Hjemmelavet hvid gløgg

Sponsoreret

Der er noget helt særligt jeg glæder mig til hvert år, når kalenderen nærmer sig december. Det er ikke gran og julepynt og det er heller ikke julegaveindkøb eller julemusik. Min decemberkærlighed og forventningsglæde er nemlig dedikeret til gløgg.

Hvid gløgg, rød gløgg, æblegløgg. Jeg holder af alle slags gløgg, og jeg nyder virkelig at tage på “gløggjagt” med ligesindede gløgg-elskende venner, hvor vi lokaliserer Københavns bedste gløggsteder og nyder den brandvarme krydrede drik – gerne udenfor i kulden, så man rigtig kan mærke at det er blevet december.

Copenhagencakes-Eva-Trio-Gloegg-6

I år har jeg så prøvet noget helt nyt for første gang. Jeg har nemlig lavet min gløgg selv. Efter at have brugt lang tid på at læse godt op på emnet er jeg selvfølgelig klar over, at en god gløgg kan laves – ligesom snaps – over en proces der tager flere måneder, så krydderierne rigtig kan nå at trække. Denne gang har jeg dog fundet quick-versionen frem, og jeg kan garantere at den bestemt ikke skuffer! Den er allerede lavet et par gange over de sidste par uger, og jeg forudser at gløgg-gryden garanteret skal frem et par gange endnu inden jul.

Gløgg-opskriften er faktisk kommet på banen efter opfordring fra de søde folk fra Eva Solo, som jeg blev kontaktet af for noget tid siden. Jeg er altid klar på en god udfordring – og I kan nok forestille jer min glæde da udfordringen tog form af en gløgg-opskrift, der skulle styles i det fine Legio Nova stel fra Eva Trio. Her har jeg derfor anvendt termokopper og den store kande til gløggen. Til gløgg-mixet har jeg fundet den lille smarte smørboks frem, som jo egentlig kan bruges til så meget andet end blot smør. En sjov lille detalje ved dette stel er, at stellet udspringer fra det klassiske Legio-stel designet af Ole Palsby. Stellet har så fået sig en opdatering, og deraf kommer så tilnavnet Nova – altså Legio Nova.

Nogle gode tips inden du går i gang:
– Juster niveauet af honning efter dit behov. Honning kan erstattes med sukker hvis du selv ønsker det. Brug så meget som du selv synes, alt efter hvor sød din gløgg skal være.
– Appelsin kan erstattes af citron, mandariner eller hakkede æbler. Frugten kan også undværes fuldstændig.
– Mængden af krydderier er angivet lidt så som så. Er du vild med en krydret gløgg, så giv den lidt ekstra gas. Og er det modsatte tilfældet, så spar lidt på krydderierne.
– Er du til en rigtig god gløgg, så brug en rigtig god hvidvin. Vinen kan smages, selvom den akkompagneres af æblejuice og alverdens krydderier. Så gør dig selv en tjeneste ikke at finde den billigste fra supermarkedshylderne.

Ingredienser
1 L æblejuice
1 spsk honning
Saft og skal fra 1 økologisk appelsin
Et par cm ingefær
En stor håndfuld rosiner
En stor håndfuld smuttede og finthakkede mandler
4 kanelstænger
6 stjerneanis
20 hele nelliker
1 flaske hvidvin
1 dl lys rom

  • Find en stor gryde frem og hæld æblejuice, honning, appelsinsaft og -skal, ingefær, rosiner, mandler, kanel, stjerneanis og nelliker i. Varm det op og bring det i kog.
  • Lad det simre i 10-15 minutter så krydderiernes smag bringes frem.
  • Hæld hvidvinen i gryden og opvarm det til det næsten koger. Tilsæt til sidst rom og server med det samme.

5 tanker om "Hjemmelavet hvid gløgg"

  1. Pingback: Chocolate cupcakes with salted caramel filling (and a secret is revealed!) - Copenhagen Cakes

    1. copenhagencakes Forfatter

      Ingen spørgsmål er dumme 🙂 Jeg skar bare min ingefær i skiver. Jeg tænker at det er lidt ubehageligt at drikke hvis man river den – men det er helt op til en selv 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *