Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen


Idet jeg sidder og skriver opskriften til denne chokoladetærte går det op for mig, at jeg har kreeret ret mange chokoladeopskrifter i mit køkken på det seneste. De sidste par uger har budt på chocolate crinkle cookies, chokoladeskeer til varm chokolade, frozen yogurt-ispinde med chokolade og müslibarer med chokolade. Jeg håber ikke er er blevet trætte af chokoladeopskrifter, for jeg bliver det i hvert fald aldrig – og jeg har endda flere i ærmet på vej til jer!

Denne opskrift er helt back to basics. Jeg har lavet en helt enkel og fantastisk sprød tærtebund, som jeg har fyldt med uimodståelig og intens chokoladeganache. Når jeg skriver intens, så mener jeg det virkelig. Kagen er tung, og man behøver blot et lille stykke. Derfor vil den være perfekt at servere som en dessert med en god is og friske bær/frugter. Dens eleganthed gør den også særdeles velegnet som nytårsdessert. Jeg har pyntet kagen med guldstøv, men den vil bestemt også tage sig godt ud med farverige frugter.

Opskrift (8-10 personer)

Tærtebund
100 g hvedemel
30 g flormelis
Et nip salt
60 g smør, koldt
½ spsk koldt vand
½ æggeblomme

  • Bland mel, flormelis og salt i en køkkenmaskine
  • Tilsæt smør og vand, og rør indtil smørret er godt fordelt, og blandingen tager form af små krummer.
  • Tilsæt æggeblommen, og rør indtil dejen samler sig.
  • Vend dejen ud på køkkenbordet og saml dejen uden at ælte den for meget.
  • Pak dejen ind i køkkenfilm, og lad den hvile i køleskabet i ca. to timer.
  • Smør en aflang tærteform (10 x 35 cm) og drys den med mel.
  • Rul tærtedejen ud og læg den forsigtigt i formen. Prik bunden med en gaffel. Stil formen i køleskabet i 30 minutter.
  • Forvarm ovnen på 180 °C.
  • Bag tærtebunden i 15-20 minutter eller indtil kanterne er flot gyldne. Tag tærtebunden ud af ovnen og lad den køle fuldstændig af.

Chokoladeganache
250 g mørk chokolade, 70 %
3 dl piskefløde
20 g smør, stuetemperatur

  • Hak chokoladen groft og hæld det i en skål.
  • Opvarm fløden i en gryde indtil det næsten koger. Hæld fløden over den hakkede chokolade og lad det stå 1 minut.
  • Rør forsigtigt rundt indtil chokoladen er smeltet. Pas på ikke at piske voldsomt, så der kommer luftbobler i ganachen. Tilsæt smørret og rør til det er smeltet og inkorporeret.
  • Hæld chokoladen i tærtebunden og stil tærten i køleskabet indtil chokoladen er stivnet (det tager ca. 30 minutter).
  • Pynt tærten med guldstøv, bær eller frugter inden servering.
copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentar (1)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Åh så lækker.
    Og så enkel.

    Har en lignende opskrift jeg vender tilbage til igen og igen, alene af den grund at det bare fungerer !

    Keep e´m coming, those chocolate recipes, we like a lot.

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.