Trin-for-trin guide: Rose swirl frosting

DSC_0194DSC_0201

Som du måske ved, så er jeg tosset med smuk og enkel kagedekoration. Frosting er klart mit foretrukne kagepynt! Der er virkelig intet så yndigt som en kage pyntet med simpel frosting i en nedtonet farve. Der er ikke behov for krymmel, fondant eller andet hurlumhej. Less is more!

Hvis du spørger mig, så er der uendelige fordele ved at pynte din kage med frosting frem for andre pynte-remedier. Det er rustikt, smukt og smager godt. Og det bedste er, at når man har de rette redskaber, så er det virkelig let at lave de fineste kagefrostinger!

Jeg har på Facebook og Instagram lagt billeder af en gulerodskage jeg lavede til et bryllup, som var dækket af den fineste hvide rose-frosting. Jeg fik så mange søde kommentarer og tilbagemeldinger, og der var rigtig mange der ønskede en lille guide til, hvordan sådan en frosting laves.

Du skal bruge
Frosting
Sprøjtepose med stor stjernetyl (jeg har brugt en Wilton 1M)
En lille palet/spatel

DSC_0110

Start med at froste hele kagen med et godt lag frosting, som på billedet ovenover. Dette gøres for det første for at “forsegle” alle krummerne i overfladen af kagen, og for det andet for at have et ensartet “lærred” at arbejde på. Sørg for at fylde frosting i alle kagens huller og sprækker, f.eks. hvis der er lidt ujævnhed mellem to lag i kagen.
Det er ikke så vigtigt, at frostingen er helt glat og fint smurt på – den skal alligevel dækkes med rose-frostingen. Til gengæld er det vigtigt, at frostinglaget er så tilpas tykt, at man ikke kan se kagen igennem frostingen.

Roseswirl

Fyld den resterende frosting i sprøjeposen med stjernetyllen.
Start på kagens overflade lige i midten. Hold sprøjteposen i en 90° vinkel over kagen. Start med at tegne den første rose ved at tegne en spiral (se billedet).

Fyld kagens overflade med roser tæt op ad hinanden (se nedenstående billedserie).

DSC_0201 kopiDSC_0201 kopi 2

Så skal roserne tegnes på kagens sider. Dette kan være lidt tricky. Forsøg igen at holde sprøjteposen i en 90° vinkel ind mod kagens side. Tegn roserne lidt tilfældigt rundt omkring, så de næsten overlapper hinanden.

Hvis der skulle være nogle små huller rundt omkring, hvor roserne ikke dækker, så forsøg at “camouflere” hullerne ved at froste små prikker eller “kruseduller”.

DSC_0206 kopiDSC_0206 kopi 2

Voila!

DSC_0203

Trin-for-trin guide til enkel og smuk frosting

DSC_0996

Det bedste ved kagebagning er uden tvivl når man kommer til dekorationen!
Før jeg går i gang med at bage en kage har jeg altid et klart billede af, hvordan jeg vil have kagen skal se ud, når den er færdig. Det er ikke fordi, jeg synes det er et must at planlægge så meget fremad – det er simpelthen fordi dekorationen af kagen er det, jeg glæder mig mest til!

Som min blog nok giver indtryk af, så er jeg ikke så glad for at bruge fondant-/marcipanovertræk til kager. Jeg synes helt klart, at de smukkeste kager opnås ved at overtrække kagen med frosting. Det er let, det er velsmagende, og det er flot (når det er gjort rigtigt, forstås!).

DSC_0998

Kagen på billedet er min absolutte yndlingskage: Gulerodskage med creamcheese frosting. Opskriften findes her.

Dette er min første frosting-tutorial, og derfor har jeg valgt at starte ud med en meget enkel frosting. Hvis man har de rette redskaber er det meget, meget simpelt at lave.

Du skal bruge
Frosting
Sprøjtepose med rund tyl (jeg har brugt en Wilton 1A)
En lille palet/spatel, eller en teske af metal
Et glas med meget varmt vand
En ren karklud

DSC_0973

Start med at froste hele kagen med et tyndt lag frosting, som på billedet ovenover. Dette gøres for det første for at “forsegle” alle krummerne i overfladen af kagen, og for det andet for at have et ensartet “lærred” at arbejde på. Sørg for at fylde frosting i alle huller og sprækker, f.eks. hvis der er lidt ujævnhed mellem to lag i kagen.
Optimalt skulle frostinglaget have været lidt tykkere end på billedet, jeg fik nok skrabet det lige lovligt tyndt.
Sørg for at overfladen er flad og ensartet. Stil kagen i køleskabet en times tid, så frostingen stivner.

DSC_0985 kopi

Fyld den resterende frosting i sprøjteposen, og stil paletten/teskeen i glasset med det kogende vand.
Sprøjt små runde “dutter” lodret over hinanden. Tør paletten/teskeen af i karkluden, så den ikke er våd, men meget varm. Skrab “dutterne” let flade mod højre med den varme palet eller bagsiden af teskeen. Det er vigtigt kun at trykke en lille smule ind mod frostingen, hvis man trykker for meget kommer man til at tvære det ud. Men det får man hurtigt en “feeling” for. Stil paletten/teskeen i det varme vand igen.

DSC_0998 kopi

Fortsæt med at sprøjte nye dutter lodret over hinanden, der lige dækker lidt over de forrige dutter (som vist på billedet). Skrab dutterne flade med den aftørrede og varme palet/teske.
Fortsæt hele vejen rundt. Samme teknik bruges på toppen af kagen.

Voila – that’s it!

20130318-205240.jpg
Her er et andet billede (også gulerodskage) hvor jeg har brugt samme teknik, men med “glat” top.

De søde fraklip

Det sker ofte, at jeg får bagt en kage, som bliver spist inden jeg når at få taget andet end et sløret mobil-billede. Derfor er der mange kager, som jeg grundet billed-mangel ikke vil være bekendt at lægge på bloggen.
Alligevel har jeg, efter at have kigget mit mobil-fotoalbum igennem, indset, at jeg har vildt mange billeder jeg gerne vil dele med jer.
Hvis I allerede følger mig på Facebook og/eller Instagram kan det være der er nogle gengangere blandt billederne;)

20130318-205240.jpg
Denne fine gulerodskage med creamcheese frosting har jeg lavet efter min yndlingsopskrift. Jeg lavede den på bestilling for en god ven, så fik desværre ikke mulighed for at smage – man får ellers opbygget en god kageappetit når man går og arbejder på en kage en hel dag ;) Jeg har dog bagt den samme kage en masse gange, så jeg ved, at den simpelthen smager himmelsk!
Denne gang prøvede jeg en ny frosting-teknik da jeg skulle froste kagen. Jeg er selv rigtig godt tilfreds med resultatet. Jeg har lavet en trin-for-trin guide til din fine frosting her.
Gulerødderne på toppen er hjemmelavede af fondant. Her har jeg en guide til, hvordan man laver dem.

20130318-213904.jpg
Jeg bagte en ordentlig spandfuld kanelsnurrer efter at have savlet over opskriften hos bloggen Louiogbearnaisen. NØJ hvor var de gode. Min kæreste meldte også hurtigt ud, at dem måtte jeg snart bage igen. Man kan forresten være ekstra kreativ og prøve at lave en kanelsnurre-version med fx chokolade, pistacie-marcipan, nougat eller noget helt fjerde.

20130318-211552.jpg
Disse små fantastiske desserter har jeg lavet fra min opskrift på hvid chokolademousse med et hint af appelsin. I stedet for at anrette moussen i glas har jeg brugt små runde udstikkerforme. Det ser virkelig fint ud på den måde. Jeg har pyntet desserterne med små dråber passions-/kokossirup og revet mørk chokolade.

20130318-211905.jpg
Da jeg en dag med kort varsel fik gæster på besøg til kaffe fik jeg lige bakset en omgang små biscotties sammen. De er lynhurtige at lave, der skal kun bruges ingredienser fra køkkenets basislager, og så smager de helt fantastisk – der er virkelig intet der fuldender en god kop kaffe, som en sprød biscotti ved siden!
Jeg laver dem altid med mandler, men man kan bruge fantasien og anvende fx usaltede pistaciekerner eller noget helt andet.
Opskriften finder du her.

20130318-214108.jpg
Chokoladefudge, chokoladefondant, chokoladebombe. Disse små chokoladeskønheder, som jeg egentlig ikke har et navn på, er er godt bud på en dessert, der er utrolig nem at lave og som smager helt fantastisk. De er meget intense i smagen, derfor er små anretninger at foretrække. Og så går de selvfølgelig rigtig godt med noget frisk og syrlig frugt, og evt. en scoop vaniljeis ved siden. Opskriften har jeg fået fra en kok på mit arbejde, og det er tanken, at opskriften snarest også skal op her på bloggen.

c1d0eb228c1c11e2866922000a1fbcb1_7En sen aften fik min kæreste og jeg en hurtig indskydelse om at bage tarte tatin efter at have set den fine tærte blive bagt på tv. Vi havde alle ingredienserne hjemme, så vupti, et øjeblik senere var der tarte tatin. Det er en mega lækker dessert, som jeg helt klart vil vende tilbage til. Den kan varieres og laves med pærer, fersken eller noget helt andet. Jeg vil klart bage tærten en gang jeg får gæster – med en klar syrlig creme fraiche ved siden vil den slå benene væk under enhver.

De sidste par måneder har jeg forsøgt mig, igen og igen, med at bage perfekte macarons.
De. vil. bare. ikke!
Jeg har prøvet et hav forskellige opskrifter og forskellige metoder, og selvom resultatet bliver bedre gang for gang, så er det bare ikke godt nok! Derfor vil jeg ikke en gang lægge et billede frem her, så I kan se de små gnallinger, der vist nok skulle have været macarons. I min frustration har jeg dog smidt et par billeder frem på Instagram, du finder mig derinde under @copenhagencakes.

Pynt dine kager og cupcakes med gratis cupcaketoppers og -wrappers

Er du hurtigt ude med juleforberedelserne og julepynten? Det er endnu ikke den 1. december, og jeg VIL IKKE have julepynt eller julestemning i mit hjem før da. Meeeen jeg har tilladt mig allerede at snage lidt i den online kageverden og samle et stort lager af inspiration til julemåneden som jeg rigtig gerne vil dele med jer…

I denne omgang vil jeg give jer links til nogle sider, hvor man gratis kan hente filer med prints til smukke cupcaketoppers og -wrappers. Med julestemning på, altså.

Alt du skal bruge er en farveprinter samt papir eller pap. Cupcaketoppers kan super nemt klippes ud, limes på tandstikker og sættes i cupcake’en. Cupcakeswrappers skal klippes ud og tapes eller limes sammen rundt om cupcake’en.

Here we go:
Fra den lækre kageblog Bake it pretty kan du printe disse flotte cupcake-toppers med forskellige julemotiver. Jeg er vild med, at der er så mange forskellige slags. Så kan man selv vælge enten at bruge en masse forskellige toppers, eller kun at køre med én slags.

Den skønne bageblog Bakingdom har lagt disse smukke cupcaketoppers ud til fri afbenyttelse. Der er fantastiske pastelfarvede motiver af “Let it snow”-citater, snefnug, søde vinterfugle og juletræer – både firkantede og runde. Bakingdom er i øvrigt en super fin blog som bestemt er et besøg værd!

På bloggen Food Art Party har jeg fundet disse flotte cupcaketoppers og -wrappers i smukt vintertema med både sne og juletræer.

Disse cupcakewrappers kommer også fra bloggen Food Art Party. Jeg er helt vild med de to nederste til venstre, især den rødstribede. Den vil være SÅ flot på en cupcake med pebermyntefrosting drysset med knuste julestokke. UH – der fik jeg måske lige idéen til næste bageprojekt…

Disse flotte og “Merry Christmas”-ønskende cupcake-toppers kommer fra bloggen NOLA Mommy. Jeg synes det er SÅ flot og super gennemført, at cupcake-topper og cupcake-form matcher! Man kan enten gøre som på billedet, og sætte topper’en direkte ned i frostingen, eller man kan vælge at lime topper’en på en tandstik som så stikkes ned i frostingen.

Sidst, men absolut ikke mindst, kommer disse søde jule-ugler der tigger og beder, om de ikke nok må pynte som toppers på dine næste cupcakes. Print uglerne, klip dem ud, og lim dem sammen to og to med en tandstik imellem. Uglerne kommer fra siden Print This Today hvor der faktisk også ligger gratis filer til brevpapir, julekort, bogmærker og gavekort med samme ugletema.

Hvad siger I til det, er det ikke nogle fine måder at gøre lidt ekstra ud af sine kager?

Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis du støder på andre sider med gratis juleprints til kagebordet – så sætter jeg links’ne ind i indlægget!

Uuuuuhyggelige og hjemsøgte halloween-kager

Jeg er vild med de få gange om året hvor man får lejlighed til at give den gas med fantasien og kreativiteten i sit kagekøkken. Halloween, der falder den 31. oktober, må siges at være kongen af disse lejligheder!

Jeg får dog ikke selv bagt noget halloween-relateret i år – i stedet vil jeg nøjes med at kigge lidt på alle de fantastiske kagekreationer der er kreeret til denne lejlighed ude i blog-land.

De her links er for gode til ikke at dele!

Husholdningernes dronning, Martha Stewart, har selvfølgelig en hel del at skulle have sagt når det kommer til halloween-bagning. Hvadenten det er cupcakes, slik, is, cookies eller kager – look nu further, Martha viser dig vejen!

Alle opskrifter præsenteres med fænomenale billeder, og så elsker jeg, at der er fiflet lidt uhygge ind i titlerne: Prøv for eksempel isdesserten “I Scream Sandwitches“, eller spøgelseskagen “Boo-tiful Cake“.

Der er især også mulighed for at udfordre sig selv med nogle af disse æstetiske mesterværker, der vil overvælde enhver halloween-gæst! Jeg tager hatten af for den, der kaster sig ud i at kreere kagen “Haunted House Cake” – det er en kage der kræver gå-på-mod, men som til gengæld vil give street-respect blandt alle andre kagebagere.

Hos Better Homes and Gardens gives der en serie af fantasifulde idéer og vejledninger til, hvordan man kan sprede uhygge med sine cupcakes.

Bag blot et læs cupcakes efter din egen yndlingsopskrift og forklæd dem som ulykkesbringende sorte katte, spøgelser, monstre, græsker, flagermus, mumier eller noget helt, helt andet.

Som nogle af jer ved, er jeg storbruger af Pinterest. Pinterest er en fantastisk side, hvor man bl.a. kan dele idéer, tricks og kærlighed til madlavning via billeder.

På Pinterest kan man enten bare søge på “Halloween”, og så bruge timer og atter timer på at suge inspirationen til sig, eller man kan klikke direkte ind på denne bruger, der har samlet fantastisk mange halloween-relaterede opskrifter og tricks.

Når du klikker på et billede på Pinterest forstørres billedet, og derfra kan du klikke på billedet endnu en gang for at blive sendt videre til opskriften.

Jeg vil rigtig gerne høre hvordan i “fejrer” halloween derude! Plejer I at gøre noget ud af halloween? Skal I bage? Hvad bager I og hvordan skal det se ud?

Gode nyheder til alle frysetørrede bær-lovers og krydderi-elskere

Dette er et aldeles usponsoreret blogindlæg som jeg skriver ene og alene fordi jeg har lyst og fordi jeg selv synes det er en skøn nyhed:

Krydderiet i Torvehallerne har netop offentliggjort deres nye webshop:
www.krydderiet.com
(af én eller anden grund virker linket ikke pt, så skriv det ind i din browser i stedet)

Det betyder, at man ikke længere behøver have sin daglige gang i København for at få fingrene i alverdens frysetørrede bær, sirupper, olier, krydderier og meget, meget mere.

Jeg anvender selv frysetørrede bær og frugter i tide og utide, og kan næsten ikke komme forbi Nørreport uden også lige at kigge et smut indenom Krydderiet for at se, om der mon er kommet nye og spændende produkter på hylderne (hvilket der faktisk altid er).

Jeg har fx brugt deres frysetørrede passionsfrugtspulver i disse macarons; lakridspulver i disse macarons samt i denne lakridsis; kirsebærpulver i disse macarons; passionsfrugt, hindbær og kirsebær i disse fyldte chokolader. Derudover bruger jeg ofte hakkede pistaciekerner og frysetørret hindbær som pynt ovenpå kager, mousse’er og cupcakes.

Det var lige en hurtig nyhedsopdatering fra den virkelige verden. Noget jeg ikke har gjort mig så meget i før, men håber I synes om det :)

Efterårscupcakes: Gulerodscupcakes med cream cheese frosting

Jeg synes selv jeg er en rimelig sød kæreste når jeg står op to timer før normalt for at lave cupcakes til min kæreste som han kan tage med i skole. Det lyder helt børnehaveklasse-agtigt, men på KUAs kandidatuddannelser medbringes der skam også hjemmebagt kage. I stor stil kan jeg endda bevidne!

Der var (som sædvanlig) ingen tvivl om, hvilke kager der skulle laves: Det blev til gulerodscupcakes med cream cheese frosting. Jeg brugte min yndlingsopskrift herfra, og selvom jeg har bagt disse cupcakes et utal af gange, er opskriften faktisk endnu ikke slidt helt op. Der er stadig til et par bageomgange mere kan jeg fornemme ;)

Disse gulerodscupcakes har en helt fantastisk varm smag af skønne, men dog milde, krydderier og derfor fungerer den let syrlige cream cheese frosting perfekt til. I efterårets ånd kan det også være en spændende idé at tilsætte en smule mere af de enkelte krydderier, end der står i opskriften, eller endda eksperimentere med nye krydderi-kombinationer.

Jeg pyntede cupcakes’ne med fondantblade i forskellige former og efterårsfarver. Her har jeg en lille guide til, hvordan man laver fondantblomster. Processen er fuldstændig den samme når man laver fondantblade, man skal blot anvende andre farver samt andre udstikkere.
Til sidst dryssede jeg dem med lidt gult Rainbow Dust for at give farven lidt spil.

Du kan selv finde forskellige blad-udstikkere på eBay ved at søge på “plunger cutters” eller trykke her. De koster typisk fra $1 og opefter.
Rainbow Dust og andet spiseligt farvepulver har jeg ligeledes købt på eBay, søg på “Rainbow Dust” eller tryk her.
Til at farve fondanten har jeg anvendt Wilton’s Icing Color. Jeg har et sæt med 8 basisfarver hvorudfra man med lidt tålmodighed kan blande alle andre farver. Sættet koster fra omkring $10 og opefter. Søg efter “Wilton Icing Color” på eBay eller tryk her.

Trutteluuuut: Vinder af DM i cupcakes 2012

Jeg fik en noget så glædelig mail forleden der gav mig vaskeægte cupcakekriller i maven: “Tillykke – du er vinder af DM i cupcakes 2012″. Jeg måtte lige gnide øjnene og læse det én gang til og dobbelttjekke, at det ikke var én af de sædvanlige spammails “Congratulations – You just won the million dollar lottery!”. Men pludselig dukkede billedet af mine cupcakes også op på Imerco’s facebookside med tilhørende lykønskninger, og så indså jeg at den altså var god nok.

Der var tre vindere af DM i cupcakes 2012. Vinderne blev valgt ud fra forskellige kriterier til de tre kategorier “den smukkest pyntede og mest romantiske kage”, “den mest festlige og sjovest pyntede cupcake” samt “den mest nyskabende og originale cupcake”. Jeg vandt i kategorien “mest nyskabende og originale cupcake” hvor vinderen blev fundet af magasinet Mad & Bolig i samarbejde med Imerco, og jeg er noget så beæret!

Jeg deltog i konkurrencen med mine banancupcakes med chokoladestykker og cream cheese frosting hvor jeg havde frostet cupcakes’ne som en hel blomsterhave i lyse pastelfarver. For mig er det super vigtigt, at cupcakes først og fremmest smager godt og kan spises, og derfor ikke består af en kage toppet med et halvt kilo fondant og glimmer. Mange cupcakes i kagekonkurrencer er, selvom de er super smukke og kreativt udformede, ofte kreeret kun for syns skyld, og er umulige at spise. Derfor er jeg super glad for, at juryen i DM i cupcakes har givet mine små “down-to-earth” cupcakes et anerkendende klap på skulderen.

Her er mine cupcakes på Mad & Boligs hjemmeside med en super flot beskrivelse. Jeg er bare så glad for de fine ord! Se artiklen her.

Og her vises billedet også på Imerco’s hjemmeside. Se mere her.

Jeg har i sinde snarest at lave en lille step-by-step guide hvor jeg viser hvordan jeg har båret mig ad med blomsterfrostingen.

Tak for alle de søde ord og tillykke’er jeg har fået på Facebook. I er fantastiske! <3

Den top-heldige vinder af lækkerier fra Krydderiet

Tak, tak, TAK til alle der har deltaget i konkurrencen om de otte bøtter herligheder fra Krydderiet. Tak for alle de søde ord og tak for jeres glade bidrag. Jeg har læst alle jeres kommentarer og jeg er blevet noget så inspireret. Wow hvor har I bare gode og kreative idéer til brugen af Krydderiets vidunder-produkter.

Det går igen i jeres kommentarer, at mange af jer har et godt øje til især tre opskrifter: Macarons, hjemmelavet is og flødeboller. Jeg har i den grad ladet mig lokke efter at have læst alle kommentarerne, og der er ingen tvivl om, at jeg snart er nødt til at kaste mig ud i én (eller flere) af disse fantastiske projekter med et godt strejf af lakridspulver, hindbær og pistaciekerner og/eller noget helt fjerde…

Jeg vil lige dele nogle flere af de skønne idéer med jer:
MissMuffin skriver: “Jeg vil prøve kakaonips’ene i en smoothie, for der skulle de være fantastiske. Af pistaciekernerne ville jeg bage nogle små pistaciekager og pynte med frysetørret hindbær. Pufsukkeret skulle ovenpå granolaen næste gang jeg holder brunch…. Ja, alle sagerne skulle nok blive brugt i mit køkken:)”
Louise vil “bruge de frysetørrede hindbær til nogle lækre konfekt-kugler med hvid chokolade.”
Tanja-Maria vil “lave flødeboller på kransekagebund fyldt med det lækreste lakridsskum, overtrukket med hvid chokolade og pyntet med de fineste kandiserede violer!”

Jeg vil klart anbefale alle at læse kommentarlisten igennem for at få et ordentlig boost inspiration. Vær beredt på at blive lækkersulten!

Blandt alle de 137 (!) fantastiske svar har jeg trukket en tilfældig vinder hos random.org:

Kommentar nr. 27 er skrevet af Sussie Antonsen, der vil “bruge lakridspulveret til en syndig lakridsis lavet på kondenseret mælk, piskefløde og lakridspulver – perfekt her i sommervarmen”.
Kære Sussie, det lyder som et skønt projekt, og jeg er sikker på at lakridsisen bliver helt fantastisk – på trods af at sommervarmen er på retur ;)
Jeg har sendt en mail i din retning, ønsker dig rigtig god fornøjelse med de lækre produkter.

VIND // Frysetørrede hindbær, lakridspulver, pufsukker, pistaciekerner og meget mere fra Krydderiet

Update: Konkurrencen er afsluttet og der er fundet en heldig vinder :)

I anledning af copenhagencakes’ 1 års fødselsdag er det tid til en konkurrence, og det er med fornøjelse jeg kan præsentere en overdådig præmie, som vil gøre en heldig læser MEGET glad!

I Københavns Torvehaller finder man en stade, hvor enhver madentusiast kan få sommerfugle i maven. Staden hedder Krydderiet, og her forhandles kvalitetskrydderier, theer, delikatesse eddiker og olivenolier – og bedst af alt (vil jeg mene), utallige frysetørrede bær og mange andre lækre og smukke dekorationsprodukter til kage- og dessertkøkkenet.

Her har jeg blandt andet selv fundet frysetørrede hindbær, passionsfrugt, rabarber og pistaciekerner som jeg flittigt bruger til at forfine mine søde påfund. Den skarpe læser kan måske huske hvordan det bl.a. blev brugt til dekoration af den skønne chokolademousse samt til de chokoladedyppede jordbær.

Krydderiet har været så venlige at udlodde hele 8 af deres skønne produkter som én heldig læser kan vinde i denne giveaway:

1 bøtte kakaonibs (50 g)
1 bøtte pistaciekerner, usaltede (30 g)
1 bøtte frysetørrede hindbær (15 g)
1 bøtte lakridspulver (35 g)
1 bøtte pufsukker (75 g)
1 bøtte kandiserede rosenblade (25 g)
1 bøtte kandiserede violer (25 g)
1 bøtte pulveriseret appelsinskal (30 g)

Oh wow hvor ville jeg dog ønske, at jeg selv kunne stille alle bøtterne i køkkenskabet – men jeg glæder mig helt vildt til at glæde én af Jer med denne fantastiske præmie.
Pssst! Krydderiets lakridspulver blev testet i 24timer og fik fantastiske anmeldelser! Én af smagsdommerne udtalte: “Den dufter dejligt af spejdersnus. Men den har også masser af god lakridssmag. Det er en meget alsidig lakridspulver, som kan bruges til både det søde, sure og salte køkken.”

Alt du skal gøre for at vinde er:

Udvælg et eller flere af produkterne, og skriv i kommentarfeltet hvad du ville bruge det/dem til, hvis du vandt.

Glæder mig til at læse Jeres kreative idéer!

Held og lykke!

P.s. Del endelig indlægget med enhver kage-bagende mor, søster, ven, kollega eller bare enhver madentusiast der ville blive glad for at vinde sådan en præmie ;)

Konkurrencen løber til og med den 5. september, og vinderen trækkes og offentliggøres her på bloggen den 6. september. Husk at opgive emailadresse, så jeg kan kontakte vinderen!