Semlor

Copenhagen-cakes-Copenhagencakes-semlor-semla-1

Man behøver ikke være af svensk afstamning for at have en forkærlighed for semlor. Men jeg tror måske at netop mit svenske ophav har haft en stor betydning for mit dedikerede og meget stærke kærlighedsforhold til den svenske “fastelavnsbolle”.

Jeg kan huske hvordan jeg som barn spiste semlor på svenske konditorier – med flødeskum og flormelis godt klistret ud i hele ansigtet. Måske er det her min kagekærlighedshistorie begyndte, hvem ved…

Traditionelt spises semlor i Sverige på “Fettisdagen”, som i år faldt d. 17. februar. Lidt ligesom vi herhjemme også gerne får spist et par fastelavnsboller op til fastelavn. Omkring Fettisdagen går der virkelig viralt hype i de lækre semlor, og følger man bare lidt med i diverse sociale medier og madblogs, så har man nok ikke kunnet undgå at bemærke hvordan semlor har fået ekstra (velfortjent) opmærksomhed omkring netop denne dato.
På Fettisdagen i år havde vi besøg af en journalist der ville skrive lidt om Copenhagencakeshop og historien bag. Selvfølgelig havde jeg sørget for hjemmebagte semlor til kaffen, så samtalen faldt hurtigt på svenske kagetraditioner og kagebagning generelt. Well, man er vel kageelsker ind til benet 🙂

Spørger du mig, så kan (og skal) semlor spises året rundt – ikke kun omkring Fettisdagen. Derfor håber jeg denne opskrift kan vække glæde hos mange af jer, selvom den lige kommer en uge for sent i forhold til normsatte kagespisningsdage.

Copenhagen-cakes-Copenhagencakes-semlor-semla-2

Bollernes skønne og karakteristiske twist kommer af at tilsætte god kardemomme. Nogle gange giver jeg også bolledejen en tsk kanel og lidt stødt nellike der lige giver bollen det ekstra kick.

I Sverige bruger man mandelmassa når man skal fylde de lækre semlor. Her i Danmark er det ikke nemt at få fingrene i mandelmassa, og derfor er det en nem og god løsning at erstatte det med marcipan (af god kvalitet så mandelprocenten er i top). Mandelmassa har dog en lidt anden konsistens og smag, og kan sagtens laves selv meget nemt, hvis man har mod på det. Opskriften på mandelmasse har jeg flettet ind herunder.

Boller (ca. 10 stk)
0,5 spsk kardemomme
1,5 dl mælk
25 g gær
65 g sukker
0,25 tsk salt
75 g smør, stuetemperatur
1 æg
ca. 325-360 g hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling

  • Varm mælk og kardemumme op så det er lunkent og hæld det i en skål. Tilsæt gæren og rør det ud.
  • Tilsæt sukker, salt, smør og æg og rør rundt.
  • Bruger du en røremaskine skal piskeriset nu udskiftes med dejkroge. Tilsæt lidt hvedemel ad gangen mens der røres. Rør dejen igennem indtil den er god og smidig.
  • Stil dejen til hævning under et fugtigt klæde et lunt sted i 45-60 minutter.
  • Slå dejen ud på et meldækket bord og del dejen i ca. 10 stykker, afhængig af størrelse. Form stykkerne til runde boller og stil dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 40 minutter.
  • Opvarm i mellemtiden ovnen på 200° C.
  • Pensl bollerne med det sammenpiskede æg og bag dem i ovnen i 6-7 minutter indtil de er let gyldne.
  • Tag bollerne ud af ovnen og lad dem køle af.

Mandelmasse (kan erstattes af marcipan af god kvalitet)
200 g mandler
50 g flormelis
90 g sukker
Lidt vand

  • Smut mandlerne og hæld dem i en foodproseccor sammen med flormelis og sukker. Kør det hele indtil det er malet helt fint.
  • Tilsæt lidt vand og kør igen processoren indtil konsistensen er god.

Fyld dine semlor
200 g marcipan eller mandelmasse
Lidt mælk
0,4 dl piskefløde
Flormelis

  • Skær toppen af de afkølede boller og grav bollernes “indre” ud med en gaffel indtil de er hule.
  • I en skål blandes marcipan/mandelmasse med lidt af “bolleindholdet” og et skvæt mælk. Rør det rundt indtil konsistensen er cremet (dog ikke flydende) og fyld det i dine semlor.
  • Pisk fløden til flødeskum og hæld det i en sprøjtepose med en stor stjernetyl (jeg har brugt 1M). Sprøjt flødeskummen fint over hver bolle og læg låget på. Drys med flormelis inden servering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *