I går havde vi sidste photoshoot til min kagekogebog. SIDSTE SHOOT! Hvor blev tiden dog af?! Det føles som om det var i går jeg var til første samtale med min søde redaktør fra Turbine Forlaget, og nu står jeg her, en masse bagning senere, og har været igennem bogens allersidste photoshoot.
Det har været en fantastisk oplevelse, og jeg føler mig så privilegeret at være givet den mulighed. Til tider har det været hårdt, der har været deadlines og tonsvis af kager der skulle bages igen og igen og igen indtil jeg var tilfreds, men jeg har nydt det hele vejen igennem.
Jeg har samlet en lille håndfuld billeder undervejrs gennem processen, som jeg har fanget med mit kamera så jeg kunne vise jer dem. De fantastiske billeder fra min fotograf Sarah Coghill må I vente lidt endnu med at se – der skal jo være noget at glæde sig til 😉
Kogebogen udkommer til foråret, og kommer til at indeholde opskrifter på både store og små kageprojekter. Fælles for dem alle er, at den gode smag er sat i fokus – der er ikke noget af alt det usmagelige sukkerstads der ikke har andet formål end at se godt ud. Jeg har lagt min personlighed og min stil i både tekst og opskrifter hele vejen igennem, så det er virkelig en samling opskrifter jeg kan stå inde for. Lige nu er der så meget jeg er spændt på, og jeg glæder mig ustyrligt til at få en helt rigtig ægte kogebog i hånden, og jeg glæder mig så meget til at dele den med jer.
I kan stole på at jeg nok skal give nærmere besked, både her, på Facebook og på Instagram, når jeg kender den præcise udgivelsesdato <3
Foto: Rebecca Thandi, Scandinavia Standard.
Foto: Freya McOmish, Scandinavia Standard.