Marmelade med mango og ingefær

SPONSORERET

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for “ryd køkkenskabene”-projekter, hvor jeg kan få tømt alle de der halvtomme poser nødder, kerner og hvad man nu ellers har stående af skøre ting, der fylder. Ikke så sjældent bikser jeg en omgang müslibarer sammen, som jeg er blevet ret afhængig af som en god og mættende snack på farten.

På samme måde har jeg det med frugter og alle slags andre ingredienser for den sags skyld – de MÅ bare ikke gå til spilde. Nogle gange får jeg impulsivt handlet en mango, en bunke passionsfrugter, litchifrugter eller noget andet eksotisk, som jeg har intentioner om at få spist. Og så glemmer jeg det. Og de smukke frugter ligger bare der og bliver halvskøre af ventetiden. Lige præcis dét skete forleden med en par mangoer og et afskåret stykke ingefær, og derfor fik jeg idéen at lave en marmelade ud af det.

Denne marmelade blev særdeles vellykket, og derfor synes jeg også I skal have del i opskriften. Den er både frisk og sød – med et tilpas hint af ingefær. Rigtig god til ost, men især også spændende på pandekager og andre desserter.

Ligesom sidste år, da jeg lavede marmelade med melon og chili, er denne opskrift kreeret i samarbejde med Dansukkers Syltesukker. Leder du efter spændende opskrifter til alverdens forskellige slags syltetøj og marmelade, så kig her inde på Dansukkers hjemmeside, hvor der er samlet en rigtig flot omgang opskrifter til inspiration.

Opskriften giver ca. 1 glas marmelade.

Ingredienser
2 store mangoer
2 tsk reven, frisk ingefær
2 dl vand
saft og skal af 1 øko. citron
250 g Dansukker Syltesukker

  • Skræl mangoerne og skær alt frugtkød af stenene. Skær frugtkødet i grove stykker og hæld det i en gryde sammen med ingefær, vand, citronsaft og reven -skal og syltesukker.
  • Lad det koge i 15-20 minutter og tag evt. lidt af den overskydende væske fra her (gem evt. denne væske i et andet glas – det er en fantastisk sirup!). Lad det koge indtil du er tilfreds med konsistensen. Skum godt af.
  • Hæld marmeladen på varme, grundigt rengjorte glas og sæt låg på.

Gem

2 tanker om "Marmelade med mango og ingefær"

    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Peter
      Mange tak for dit spørgsmål. Jeg har ikke prøvet at lave opskriften med andet end syltesukker, så jeg må være dig et svar skyldig.
      De bedste hilsner herfra

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *