Luksuschokoladekage med Zacapa-chokoladeganache

SPONSORERET

Jeg har bagt en kage, som uden tvivl får titlen som årets lækrestes kreation. Jeg overdriver ikke. Denne kage er virkelig noget for sig. På den fuldstændig chokoladefantastiske, intense og og overdådige måde.
Det gode ved kagen? Den er SÅ nem at bage. Kræver ikke alle mulige skøre ingredienser. Vil garanti blive elsket af ALLE der smager den. Bliver bedre og bedre for hver dag den får lov at stå i og “sætte sig” (altså hvis man virkelig kan holde sig fra at spise helt op på førstedagen). Og den smager bare af et stykke mere. Især hvis du er den chokoladeelskende type.

Kagen er en vaskeægte voksenkage. På den lækre måde. Den består nemlig af en bund klæbrig chokoladekage (min svenske kladdkaka) toppet med et forførende lag chokoladeganache smagt til med Ron Zacapa. Valget af Zacapa er ikke tilfældigt; det er et af min romsamlende og romentusiastiske forlovedes yndlingsrombrands, og parringen af Zacapa og chokolade er uden tvivl et match made in heaven. Du vil tro mig, så snart du smager kagen!

copenhagen-cakes-zacapa-rom-chokoladekage-7

Rommen i sig selv har smagsnoter af honning, karamel og chokolade, så selvfølgelig går den umådelig godt som det lille ekstra kick i den fløjsbløde chokoladeganache. I sig selv er rommen ret sød, og altså dermed også en rom der er ganske velegnet for “nybegyndere” inden for romverdenen. Med det ikke sagt, at en romfan som min kæreste ikke hopper i med begge ben, når der skal nydes et glas…

Mangler du en god rom til bagning, så får du her et gratis lille trick fra mig til dig: Forær din bedre halvdel en god flaske i julegave. Jeg taler af erfaring når jeg siger, at rom-gaver er et kæmpe hit under juletræet. Din bedre halvdel bliver lykkelig, og du har samtidig smug-adgang til de gyldne dråber når den står på ekstra god kagebagning og dessertlavning. Win-win!

Som kort nævnt i introduktionen er denne kage ret fantastisk fordi den sagtens kan bages i forvejen et par dage inden den skal serveres. Sørg blot for først at dekorere med flødeskumslaget umiddelbart inden kagen skal serveres.

Ingredienser (til ca. 10 personer)
100 g mørk chokolade (70 %)
160 g hvedemel
40 g usødet kakaopulver af god kvalitet
0,5 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
135 g smør, stuetemperatur
135 g brun farin
2 æg
2 æggeblommer
Korn fra 1 Bourbon vaniljestang eller fra 2 alm. stænger
1,6 dl mælk

  • Forvarm ovnen på 175 ºC.
  • Beklæd bunden af en springform (ca. 24-25 cm cm) med bagepapir, smør siderne og drys med mel eller kakao.
  • Hak chokoladen groft og smelt den over et vandbad. Stil skålen med den smeltede chokolade til siden.
  • Sigt mel, kakao, bagepulver og salt i en skål.
  • Pisk smør og brun farin lyst og luftigt.
  • Tilsæt æg, æggeblomme, den smeltede chokolade og vaniljekorn til smør-/sukkermassen.
  • På skift tilsættes melblanding og mælk under piskning. Pisk forsigtigt indtil dejen er fin og ensartet i konsistensen.
  • Hæld dejen i springformen og bag i ca. 25 min.
  • Lad kagen køle helt af.

Chokoladeganache
150 g mørk chokolade (70%)
120 g sukker
60 g honning
1,5 dl fløde
2 æggeblommer
100 g smør
30-50 g rom, evt. mere efter smag

  • Hak chokoladen fint og hæld det i en skål. Stil skålen til siden.
  • Hæld sukker, honning og fløde i en gryde og kog det langsomt op under omrøring.
  • Hæld æggeblommerne i en skål og hæld meget langsomt en tynd stråle af den varme sukkerblanding over æggeblommerne mens der piskes. Hæld hele blandingen tilbage i gryden og stil det tilbage på varmen. Opvarm det til 83 ºC mens der røres.
  • Hæld hele grydens indhold over den hakkede chokolade, tilsæt smør og rør forsigtigt rundt indtil smør og chokolade er smeltet. Ganachen skal være blank og fin i konsistensen, uden klumper og for mange bobler. Smag til med rom. Rommen begynder at kunne smages når der er tilsat 30 g til ganachen. Ønsker du en kraftigere romsmag kan du sagtens tilsætte mere.
  • Hæld chokoladeganachen over den afkølede chokoladekage (der stadig er i springformen) og stil kagen på køl indtil chokoladeganachen har sat sig.

Kagen pyntes
2,5 dl piskefløde
Hindbær
Frysetørret hindbærstøv
Rød Skovsyre

  • Dekorér først kagen umiddelbart inden servering.
  • Pisk flødeskummen indtil den er fast og fyld den på en sprøjtepose med en rund eller stjerneformet tyl. Jeg har brugt tyllen 1M fra Wilton.
  • Sprøjt små dutter rundt på hele kagens top og dekorér med hindbær, hindbærstøv og skovsyre.

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

2 tanker om "Luksuschokoladekage med Zacapa-chokoladeganache"

  1. Anja

    Det lyder som en fantastisk kage, så den må jeg afprøve i weekenden. Når du i “mødregruppe” versionen bruger romessens, er det så sammen mål som i den originale kage?

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Anja
      Ja den kage er bare skøn! Dejligt at du også har lyst til at prøve den af. Jeg ved ærlig talt ikke hvor meget romessens jeg hældte i – jeg smagte bare til indtil jeg var tilfreds 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *