DM i cheesecake og opskriften på min cheesecake med jordbær og Oreos

SPONSORERET
Oreo jordbær cheesecake

Nogle gange er der opgaver, der er som sendt fra himmelen. Dette blogindlæg er én af dem. For nogle måneder siden blev jeg gjort opmærksom på et match made in heaven: Oreo og Philadelphia har slået pjalterne sammen og afholder nu DM i cheesecake. Et mere oplagt samarbejde findes simpelthen ikke, hvis du spørger mig. Jeg tror jeg nævnte ordet “genialt” en del gange, i den sammenhæng.

Konkurrencen er en landsdækkende bagekonkurrence, og alle kan deltage hjemmefra. Vinderkagen udvælges af et dommerpanel bestående af undertegnede, repræsentanter fra hhv. Oreo og Philadelphia samt fra Bertels Kager.

Hvad kan man så vinde? Ikke mindre end tre ret så vilde præmier/privilegier:

  1. Vinderkagen vil blive solgt hos Bertels Kager. Vinderens navn kommer til at stå på kagen, så alle kan se, hvem der har lavet Danmarks bedste cheesecake.
  2. 1 års forbrug af Oreo cookies & Philadelphia Cream Cheese
  3. Gavekort til Bertels Kager på 500 kr.

Konkurrencereglerne er simple: Bag din egen originale kage med Oreo Strawberry Cheesecake Flavour og Philadelphia flødeost. Tag et billede af kagen og læg det op på dm-cheesecake.dk.
Kagerne vurderes ud fra opskrift og billede, og der udvælges 5 finalister – en fra hver region i Danmark. De fem kager genskabes af Bertels Kager, og dommerpanelet finder vinderen med vægt på smag og kagens design/udseende.

Konkurrencen er allerede skudt igang, og du kan deltage indtil d. 18. november 2016.

Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at give mit bud på, hvordan en cheesecake med Oreo Strawberry Cheesecake Flavour og Philadelphia skal være. Jeg skal ikke kunne sige om den kan dyste med i DM i cheesecake, men det er i hvert fald stensikkert, at den er rigtig god.
Herhjemme forsvandt den i hvert fald på magisk vis over en enkelt aften (ja okay, vi havde også et par ekstra kagesultne gæster).

Langs kagens kant har jeg pyntet med friske jordbær. Denne kage skal selvfølgelig kunne bages året rundt, og så rammer vi jo problemet med, at der selvfølgelig er perioder, hvor jordbær ikke er i sæson. Derfor kan man selvfølgelig sagtens bruge andre flotte frugter langs kanten, det er bare om at være kreativ. Herunder har jeg for eksempel pyntet med skiver af stjernefrugt, og jeg forestiller mig også at det ville fungere super flot med kiwi.

Kagen rækker til ca. 8 personer.
Opskriften skal I selvfølgelig ikke snydes for, så den kommer her:

Ingredienser
160 g Oreo Strawberry Cheesecake Flavour
50 g smør
3 blade husblas
200 g jordbær (frosne kan sagtens bruges)
1 spsk. vand
30 g rørsukker
1 vaniljestang
300 g Philadelphia (ikke light)
10 store friske jordbær
2,5 dl piskefløde

Pynt:
4 Oreo Strawberry Cheesecake Flavour

  • Knus dine Oreos til krummer i en foodprocessor.
  • Smelt smørret og bland det med krummerne.
  • Beklæd bunden af en springform (17-18 cm) med bagepapir og fordel krummeblandingen heri. Tryk krummerne godt sammen, så bunden bliver fast og stabil.
  • Læg husblas i en skål med koldt vand og stil skålen til siden.
  • Hæld de 200 g jordbær i en gryde sammen med vand og rørsukker.
  • Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Tilsæt korn og de tomme stænger til gryden. Kog forsigtigt op og lad det simre et par minutter.
  • Klem vandet fra den udblødte husblas og tilsæt det til gryden der tages af varmen. Tag vaniljestængerne op og blend resten indtil massen er ensartet og fin i konsistensen. Lad jordbærmassen køle helt af.
  • Hæld Philadelphia i en skål og pisk det op så det bliver luftigt. Tilsæt jordbærmassen og pisk det sammen.
  • Beklæd indersiden af din springform med kageplast. Skær de friske jordbær i tynde skiver på langs, og pynt indersiden af kageplasten med en række jordbærskiver hele vejen rundt. Jordbærskiverne sætter sig fast på kageplasten hvis du trykker dem let på. Du behøver ikke være nervøs for at de falder ned.
  • Pisk fløden til en let flødeskum i en ny skål, og vend det til sidst forsigtigt sammen med jordbær-flødeostblandingen. Hæld det over kiksebunden og sørg for at det kommer godt ind i alle sprækker og kroge langs kanten af jordbærskiver.
  • Stil kagen i køleskabet i minimum 4 timer indtil den har sat sig.
  • Inden servering pyntes kagens top med halve skiver Oreos.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

30 tanker om "DM i cheesecake og opskriften på min cheesecake med jordbær og Oreos"

  1. Mimi

    Lige som besvarelse på et spørgsmål, dup jordbærrene med køkkenrulle og sæt dem på, min stod rigtig fint i køleskabet i 3 dage før den var spist, ventede med at pynte den til dagen efter hvor den skulle spises

    Svar
  2. Nicoline

    Hej!
    Jeg vil til at i gang med at lave din lækre chessecake, men den skal først bruges dagen efter, så jeg tænkte på, om jordbærrene bliver bløde eller “ødelægger” cremen?

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Nicoline

      Det er et rigtig godt spørgsmål! Desværre kan jeg ikke svare så godt, da jeg ikke selv har prøvet at lade kagen stå så længe. Jeg kan kun anbefale at du giver det et forsøg 😉

      Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Signe
      Finalister og vindere er fundet og offentliggjort. Det er ikke noget jeg har delt her på bloggen, men Oreo og Philadelphia har selv udsendt pressemeddelelser og offentliggjort vinderen 🙂
      De bedste hilsner herfra

      Svar
  3. Louise

    Super lækker opskrift og meget let at følge….havde dog et enkelt problem: Hvordan skæres kiksene til pynt, uden at de knækker og går i stykker?

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Louise
      Tusind tak skal du have <3
      Uha det er svært at svare på. Jeg skar bare helt forsigtigt 🙂
      De bedste hilsner herfra

      Svar
  4. Line B

    Hej.
    Jeg har brugt det meste af weekenden på at lave en cheese cake, da jeg gerne vil deltage i denne konkurrence.
    Men når jeg vil deltage i konkurrencen på hjemmesiden, så kan jeg ikke se, hvad jeg skriver i felterne? Og nogle af felterne, kan jeg ikke se, hvad jeg skal skrive deri?
    Jeg ved ikke, om du overhovedet har noget med det at gøre. Men jeg har skrevet en mail til oreo.danmark@hkstrategies.com. Jeg har dog ikke fået svar, men jeg ville være ret træt af, at jeg missede chancen på grund af dette…

    Jeg håber, du kan hjælpe.

    Mvh. Line

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Line
      Hvor dejligt at du har haft lyst til at deltage i konkurrencen. Jeg har desværre slet ikke noget at gøre med selve tilmeldingen til konkurrencen, så der kan jeg ikke hjælpe. Men det virker som det rette du har gjort, at kontakte dem på mail 🙂
      Held og lykke 🙂

      Svar
  5. Patricia

    Hej!
    Er det evt. muligt at lave denne i glas ? Jeg har ingen bageforme for kunne godt tænke mig at prøve alligevel 🙂

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Patricia
      Ja det tror jeg da godt du kan 🙂 Tag endelig et billede af det færdige resultat og læg det på min Facebookside – vil vildt gerne se hvordan det ender 🙂

      Svar
      1. Patricia

        Jeg har smidt et billede på din væg nu.
        Det er ikke i nærheden af så smukt som det du laver, men det smager godt

        Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Ida
      Jeg ved desværre ikke hvad “buks ost” er, så her må jeg være et svar skyldig.
      De bedste hilsner herfra

      Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Demet
      Det kan man desværre ikke. Husblas og majsstivelse har vidt forskellige egenskaber. Hvis dit spørgsmål kommer sig af, at du ikke har lyst til at anvende husblas af gris i din madlavning, har du så evt. prøvet med ko-husblas? Det skulle fungere lige så godt 🙂
      De bedste hilsner herfra

      Svar
  6. Pernille Larsen

    Hej Cecilia 🙂
    Jeg er så glad for, at jeg har fundet vejen frem til din magiske blog! Jeg har tænkt mig at servere denne lækre cheesecake for nogle gæster i morgen.
    Kan jeg godt lave den dagen før og bare sætte sneppe køl natten over? Jeg tænker om jordbærrene i kanten vil blive grimme?

    – Pernille

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Pernille

      Ih hvor er du bare sød, tusind tak 🙂
      Du kan sagtens lave kagen dagen før og stille den på køl natten over. Ingen problemer! Vent bare med at dekorere med Oreos på toppen, da de ellers bliver bløde.

      De bedste hilsner herfra

      Svar
  7. Christine

    Måske et lidt fjollet spørgsmål men når du knuser oreos’ne lader du bare cremen blive i kiksen. Spørger fordi din bund ser meget mørk ud uden skyggen af creme.

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Christine

      Ork ja, Oreos knuses bare med creme og det hele. Ellers kan jeg forsikre dig at jeg ville have skrevet, at cremen skulle fjernes 😉

      De bedste hilsner herfra

      Svar
      1. Helene

        Jeg skulle lave en anden cheesecake med Oreo og måtte ty til en YouTube video for at finde ud af om man bruger hele småkagen eller ej. Sjovt nok, så er det faktisk ikke så åbenlyst selv om man skulle tro det. Man ser nok på småkagen og billedet af den færdige krums og tænker, de miderste skal væk. Men næh nej, det fungere fint. 🙂

        Svar
        1. copenhagencakes Forfatter

          Det er nemlig rigtigt, selvfølgelig skal midten af Oreos’ne med. Jeg plejer at sige, at hvis ikke der står i teksten eksplicit at noget skal fjernes, så skal man selvfølgelig ikke begynde at gøre det 😉

          Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Signe
      De kan købes i de fleste større supermarkeder, men for at nævne nogle navne ved jeg i hvert fald, at de kan fås i MENY, Kiwi og SPAR.
      Held og lykke med bagningen 🙂

      Svar
      1. Pia

        Jeg har nu været i 2 menyer og 1 kiwi uden at finde oreos med strawberry cheesecake uden at finde dem, hvor køber du dem?

        Svar
        1. copenhagencakes Forfatter

          Hej Pia

          Ih hvor mærkeligt! Det er ellers de butikker jeg har fået at vide, de skulle være i. Jeg spørger lige hvor de kan skaffes og vender så tilbage til dig.

          De bedste hilsner herfra

          Svar
  8. Stine

    Hej, hvis jeg ikke har en lille form som beskrevet, men en ‘almindelig’ (er de mon 25-30 cm?), kan jeg så bare dobble opskriften, eller hur? Eller måske 1/2 gang mere?
    Tak 🙂

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Stine

      Sikke et godt spørgsmål. Det er noget med at finde ud af rumfanget på en lille form vs. rumfanget på din springform, og så se hvor meget du skal gange op med. Hvis det er for besværligt, så gang bare op med to. Altså dette skriver jeg uden overhovedet at have regnet efter, så jeg er virkelig ikke sikker 😉

      Mvh

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *