Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Áfram Ísland: Islandsk flagkage


Copenhagen-cakes-copenhagencakes-afram-island-islands-flagkage-9

I gætter nok, hvorfor denne kage har taget form i mit køkken.

Jeg er simpelthen blevet bidt af EM. Og det er der ét land, der er skyld i. Island.
Jeg er blevet bidt af spændingen, af uventede sejre og af HUH-råb.

Søndag er Island på banen igen, og selvom jeg befinder mig i Visby på Gotland kan jeg godt love, at første prioritet er at finde et sted, hvor kampen bliver vist. Jeg glæder mig allerede!

Kagen her er ganske nem at bage, men lidt tricky at sætte sammen. Det er om at holde tungen lige i munden.

Kagen består af almindelige vaniljebunde tilsat hhv. frysetørret hindbærpulver og frysetørret blåbærpulver. Og selvfølgelig en ordentlig klat pastafarve.
Kagen er smurt op med almindelig smørcreme (har valgt denne type frosting da smørcreme bliver helt hvidt hvilket er en nødvendighed til denne kage, og så fordi den er nem at arbejde med og holder formen rigtig godt), og på toppen har jeg pyntet med friske bær – i blå og røde farver, selvfølgelig.

Til at bage kagen skal du bruge to springforme på 18 cm.
Kagen rækker til ca. 8 personer.
Hvis du ikke kan få fingrene i frysetørret bærpulver (kan købes mange steder online,  i specialbutikker og f.eks. Magasin Mad & Vin), så kan det sagtens undværes. Det bliver dog en lidt “kedelig” kage hvis den ikke smager af noget.

Kagebunde
640 g hvedemel
5 ½ tsk bagepulver
170 g smør, stuetemperatur
400 g sukker
Korn fra 2 vaniljestænger
3 ¼ dl sødmælk
4 æggehvider
Blå og rød pastafarve
3 tsk frysetørret blåbærpulver
3 tsk frysetørret hindbærpulver

  • Forvarm ovnen på 175 ºC (varmluft). Beklæd bunden af to springforme (18 cm) med bagepapir, smør siderne, drys med mel, og bank det overskydende mel ud.
  • Sigt mel og bagepulver i en skål og stil skålen til siden.
  • Pisk smør, sukker og vaniljekorn sammen i en stor skål, indtil blandingen bliver lys og luftig.
  • Tilsæt melblanding og mælk skiftevis til skålen med smørblandingen mens der piskes. Fortsæt indtil alle ingredienser er samlet og dejen er fin og ensartet.
  • Pisk æggehviderne stive i en ny skål, og vend dem forsigtigt i dejen.
  • Fordel dejen ligeligt i to skåle og tilsæt blå farve til den ene skål, og rød farve til den anden skål. Prøv dig frem og tilsæt mere farve indtil du er tilfreds med farveintensiteten. Tilsæt blåbærpulver til den blå dej og hindbærpulver til den røde dej, og rør rundt.
  • Hæld dejene i de to springforme.
  • Stil springformene i ovnen og bag i 45-55 minutter eller indtil du kan stikke en pind i kagen og trække den op uden at der hænger dej ved.
  • Når kagerne er bagt færdig vendes de ud på en bagerist hvor de skal køle helt af.

Frosting
350 g smør, stuetemperatur
350 g flormelis
1-2 spsk piskefløde

  • Hæld alt smørret i en røremaskine og pisk det godt igennem i 3-5 minutter. Smørret skal blive helt lyst og luftigt.
  • Tilsæt flormelis en spiseske ad gangen mens maskinen pisker ved mellem hastighed.
  • Når al flormelis er tilsat skrues op på høj hastighed, og frostingen piskes igennem i 3-5 minutter indtil det er nærmest hvidt og meget ”fluffy”. Tilsæt undervejs piskefløden og pisk det godt ind i frostingen.

Kagen samles
Redskaber: Runde udstikkere i forskellige mål
Hindbær
Ribs
Blåbær

Det er lidt svært at forklare i ord, hvordan jeg har båret mig ad til at skære kagen ud og samle den. Derfor anbefaler jeg at du kigger godt på billederne på kagen og selv danner dig et billede af, hvordan den skal skæres og samles.

  • Skær de færdigbagte (og helt afkølede) kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Skær den blå kage over på midten, så den kan deles i to lige høje bunde. Nu skal du bruge en rund udstikker og dele hver blå bund, således at de har de fire blå sider i flaget: To ydre ringe, der skal være de små blå flader, og to indre cirkler, der er flagets store blå flader.
  • Find den røde kage frem og skær en tynd, flad bund af. Dette skal være det røde kors’ vandrette streg. Skær resten af kagen over på midten, så du har yderligere to røde bunde, der er lige høje. Fra disse bunde skal du udstikke to ringe, der har en diameter så de passer imellem de blå ringe.
  • Placér en af de runde blå cirker på et kagefad og smør et tykt lag frosting på siderne. Sæt en rød ring udenpå, og smør også ydersiden af den røde ring med frosting og sæt til sidst den store blå ring udenpå.
  • Smør et godt lag frosting ovenpå det nederste lag, og placér den tynde røde kagebund ovenpå. Smør et godt lag frosting jævnt ud over den røde kagebund og lav et blå/rød/blå lag igen, ligesom du gjorde nederst.
  • Smør hele kagen op med et tyndt lag af den hvide frosting. Dette lag forsegler alle krummer og giver kagen helt skarpe kanter. Stil kagen på køl i ca. 15-30 minutter.
  • Når frostingen er så kold at den er stivnet kan du nu smøre endnu et lag frosting på kagen. Glat frostingen til med en paletkniv, således at kagen får helt lige og skarpe kanter.
  • Dekorér kagens top med de rød/blå bær.
copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (3)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Hej 🙂 Jeg ville høre om du har nogle billeder fra imens du samlede kagen? Eller evt. nogle små videoklip? Vil nemlig rigtig gerne lave denne kage i weekenden, til min islandske venindes fødselsdag 🙂

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.