På bærjagt og byvandring i Røros


Som lovet vil jeg give jer anden del af min fortælling fra skønne Røros, en by i Trøndelag i Norge, som jeg besøgte for en lille måneds tid siden. Jeg må indrømme, at før jeg tog af sted kendte jeg faktisk ikke til Røros. Jeg spurgte derfor mit netværk, om der var nogen der kunne give mig tips og idéer til rejsen, og lur mig om der ikke var virkelig mange i min nære omgangskreds der havde været i Røros for – endda op til flere gange. Jeg lod mig fortælle, at Røros er the place to be hvis man er langrendstypen om vinteren!

Jeg fortsætter fortællingen hvor jeg slap fra forrige indlæg; på bærjagt. Tænk en gang at bo med et bærdækket fjeld i baghaven. Det må da være lykken! Her gik vi rundt og nød udsigten, og hilste pænt og naturligt på andre stavgængere og vandrere, der krydsede vores vej. Sådanne naturoplevelser kan jeg godt savne som Københavner. Det minder mig om den vilde natur oppe i Sverige hvor min familie kommer fra. Men det er en helt anden historie 😉


Røros centrum udgår fra de to hovedgader, Bergmannsgata og Kjerkgata, som jeg her fangede et billede af en dag jeg vandrede rundt for mig selv og sugede til mig af indtryk. De to-etagers træhuse står tæt side om side og byder på butikker, restauranter og min favorit: Konditorier! Her kan man i øvrigt købe en æblekage, der går under navnet “Verdens Beste”. Jeg fik ikke smagt den, men hvis nogen her erfaringer med den, så fortæl mig lige om den lever op til sit navn.



Fortsætter man op ad Kjerkgata ender man ved byens kendetegn, kirken, bedre kendt som Bergstadens Ziir. Det bemærkelsesværdige ved denne kirke, ud over at den åbenlyst er gudesmuk, er, at den tilbage i 1784 blev grundlagt med betaling fra Røros Kobberverk. Netop derfor bærer kirketårnet kobberværkets tydelige logo (hammer og mejsel over uret). Det er velnok den eneste kirke jeg har set, med firmalogo på. Ganske sjov historie!
På byvandringen rundt i Røros fortalte vores alvidende guide den sjoveste historie: En rigmand ved navn Peder Hiort fra Røros efterlod sig, da han døde i 1789, en stor sum penge, som skulle gå til “værdigt trængende”. Så kunne byens fattige én dag i oktober hvert år stå i kø til Hiortkapellet ved siden af kirken, for at få lidt almisse. Traditionerne holdes i hævd i Røros, og derfor uddeles Hiort-almissen stadig én dag om året den dag i dag. Nu får man dog ikke længere penge, men et par hjemmestrikkede uldsokker.




Sniger man sig nogle hundrede meter væk fra centrum bliver man igen lynhurtigt mindet om, at man er i fjeldlandet! Glomma hedder elven, der bruser igennem Røros og deler byen i en øst- og en vestdel. På vestsiden har vi centrum, og i øst (der jo nu egentlig også er centrum), var der i gamle dage ekstremt fattigt – her boede man store familier i bittesmå nærmest dukkeagtige huse. Ironisk nok er disse fattighuse i dag nok de mest interessante huse i Røros – og også de fineste, hvis I spørger mig. Husene er i dag fredet, ligesom de store sorte bakker med affald fra minerne, som man kan se for enden ad vejen.

Jeg var i Røros i to hele dage. På de dage nåede jeg at køre med hundeslæde, jeg nåede gå på fjeldvandring og bærplukning, jeg nåede at spise middag med en hoteldirektør og kogebogsforfatter, jeg nåede at besøge et mejeri og en rensdyropdrætter, jeg nåede at tage morgensvømmetur i hotellets svømmehal, jeg nåede at shoppe og turiste, og jeg nåede at være på byvanding. Og alligevel har jeg aldrig været så afslappet, som da jeg kom hjem fra rejsen.

Der er noget ganske særligt over sådan et break fra storbylivet, hvor man får fyldt lungerne med iskold og frisk fjeldluft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *