Copenhagen Cakes

Cakes and kitchen creations from a home in Copenhagen

Squashkage med creamcheesefrosting

DSC_0287DSC_0305

Det rygtes i hele København, at der er én ung kvinde, der har knækket koden til den perfekte squashkage. Jeg er så heldig, at denne unge dame er én af mine rigtig gode veninder, nemlig vidunderlige Maiken, der har bloggen Dronningemad. Maiken er, udover at være et fantastisk menneske, også meget passioneret for god mad, og dette afspejler hendes blog virkelig. Jeg følger tit og ofte hendes opskrifter, og de slår aldrig fejl!

Jeg har hørt så meget om denne berygtede squashkage. Både fra Maiken selv, men også fra andre passionerede bagere, der sværger højt og helligt til denne opskrift. Så det måtte selvfølgelig blot være et spørgsmål om tid, før jeg selv fik prøvet opskriften af i mit eget køkken.

Nu er squashkage jo en rigtig god, svampet og krydret kage, der faktisk minder rigtig meget om gulerodskage (også fordi creamcheesefrosting er et obligatorisk tilbehør til begge kager). Så jeg har egentlig altid holdt mig til gulerodskage (opskrift her) når jeg har haft lyst til en god og krydret kage. Gulerodskagen er for mig et “safe bet”, hvor jeg føler mig rigtig godt hjemme. Men men men, forandring fryder, og da jeg for et par uger siden modtog en masse skønne økologiske bageingredienser fra Urtekram var det helt oplagt, at disse ingredienser skulle testes i squashkagen.

Konklusion? Squashkagen er virkelig god. Virkelig! Konsistensen er helt fantastisk, og jeg er vild med, at man rent faktisk kan smage alle de forskellige ingredienser i en enkelt bid. Nødder, squash, kanel og dadler giver nogle virkelig lækre smagsnuancer der både går godt sammen, men også kan smages hver for sig. Jeg er fan!

DSC_0314DSC_0294

Jeg har fulgt Dronningemad’s opskrift, men tilpasset den lidt efter de ingredienser, jeg nu havde til rådighed i mit køkken.
Jeg bagte kagen i to springforme med en diameter på 16 cm. Da der var dej til overs lavede jeg også et par cupcakes – de blev helt fantastiske!

Ingredienser
450 g squash, groft revet
300 g brun farin
4 æg
275 g mel
3 tsk kanel (jeg har brugt Urtekrams Stødt Kanel)
1 tsk kardemomme
½ tsk salt
1 knivspids stødt muskatnød
1 knivspids stødt nellike
2 tsk vaniljesukker (jeg har brugt Urtekrams Vaniljesukker)
2 tsk bagepulver (jeg har brugt Urtekrams Bagepulver)
1 tsk natron
Revet skal af 1 øko citron
75 g grofthakkede valnødder
40 g dadler uden sten

Creamcheesefrosting
600 g flormelis
100 g usaltet smør, stuetemperatur
250 g creamcheese, koldt
Kokosmel efter smag og behag (jeg har anvendt Urtekrams Grove Kokosmel)

Pynt: Kagen kan toppes og pyntes efter fri fantasi, jeg har anvendt ananas frugtkrymmel fra Urtekram.

  • Forvarm ovnen på 185 °C.
  • Riv squash og stil til side.
  • Pisk æg og brun farin sammen med en elpisker, så længe du orker – eller stil det til at piske ved høj hastighed i en røremaskine.
  • Mens røremaskinen pisker blandes alle de tørre ingredienser: Mel, krydderier, vaniljesukker, bagepulver osv. Melblandingen vendes i æggemassen.
  • Tilsæt herefter revet squash, citronskal og valnødder.
  • Hak dadlerne fint (eller giv dem en tur i en foodprocessor) og tilsæt dem til dejen.
  • Rør dejen ensartet, og hæld den i en smurt springform.
  • Bag kagen midt i ovnen i ca. 25-30 minutter, til kagen netop er gennembagt. HUSK at alle ovne er forskellige, så tjek til din kage med jævne mellemrum – måske den skal have mindre eller mere tid, end jeg har angivet.
  • Lad kagen køle helt af.

Frosting

  • Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine ved medium/langsom hastighed indtil blandingen er ensartet.
  • Tilsæt al creamcheese på én gang og pisk indtil det er fuldstændig inkorporeret.
  • Skru op på høj hastighed og pisk indtil frostingen er lys og luftig, ca. 5 minutter – pas dog på ikke at piske for længe, da frostingen hurtigt kan blive flydende hvis den bliver for gennempisket.
  • Vend kokos i frostingen, en lille håndfuld ad gangen, indtil du er tilfreds.

Samling af kagen
Jeg har bagt kagen i to lag og samlet den med frosting mellem lagene, og bagefter smurt kagen op med frosting.
Kagen kan selvfølgelig også sagtens bages i et enkelt lag og dekoreres med frosting på toppen.

copenhagencakes

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.

VISSKJUL Kommentarer (31)

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret.

  1. Jeg er fuldstændig vild med din gulerodskage, men kan man følge gulerodsopskriften og erstatte gulerod med squash?

    Og et til spørgsmål

    Denne opskrift, skal sadlerne være friske eller tørret ?

  2. Kan man godt lave kagen helt færdig med creme og pynt i aften, og så er den stadig lige så lækker imorgen – både smag og for øjet? 🙂

    1. Hej Louise
      Hvis den står på køl, så vil jeg sagtens tro at du kan forberede den dagen før den skal serveres 🙂

  3. Hejsa.

    Fantastisk kage som jeg nu efterhånden har bagt et ton af gange. Har måske en lille tendens til at bytte dadlerne ud med chokolade mmmmm. Jeg vil dog lige komme med en kommentar til opskriften på din creamcheese 🙂 Du skriver “Pisk flormelis og sukker”, du mener ved flormelis og smør ;)?

    Og så et tak for alle dine gode opskrifter herinde.

  4. Denne squashkage er den bedste jeg længe har smagt!
    Har lavet den et par gange og uden musketnød, nellike og dadler.
    Den er bare så lækker og fluffy! Mmmmh 🙂

  5. Skal igang med squashkage og faldt over din opskrift og den fra dronningemad. Jeg undrer mig bare over at der i din frosting skal 600 g flormels i.? Det er jo over en hel pakke? Bliver den ikke meget sød.
    Men lækkert ser den ud.

    1. Hej Hanne,
      Kan godt forstå du undrer dig – det gjorde jeg også først!
      Men det er faktisk helt rigtigt!
      Rigtig god bagning 🙂

  6. Hvor ser den lækker ud. Kan bundene bages dagen i forvejen? Eller bliver de tørre?? Jeg tænker den skal med en tur på arbejde og kan godt se at jeg ikke når at bage og køle bundene fra morgenstunden. Og hvor mange personer er den ca. til??

    1. Bundene kan sagtens bages dagen i forvejen – så kan du bare pakke dem ind i køkkenfilm. Det er svært at sige hvor mange personer den er til – det kommer jo an på hvor store man skærer stykkerne 😉

  7. Det lød som en super lækker kage, så jeg gik igang med at bare med det samme – venter på det endelige resultat. Men her hvor jeg skal til at lave frostingen bliver jeg forvirret. Der står at der skal bruges 100 g smør ved stuetemperatur, men nede i fremgangsmåden, er smørret ikke nævnt nogen steder – så nu er jeg i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Især fordi der står pisk flormelis og sukker sammen :)? Men satser på sukker skulle være smør :)!!
    Men ellers tusind tak for mange lækre opskrifter, har allerede bagt flere af dine lækre kager.

    1. Hej Helle. Tusind tak for din kommentar – hvor er det bare godt spottet! Der skal selvfølgelig stå smør i stedet for sukker 🙂 Jeg retter det med det samme! Håber kagen bliver fantastisk!

  8. Åh, hvor ser den helt ualmindelig lækker. Den må komme på listen over opskrifter, der skal prøves. Tak for en skøn blog. Du formår altid at kreere de fineste og lækre kager og desserter, og ikke mindst imponere ud over alle grænser. Sejt med sejt på!

    Efterårshilsner fra Tina
    http://tinasopskrifter.blogspot.dk/

  9. En riktig nydelig kake, og frugtkrymmelet på toppen gjør det lille ekstra. Jeg oppdaget akkurat bloggen din via den norske matbloggsentralen og liker den veldig godt! Kan jeg spørre hvilket kamera/objektiv du bruker? Bildene er virkelig innbydende:)

  10. Wuahvor er dine kager bare flotte. Gid jeg kunne bage sådan : Jeg kunne vildt godt lide dine gulerods pop cakes i kage kampen 🙂 Dem vil jeg også prøve at lave en dag 🙂 Tak for alle opskrifterne, super flot arbejde!

    1. Hej Maria, tusind tusind tak for din søde kommentar! Hvor er du bare sød, jeg bliver helt glad! Det er bare om at komme i gang med at bage de skønne popcakes, de smager så godt!

Jeg hedder Cecilia, er 29 år, madelsker, bosiddende i København og Kandidat i Islamiske Studier. Arbejder med PR og marketing, og derudover får jeg også tid til kreere madopskrifter for diverse medier, magasiner og virksomheder, hvor jeg rigtig får lov til at gå i dybden med mit kagenørderi.