Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Jeg har jordbærkage på hjernen! Hver dag hele tiden! De gode danske jordbær har sæson LIGE NU, og det vil jeg opfordre til at vi allesammen udnytter. For eksempel ved at bage og spise denne jordbærtærte, eller to.

Jeg er godt klar over, at jordbærkager/-tærter er lidt en religion for mange, og der er rigtig mange forskellige variationer og bud på, hvordan de skal laves korrekt. Her vil jeg skynde mig at sige, at jeg personligt er så sindssygt large hvad det angår. Er der god mazarin, mørk chokolade, hjemmelavet vaniljecreme og overload af jordbær, så er jeg tilfreds.
Det med jordbærgelé på toppen har jeg det lidt 50/50 med… Altså jeg spiser det glædeligt hvis det bliver serveret, men hvis jeg selv skal bage gider jeg altså ikke lave det. Gelatine er i forvejen ikke skide sjovt altid, så hvis jeg kan holde mig fra det springer jeg gerne over. Gelé er bestemt ikke en streng nødvendighed, efter min mening 😉

Hvordan synes I egentlig, at den perfekte jordbærtærte er sammensat? Og kan I hjælpe mig med at forstå hvad forskellen er på jordbærkage vs. jordbærtærte? Er det, om der er mørdej i bunden eller ej?

Hvorom alting er, så får I her mit bud på en fuldstændig fantastisk – jeg vil næsten sige den er dæleme tæt på at være perfekt – jordbærtærte. Mit bud består af en bund af mørdej toppet med lækker moist mazarinkage (spækket med marcipan, of course), mørk chokolade, hjemmelavet vaniljecreme og selvfølgelig MASSER af jordbær.

Enjoy <3

Denne tærte har jeg bagt i en rund tærteform med en diameter på 24 cm.

Ingredienser
Mørdej
200 g hvedemel
60 g flormelis
Et nip salt
120 g smør, køleskabskoldt
1 spsk koldt vand
1 æggeblomme

  • Bland mel, flormelis og salt i en køkkenmaskine. Tilsæt vand og smør, skåret ud i små klumper, og rør, indtil smørret er godt fordelt og blandingen tager form af små krummer.
  • Tilsæt æggeblommen og rør indtil dejen samler sig.
  • Vend dejen ud på køkkenbordet og saml dejen uden at ælte den for meget.
  • Pak dejen ind i køkkenfilm og lad den hvile i køleskabet i to timer.
  • Smør en tærteform (24cm) og drys den med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Rul tærtedejen ud og læg den forsigtigt i formen. Prik bunden med en gaffel og stil derefter formen i køleskabet i 30 minutter.
  • Forvarm ovnen på 180 ºC.
  • Forbag tærtedejen i 15 minutter. Lav i mellemtiden mazarinmassen.

Mazarinmasse
175 g marcipan
150 g sukker
100 g smør, stuetemperatur
2 æg
50 g mel
Derudover: 75 g mørk chokolade

  • Hæld marcipan og sukker i en skål og ælt det sammen til en ensartet masse.
  • Tilsæt smør og rør godt.
  • Tilsæt æggene et ad gangen, mens der røres. Rør indtil konsistensen er ensartet.
  • Sigt melet i og rør igen.
  • Skru ovnen op på 200° og hæld mazarindejen i tærtebunden. Bag i 15-20 minutter, intil kagen er gennembagt.
  • Hak chokoladen groft og smelt den over et vandbad. Hæld den smeltede chokolade over mazarinkagen og fordel det ligeligt over det hele. Lad chokoladen stivne.

Vaniljecreme
2,5 dl fløde
2,5 dl sødmælk
Korn fra 1 vaniljestang
4 æggeblommer
100 g sukker
45 g Maizena majsstivelse

  • Fløde, mælk, vaniljekorn og de tomme vaniljestænger hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet under omrøring.
  • Mens mælkeblandingen simrer, blandes æggeblommer og sukker i en skål og piskes, til det bliver tykt.
  • Pisk majsstivelsen i æggeblommeblandingen.
  • Bland en lille smule af mælkeblandingen i skålen med æggeblandingen, og bland derefter hele æggeblandingen op i gryden.
  • Varm op på svag varme, til cremen tykner. Det må ikke koge.
  • Tag gryden af varmen, og lad cremen afkøle, mens vaniljestangen stadig er i. Fisk stangen op, når remen skal bruges.

Jordbærtærten samles
500 g jordbær

  • Rens jordbærrene og fjen toppen. Skær dem i skiver eller halve, alt efter hvordan du ønsker at pynte din tærte.
  • Hæld den afkølede vaniljecreme på tærten og slut af med et godt lag af jordbær.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (2)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Hej 🙂
    Kan man lave mørdejen og ligge den på køl til dagen efter? Jeg har nemlig ikke tid til den skal ligge på køl i 2 timer på dagen.
    Hilsen Sarah

    1. Hej Sarah
      Mørdej egner sig i den grad til at blive lavet på forhånd. Så det kan du sagtens 🙂 Pak den blot grundigt ind i køkkenfilm 🙂

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.