Jo mere jeg bager jo mere smag får jeg for kagedekoration. Det er jo halvdelen af det sjove ved at lave den perfekte cupcake!
Shopping inden for Dk
Hvis man, som jeg, har en svaghed for at shoppe gear til sin kagedekorations-mani, så er der rigtig mange gode steder hvor man kan få udløb for sin shoppe-trang. I Danmark er kagebutikken.dk og specialkoebmanden.dk to rigtig gode sider – her er alt hvad hjertet kan begære, og det gode ved at handle disse steder er, at fragten går relativt hurtigt. Det er altså nemt og bekvemt, men til gengæld er det også i den dyre ende!!
eBay
Jeg har selv købt alt mit kagebagningsudstyr over eBay – min bedste ven;)
Her fik jeg bl.a. en pakke Wilton Icing Colors (på dansk: pastafarver) til 60kr inkl. fragt som hos specialkoebmanden.dk koster 240 ekskl. fragt – puha!
Andre indkøb tæller spiseligt glimmer (kostede 1,6£ pr bøtte), et utal forskellige Wilton muffinforme i alskens størrelser, cookie cutters samt en masse forskellige frosting pipes og andet tilbehør.
Når jeg handler fra England får jeg sædvanligvis mine varer i løbet af en uge, og varer der sendes fra USA kommer gerne efter en 10 dages tid. Meget imponerende!
Én gang har jeg ventet rigtig længe – det var da jeg handlede nogle muffinpapirsforme fra Kina der var næsten to måneder om at komme frem. Det var en værre redelighed hvor sælgeren eftersigende pludselig var “syg” og jeg ved ikke hvad. Men jeg fik da mine varer og på trods af ventetiden var det et godt køb til en god pris!
Amazon
Amazon.co.uk er også et udmærket sted at gøre sine indkøb, her er både stort udvalg og gode priser. Det er dog her nogle gange lidt svært at læse sig frem til, om sælgerne sender til Danmark eller om de kun sender inden for Storbritannien. Jeg har været ude for at man lægger en masse varer i kurven og går til betaling, hvorefter man først ved “check-out” bliver informeret om, at varerne ikke sendes til udlandet. Så sørg for at være opmærksom på det inden du begynder at glæde dig for meget over de billige varer
Jeg har lavet et separat indlæg der omhandler indkøb af sprøjteposer over nettet – se mere her.
Told på varer
Når man handler over nettet inden for EU skal der ikke betales told og importgebyr. Hvis du handler varer uden for EU kan det ske, at du skal betale told og importgebyr hvis dine handlede varer koster over 80 kr.
På trods af hyppige internethandler har jeg aldrig været ude for at skulle betale told eller importgebyr når jeg har handlet over nettet – uanset hvor meget jeg har handlet for – men det kan være jeg har været heldig.
Husk at være opmærksom på, at varer der handles fra ebay.co.uk ikke altid kun kommer fra England. Ebay.co.uk er også en platform for internationale sælgere hvorfor varerne kan blive sendt fra lande uden for EU. Det er derfor altid en god idé at være opmærksom på, hvilket land sælgeren kommer fra inden du handler.
På toldpriser.dk kan man nemt beregne, hvad man kan risikere at betale i told og importgebyr hvis ens pakke bliver taget i tolden.
Happy shopping!









