 

En tanke om "Mine julegaveønsker til kagekøkkenet"

  1. Alberte

    Hej og glædelig 4. søndag i advent..
    Hvor er det pudsigt, har næsten lige fundet Lindseys side og ja der er SÅ mange kager jeg gerne vil bage, har allerede købt AL for mange forme over amazon 😀
    men jeg er lidt i vildrede for hun bruger shortening i dem alle og skrev til hende og hun sagde der kunne bruges smør, men er bare lidt nervøs for der ikke bliver samme stabile resultat, men ellers kunne hendes bog være SÅÅÅ lækker at have, sad og kiggede på hendes hjemmeside og pludselig havde jeg en milliard faner åben med ting der skule bages 🙂
    go søndag, og tak for en skøn blog!!
    hilsner fra Alberte

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *