Inspiration til kagestyling #1: Den smukkeste fødselsdagskage

Jeg har i dag kreeret en kage, som jeg har haft i tankerne SÅ længe. Den blev mindst lige så smuk som jeg havde forestillet mig, og det bedste er, at den faktisk var nem at pynte.

Det, jeg virkelig elsker ved kagen er dens flotte højde. Jeg er VILD med den høje og “slanke” form. Når man bygger kager i denne højde er det vigtigt at man bager bunde, der er meget stabile. Gulerodskage og lignende luftige kager kan simpelthen ikke bære vægten og holde formen, så her skal man have fat i opskrifter på gode og kompakte bunde. Jeg har en del opskrifter på høje kager i flere lag i min kogebog “Copenhagen Cakes”, og ellers kan jeg bl.a. anbefale choko- og hindbærbundene fra denne opskrift og de absurd gode chokobunde fra denne opskrift.

Kagen er på hele overfladen smurt op med en ganske almindelig smørcreme. Jeg indrømmer gerne, at det smagsmæssigt ikke er verdens mest interessante frosting. Men jeg har valgt at bruge det fordi det er super nemt at arbejde med og arter sig lige som jeg vil have det.
Til denne kage, der har en diameter på 15 cm og en højde på ca. 17 cm, har jeg brugt følgende mængde:
250 g smør, stuetemperatur
250 g flormelis
2 spsk piskefløde

  • Pisk smørret blødt og luftigt i en røremaskine (brug K-spaden, hvis din maskine har en sådan).
  • Tilsæt flormelis lidt ad gangen mens røremaskinen kører ved medium hastighed. Når alt flormelis er tilsat skrabes skålens kanter ned med en dejskraber, og K-spaden skiftes ud med et piskeris. Skru op på høj hastighed og pisk smørcremen igennem indtil den er lys og luftig (3-4 minutter).
  • Tilsæt til sidst piskefløden og pisk det hele godt igennem.

Når kagen er smurt helt op (detaljeret trin-for-trin-vejledning med tilhørende billeder kan også findes i kogebogen) vil der være en smule overskydende smørcreme tilbage. Disse rester farvede jeg med lilla pastafarve, og sprøjtede fine “dutter” på kagens top med Wiltons store tyl nr. 6B.

Kagen kan få så mange forskellige udtryk, det er vitterligt kun fantasien der sætter grænser. Denne gang havde jeg lyst til at få lidt knald på farverne og dermed ramme et lidt “skørt” look. Jeg fandt den fineste konfetti-krymmel jeg havde , som jeg så maste lidt ujævnt på langs kagens nederste bund. Det multifarvede krymmel fandt jeg i en butik på Curacao, og kunne simpelthen ikke stå for det, så det måtte slæbes med hjem i kufferten.
På det øverste billede har jeg pyntet toppen med fine roser i sarte farver samt sat nogle små spidse toppe i hvid chokolade. På billedet umiddelbart herover har jeg fjernet roserne og holdt toppen relativt bar (udover de lilla dutter), og sat de fineste høje fødselsdagslys i.
Jeg elsker begge versioner af kagen, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg finder på at lave så høj og “anderledes” en kage <3

4 tanker om "Inspiration til kagestyling #1: Den smukkeste fødselsdagskage"

  1. Cecilie Djursaa Fabrin

    Hej Cecilia
    Hvor er den bare super smuk og elegant!
    Jeg vil gerne lave en kage i samme højde, og med din chokoladesauce hældt ned over. Tror du, at en banankage vil kunne bages “så høj”?

    Mvh Cecilie

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Cecilie
      Uha, jeg tør næsten ikke gætte omkring noget jeg aldrig selv har afprøvet. Men synes da du skal give det et forsøg 🙂
      De bedste hilsner herfra

      Svar
  2. Christel

    Den er bare SÅ skøn, virkelig flot!
    Jeg vil høre om du har et godt fif til hvordan man får det krymmel på uden at størstedelen ender på køkkenbordet i stedet gør kagen?
    Mange hilsener
    Christel

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Tak hvor er du bare sød <3
      Uh ja, det med krymmel på kagen er et værre ståhej. Jeg lagde et stort stykke bagepapir på bordet, så det "nedfaldne" krymmel lettere kunne samles. Og så tog jeg bare en lille smule krymmel i hånden ad gangen og pressede det forsigtigt på. Det tager tid, og det er klart at der vil ryge en del ved siden af. Men umiddelbart tænker jeg det er svært at gøre det meget anderledes. Jeg tager i hvert fald gerne imod tips 😀

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *