Amerikansk Apple Pie

amerikansk-apple-pieNoget af det bedste jeg ved er at have venner på besøg, sidde sammen og bladre i kogebøger, udvælge den helt rigtige kage for derefter at gå i køkkenet sammen og gå kage-bagnings-amok. Der er en helt særlig “forventningens glæde” på spil, når man sådan er flere om at gå og glæde sig til det færdige resultat mens den skønne duft af nybagt kage langsomt siver ud af ovnen.

Lige præcis sådan gik det til forleden, da en sød veninde gæstede mit hjem. Selvom klokken slog 22 før vi pludselig besluttede os for at gå i køkkenet, var vi fast determinerede og ved højeste bage-humør. Lige som det skal være!

amerikansk-apple-pie-copenhagen-cakesMin veninde skal have æren for at have udvalgt amerikansk apple pie – for hold da op hvor jeg glad for at have “opdaget” den. Denne her æbletærte er altså helt ubeskrivelig lækker! Jeg har faktisk aldrig før bagt en klassisk æbletærte, sådan én med bund, fyld og låg. Altså, hvor har jeg godt nok gået glip af noget! Jeg glæder mig faktisk allerede til at bage æbletærten igen. Jeg er helt sikker på, at valget kommer til at falde på denne tærte igen og igen (og igen), når jeg fremover skal glæde gæster og kollegaer med kage!

Denne tærte stammer fra Roy Fares smukke (!) bog “United States of Cakes”. Det er den første kage jeg bager fra bogen, men standarden er altså sat rimelig højt nu, så jeg glæder mig til at udforske bogens øvrige opskrifter.
Opskriften herunder er dog angivet med et par få ændringer til ingredienserne. Jeg har tilsat vaniljekorn fordi jeg synes det sætter prikken over i’et. Derudover anvender Roy Fares usaltet smør OG tilsætter salt. Det synes jeg er lidt unødvendigt, især når usaltet smør er så dyrt i Danmark. Derfor har jeg bare erstattet begge ting med almindeligt saltet smør.

DSC_0546 copyKommentarer til opskriften: Vi bagte opskriften punkt for punkt som den stod i bogen. Dog sprang vi over hvor gærdet var lavest, og nøjedes med at lægge dejen i køleskabet i 20 minutter (mens vi forberedte æblerne og karamellen). Det fungerede helt fint på den måde, men jeg vil alligevel anbefale at lade dejen hvile i køleskabet i alle 3 timer.
Hvis jeg skal pointere én ting der kan ændres ved kagen, så er det at den er meget meget sød. Det er jo ikke en dårlig ting, men vil man dæmpe det søde lidt kan man vende æblerne i citronsaft inden de lægges på tærtebunden. Dette er blot en tanke – ikke noget vi selv tænkte over at gøre lige i denne tærte – men jeg har gjort det når jeg har bagt andre æbletærter før, og der har det fungeret rigtig godt med lidt citron. Måske kan man endda også tilsætte lidt fintreven skal fra en øko. citron.
Så kære læser. Har du mon ikke lyst til at lægge en kommentar i kommentarfeltet og beskrive hvordan det gik, hvis du beslutter dig for at bage tærten med lidt citronpift? Jeg er meget nysgerrig!

amerikansk-apple-pie-copenhagen-cakesIngredienser (10-12 portioner)
Tærtedej
360 g hvedemel
2 spsk flormelis
260 g koldt smør
75 g koldt vand

Æblefyld
ca. 7 æbler
110 g smør
120 g sukker
70 g brun farin
50 g vand
30 g hvedemel
1 spsk Maizena
1 tsk vaniljesukker
Kornene fra 1 vaniljestang
1½ tsk kanel

1 æggeblomme til pensling

Tilbehør til servering: F.eks. crème fraîche eller vaniljeis.

  • Tærtedej
  • Mix mel og flormelis sammen i en foodprocessor. Skær smørret i små stykker og tilsæt dem. Kør derefter foodprocessoren i korte omgange indtil blandingen begynder at bliver sandet.
  • Tilsæt det kolde vand lidt ad gangen og kør foodprocessoren indtil dejen samler sig.
  • Del dejen i to lige store stykker og pak dem ind hver for sig i køkkenfilm. Læg dem i køleskabet og lad dem hvile i mindst 3 timer.
  • Tag derefter ét stykke dej ud og rul den tyndt ud på en meldrysset overflade. Dejen skal være ca. 3 mm tyk.
  • Læg dejen i en tærteform (ca. 24 cm i diameter) og skær dejen til (lad ca. 1 cm af dejen hænge ud over kanten).
  • Æblefyld
  • Forvarm ovnen på 220 ºC (varmluft).
  • Skræl æblerne, halvér dem, fjern kernehuset og skær dem i tynde skiver. Læg æbleskiverne ovenpå tærtebunden i tærteformen.
  • I en gryde opvarmes smør, sukker og brun farin. Tilsæt derefter vandet og varm op under omrøring indtil smør og sukker er opløst.
  • Bland mel, Maizena, vaniljesukker, vaniljekorn og kanel i skål. Sørg for at der ikke er klumper (Maizena vil nogle gange gerne klumpe lidt – men det kan røres ud med et piskeris).
  • Hæld de tørre ingredienser i gryden lidt ad gangen mens du rører rundt.
  • Lad det småkoge lidt under omrøring indtil blandingen tyknes. Hæld det derefter over æblerne.
  • Færdiggør kagen
  • Pensl dejkanten hele vejen rundt med æggeblommen. Rul den resterende dej tyndt ud ligesom du gjorde med den forrige og læg dejlåget ovenpå tærten. Æggeblommepenslingen fungerer som “klister” mellem de to deje.
  • Tryk forsigtigt kanterne sammen med en gaffel og skær overflødig dej af. (Vi brugte den resterende dej til at udstikke små blade, som vi pyntede kanten hele vejen rundt med).
  • Skær nogle snit i dejlåget så dampen kan komme ud.
  • Bag kagen midt i ovnen i 15 minutter. Sænk derefter varmen til 180 ºC og bag videre i yderligere 50 minutter indtil tærten har fået fin farve.
  • Lad tærten køle lidt af og servér f.eks. med crème fraîche eller vaniljeis.

Velbekomme!

38 tanker om "Amerikansk Apple Pie"

  1. Anne

    Den ser virkelig lækker ud!
    Hvis man ikke har en foodprocessor, kan man så godt bare ælte dejen med hænderne? 🙂

    Svar
  2. Anne

    Tak for opskriften! Jeg bagte tærten i går med godt resultat. Jeg brugte dog kun 60g sukker og 40g farin og vendte samtidigt æblerne i saften fra en halv citron – og jeg synes, det gav en rigtig god balance mellem sødme og frisk syre. Men jeg er i det hele taget ikke til meget søde kager, og så brugte jeg i øvrigt gråsten-æbler, som allerede var meget søde.

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Anne

      Selv tak da 🙂
      Dejligt at høre, at det gik godt med citron! Jeg bagte faktisk også selv tærten i går, og da jeg ikke havde citron hjemme brugte jeg i stedet masser af limesaft. Det blev også virkelig godt. En helt perfekt tærte til dette efterårsvejr!

      De bedste hilsner herfra

      Svar
  3. Sofie

    Hej,
    jeg har igår serveret denne über skønne kage for vores gæster, og den gik
    lige i hjerterne på os alle sammen. Bestemt ikke sidste gang jeg gik i kast med den.

    Thumps up.

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Sofie
      Tak for din skønne kommentar – hvor er det bare fedt med lidt positiv feedback 🙂
      Masser af <3 herfra

      Svar
  4. Mikala

    Står lige nu ned en fuldstændig u-samhængene dej der på en gang formår at smuldre og være for klistret, det er groft sagt ganske umuligt at rulle den ud til hverken bund eller låg, jeg må nok give op og finde en anden dej, kan ikke finde ud af hvad der er gået galt, men jeg graviditet helt mistet modet :/

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Mikala. Øv det lyder ærgerligt. Det er bare om at prøve igen 🙂 de bedste hilsner herfra

      Svar
  5. Theresa Sophie Bode

    Sikke en lækker opskrift! Den bliver uden tvivl fast inventar i vores hjem. Ang. sødmen i kagen, så kan jeg kun give dig ret i at den er i toppen af skalaen (men det er jo en amerikansk opskrift ;)). Jeg ved ikke hvilken æblesort du har brugt, men jeg anvendte Granny Smith – et æble der i forvejen er ret syrligt. På den måde giver det i hvert fald lidt modspil.
    Ydermere bagte min kage kun i godt og vel 45 min samlet da den ellers ville være blevet forbrændt, men jeg ved ikke om det bare er min ovn eller om bagetiden måske ikke alligevel er en smule lang 🙂

    Svar
  6. Pia

    Har lige forsøgt mig med denne SKØNNE opskrift på apple pie i går aftes (allerførste forsøg nogensinde med lige netop denne slags æbletærte), da jeg stod med et par håndfulde æbler, som skulle bruges til et “godt formål”.

    Og hold nu op, denne opskrift er jo for lækker! Jeg forsøgte mig også med at tilsætte revet skal fra en øko-citron ned til de skiveskårne æbler og så presse en halv citron over æblerne og vende dem godt heri, inden jeg kom æblerne i tærten og saucen over. Og det blev altså virkeligt lækkert, vil jeg sige 🙂 Og kollegaerne har da også taget godt imod resultatet. Så absolut værd at prøve.

    TAK for denne lækre æbletærte – nu også min yndlingstærte.

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Kære Pia
      Tusind tusind tak for din fantastiske kommentar! Det er jo også lige æblesæson, så det er bare skønt at høre, at denne kage har været et hit <3
      Det lyder helt fantastisk at du har tilsat citron - det holder jeg også meget af selv at gøre.
      Ha' et helt fantastisk og æbletærtefyldt efterår.
      De allerbedste hilsner herfra <3

      Svar
  7. Emma

    Jeg forsøgte mig med denne tærte igår og den blev helt fantastisk. Jeg lod dejen hvile i køleskabet i de 3 timer og selvom den skulle bankes lidt ud inden den kunne rulles så var det det værd! Jeg gjorde et par ting anderledes; æblerne skar jeg i store tern i stedet for skiver, jeg vendte dem i citron, og så hældte jeg sukker massen over æblerne i skålen, fremfor i tærten, så jeg havde det lidt bedre fordelt. Udover det dækkede jeg også tærten med folie da der var en halv time af bagetiden tilbage, da den havde lige den gyldne farve jeg syntes den skulle ha’. Citronen gør sig rigtig godt da den ikke bliver for sød. Ekstrem lækker tærte!

    Svar
  8. Bethina

    Mums. Lækker tærte. Min dej stod i køleskabet næsten et døgn pga smørmangel i huset. Intet problem. Dog synes jeg de 15 min på 220 varmluft, var for meget, så næste gang vil jeg give den mindre tid eller mindre grader. Tak for lækker pie

    Svar
  9. Flemming Frober

    I sandheden en perle af en US Appel Pie.

    Nu har jeg gået og luret på, om jeg turde. Googlede og denne opskrift var den første.

    Den har jeg så prøvet, og jeg fulgte opskriften slavisk, på nær farin.
    Det findes ikke lige her i Tyskland. Brugte Roesirup istedet for, og det var succes.

    Kan varmt anbefale opskriften til nybegyndere som jeg selv!

    Mvh.
    Flemming Frober
    Berlin

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Kære Flemming
      Hvor er det bare dejligt at høre! Denne apple pie er bestemt også én af mine favoritopskrifter, så jeg er rigtig glad for at du også synes om den.
      Det er dejligt, at det fungerede godt med roesirup. Det vil jeg notere mig at det kan bruges som alternativ.

      De allerbedste hilsner
      Cecilia

      Svar
  10. Johanne

    Hej!
    Når du skriver at dejen skal stå i køleskabet i minimum 3 timer, kan man så godt lave dejen aftenen inden man skal bruge den, og så bare lade den stå til næste formiddag?

    Hilsen Johanne
    Glæder mig til at prøve den lækre Apple Pie!

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Johanne,
      Du kan sagtens have dejen i køleskabet natten over.
      God fornøjelse med bagningen!
      De bedste hilsner herfra

      Svar
  11. Birgitte Spaanhede

    Lække, velsmagende og super skøn kage.
    Jeg har haft tærten stående ca 4 timer i køleskabet inden den blev bagt. Det blev et godt resultat.
    Nu vil jeg gerne lave den til none kollegaer men mon den kan tåle at stå på køl uden at være bagt fra om aftenen den ene dag til næste eftermiddag, eller er det beder at bage tærten om aftenen også lune den næste dag.
    Tak for mange gode ider.
    Hilsen Gitte

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Birgitte,
      Super dejligt at høre!
      Hvis den kan stå 4 timer i køleskabet tror jeg det nok også kan lade sig gøre at have den stående ubagt i køleskabet natten over. Men jeg tænker at man da sikker også kan lave alle delelementerne uden at samle dem, og så først samle dem umiddelbart før bagning? Altså lav tærtebund og æblefyld for sig, og hav det stående (godt pakket ind) i køleskabet, indtil det skal samles og bages.

      De bedste hilsner herfra

      Svar
  12. Morten

    Hej! Jeg er i skrivende stund i gang med at bage denne æbletærte. Pga. laktoseintolerance valgte jeg at bruge laktosefrit smør, som er et blandingsprodukt til mørdejen. Allerede nu kan det umiddelbart ikke anbefales, da mørdejen bliver fuldstændig uhåndterbar. Jeg fik dog klattet en bund og et låg sammen. Nu må vi se, hvordan det ender ud.

    Konklusion – brug rigtig smør.

    Svar
  13. Anja

    Den ser mega god ud 🙂 Kan den stå færdig i køleskabet i nogle timer, før man sætter den i ovnen? Jeg tænker lidt at lave den klar før gæsterne kommer og så smide den i ovnen til dessert.

    Svar
    1. copenhagencakes Forfatter

      Hej Anja,

      Den er også bare super god!
      Jeg har ikke erfaring med at lade den stå inden man bager den, men jeg tror nu godt det kan lade sig gøre, så prøv du bare det. Skriv gerne tilbage, hvordan det gik!

      De bedste hilsner herfra 🙂

      Svar
  14. Simone

    Meget lækker opskrift trods lidt kamp som nybegynder med mørdej, men resultatet var ikke til at tage fejl af og med en klat vaniljeis til, var oplevelsen ubeskrivelig god!

    Svar
  15. SweeSourSavory

    Umm din tærte ser fantastisk ud. Den ligner den Apple Pie en amerikansk udvekslingsstudent lavede på et tidspunkt, og den var vildt god. Der er vel ikke noget så amerikansk som Apple Pie, og nu jeg er bosiddende i US, så må jeg vist oppe mig og lave din Apple Pie.
    Skøn blog du har.

    Svar
    1. copenhagencakes

      Hi Myo,
      Sorry I currently don’t have the time to translate my recipes into English. I always recommend to copy/paste the text into Google Translate, that usually works.
      All the best 🙂

      Svar
  16. Anne

    Kan kun tilslutte mig, at det er en helt fantastisk tærte! Har længe haft din “når-som-helst æbletærte” som min favorit, men nu er der blevet hård kamp om 1. pladsen.. Lod æblerne trække i en citron/lime blanding, og synes det gav en perfekt balance mellem det søde og det sure 🙂 Tak for inspirationen til lørdagshyggen med veninderne, hvor tærten helt sikkert vandt som bedste syndige indslag 🙂

    Svar
    1. copenhagencakes

      Hej Anne.
      Sikke en dejlig kommentar at læse! Jeg er vildt glad for at høre, at du endda også har prøvet min anden æblekageopskrift. Det er jo to vidt forskellige æblekager, der er gode på hver sin måde. For tiden synes jeg også bare at det er denne der er en vinder – men det kan være jeg får lyst til den anden igen på et andet tidspunkt 😉 Det er godt at høre, at det har fungeret godt med citrus-blandingen. Det har jeg også selv gjort da jeg bagte kagen igen forleden, og det hjalp virkelig på det!
      De bedste ønsker herfra

      Svar
  17. Cecilie

    Hold nu op den ser lækker ud. Den må prøves 🙂

    Har du hans kogebog på dansk, og har du et evt. link? 🙂

    Svar
  18. Sara Ketelsen

    Jeg har lige lavet tærten – hold kæft hvor er den lækker!! Jeg vendte æblerne i en god portion citronsaft og lod dem stå og trække inden jeg lagde dem i tærten, mens jeg lavede fyldet. Det gav en helt fantastisk kontrast mellem sukkerlagen og den søde dej, og så de syrlige – uden at være sure – æbler. Det kan helt klart anbefales! 🙂 Tak for at prikke til min bagelyst på sådan en råkold søndag 😀

    Svar
    1. copenhagencakes

      Hej Sara,
      Tusind tusind tak for din kommentar. Det er bare mega skønt med lidt feedback på opskriften. Jeg havde en idé om, at det ville fungere rigtig godt med citronen, så jeg er meget glad for at du synes det virkede godt!
      De bedste hilsner herfra <3

      Svar
  19. Fru Kofoeds Køkken

    Milde Himmel, den ser god ud! 🙂 Det dér æble-karamel-noget er det mest geniale, jeg har set længe. Men jeg ville nok også tilslutte mig ideen om citron – amerikanernes søde tand er jo ofte tunet i et højere gear end vores. Interessant i øvrigt med en mørdej uden æg…

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *